EU-Koordination

 

 

Den 21. september 2007

 

 

 

 

NOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

Forslag til Kommissionsdirektiver om optagelse af aktivstofferne prosulfocarb, clomazon og fludioxonil på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebe­skyt­tel­sesmidler.

 

Forslaget indebærer, at aktivstofferne prosulfocarb, clomazon og fludioxonil optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler, den såkaldte positivliste.

Hvis forslagene bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne optages på bilag til den danske bekæmpelsesmiddelbekendtgørelse.

 

Forslagene forventes at komme til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 8. – 9. oktober 2007. De skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

De tre stoffer er blevet vurderet af forskellige medlemsstater, og vurderingerne er derefter behandlet i mindre ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Kommissionen eller i arbejdsgrupper under EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerheds Autoritet), hvor alle EU-landes pesticidmyndigheder har deltaget. Vurderingsrapporterne viser, at det kan antages, at stofferne og midler indeholdende disse stoffer opfylder betingelserne i henholdsvis artikel 4 og artikel 5 i direktiv 91/414/EØF for optagelse på bilag I; dvs. at der ikke er uacceptable effekter på sundhed og miljø.

 

De tre stoffer har forskelligt anvendelsesområde. Prosulfocarb skal anvendes til ukrudtsbekæmpelse i hvede og kartofler, Clomazon som ukrudtsbekæmpelse i kartofler og raps og Fludioxonil til svampebekæmpelse ved bejdsning af hvede

 

Når et aktivstof er optaget på bilag I, er det efterfølgende en national opgave at tage stilling til, om de plantebeskyttelsesmidler, aktivstoffet indgår i, kan godkendes til brug i det pågældende land. Denne stillingtagen skal ske på grundlag af de såkaldte ”ensartede principper” (bilag VI til direktivet) samt den viden om aktivstoffet, der er opnået ved vurderingen.

 

Optagelse af stofferne på bilag I til direktiv 91/414 betyder, at Danmark forpligter sig til at acceptere fødevarer og foder med restindhold af stofferne, idet der i medfør af artikel 4, stk. 1, litra f i direktiv 91/414 bliver fastsat harmoniserede maksimalgrænseværdier for stofferne på en række afgrøder. Disse grænseværdier vil blive vurderet i forbindelse med, at de optages i særskilte direktiver.

 

Forslagene har ingen økonomiske konsekvenser for borgerne og kun marginale konsekvenser for staten og erhvervsliv. Det er ikke muligt umiddelbart at vurdere konsekvenserne af forslagene for miljøbeskyttelsesniveauet.

 

Ved behandlingen i EU er det vurderet, at der generelt er sikre anvendelser for stofferne til de foreslåede formål, hvilket Danmark er enig i for så vidt angår prosulfocarb, clomazon og fludixonil.

Der er på EU-plan endnu ikke fastsat harmoniserede regler om beregning af den såkaldte AOEL-værdi (Acceptable Operator Exposure Level) eller modeller for beregning af den eksponering sprøjteførere eller arbejdere udsættes for under sprøjtningen eller ved arbejde med behandlede planter. I vurderingsrapporterne for henholdsvis prosulfocarb, clomazon og fludioxonil er der imidlertid angivet AOEL-værdier under bindende sundhedsmæssige værdier.

 

I lighed med den danske linie i tidligere forslag om optagelse af aktivstoffer på bilag I til direktiv 91/414/EØF, lægger Danmark afgørende vægt på at Kommissionen afgiver en erklæring, der anfører, at AOEL-værdien ikke er bindende, såfremt der ikke er fastsat harmoniserede regler for fastsættelse af denne.

 

Danmark støtter således forslagene om optagelse af prosulfocarb, clomazon og fludioxonil på bilag I, da der efter Danmarks opfattelse er vist sikker anvendelse i EU.

 

Med hensyn til den bindende sundhedsmæssige værdi lægger Danmark afgørende vægt på, at den omtalte bindende sundhedsmæssige værdi (AOEL-værdi) bliver vejledende, såfremt der ikke er fastsat harmoniserede regler for fastsættelse af AOEL-værdien.