MILJØstyrelsen                                                                                         10. november 2006   

Pesticider                                                                                                   J. nr.

                                                                                                                  NSH

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til Kommissionsbeslutning om ikke-optagelse af visse aktivstoffer på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebe­skyt­tel­sesmidler.

1.      Status

Et foreløbigt forslag til Kommissionsbeslutning: “Draft Commission Decision (EC) No… concerning the non-inclusion of certain active substances in Annex I to Council Directive 91/414/EEC and the withdrawal of authorisations for plant protection products containing these substances” er fremsendt til medlemsstaterne.

 

Forslaget er fremsat med hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler, artikel 8 (2), som fastlægger, at alle gamle aktivstoffer skal være revurderet inden den 25. juli 2003, dvs.12 år efter direktivets vedtagelse, samt kommissionsforordninger 1112/2002/EF og 2229/2004/EF. Rådet (miljø) har den 12. december 2001 vedtaget konklusioner, hvori der gives tilslutning til at forlænge fristen for revurdering af aktivstofferne til 2008.

 

Forslaget er blevet drøftet på arbejdsgruppemøde i Kommissionsregi den 28. - 29. september 2006.

 

Forslaget forventes at komme til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 23. – 24. november 2006. Det skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen beslutningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny.

Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen.

 

2.      FormÃ¥l og indhold

Formålet med forslaget er at beslutte ikke-optagelse af en lang række aktivstoffer, og

at tillade opretholdelse af godkendelse for visse stoffer, hvor der ikke findes egnede alternativer (”essential use”).

 

Ikke-optagelse af aktivstoffer: ifølge de tidligere forordninger om arbejdsprogrammet for revurdering af gamle aktivstoffer, især forordning 1112/2002/EF og 2229/2004/EF, skal alle de stoffer, hvor der ikke indsendt dokumentation, eller hvor dokumentationen ikke fandtes tilfredsstillende, udgå af arbejdsprogrammet. Dvs. det skal besluttes ikke at optage disse stoffer på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

 

Forslaget angiver i bilag I til forslaget alle de stoffer, der som følge af manglende eller mangelfuld dokumentation iht. forordning 2229/2004/EF, ikke kan optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

 

Det drejer sig om 112 kemiske aktivstoffer og 5 mikroorganismer, hvoraf Danmark i øjeblikket kun har godkendt et fåtal.

 

Forslaget pålægger medlemsstaterne at tilbagekalde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder de i bilag I nævnte stoffer som aktivt stof, inden 6 måneder efter vedtagelsen af forslaget, med mindre der kan gives tilladelse til fortsat godkendelse, hvor der ikke findes egnede alternativer. Endvidere skal medlemsstaterne afvikle salg og anvendelse inden 18 måneder efter vedtagelsen af forslaget.

 

”Essential use”: I bilag II til forslaget er angivet de stoffer, konkrete medlemsstater kan tillade godkendt og markedsført til de i bilaget anførte begrænsede anvendelser indtil 30. juni 2010. Anvendelsen kan tillades indtil 31. december 2010. Medlemsstaterne må dog kun opretholde godkendelserne, hvis de sikrer sig, at anvendelsen ikke har skadelige effekter på miljø og sundhed, at produkterne påføres etiketter med de indskrænkede anvendelser, at der indføres relevante restriktioner, samt at der iværksættes udvikling af alternativer.

 

I bilag II er i alt anført 44 aktivstoffer. Danmark har ikke anmodet om tilladelse under ”essential use” bestemmelserne og er således ikke nævnt på listen.

3.      Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger af en allerede vedtaget rådsretsakt, hvorfor Regeringen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4. Konsekvenser for Danmark

 

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil stofferne blive optaget på bilag på bilag 9 til bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler. Bilag 9 er listen over aktivstoffer, for hvilke der er vedtaget en kommissionsbeslutning om ikke-optagelse på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Der er ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for stat og kommuner.

 

Beskyttelsesniveau: 

Det vurderes, at forslaget har en positiv effekt på beskyttelsesniveauet, idet en række aktivstoffer vil blive forbudt anvendt.

4.      Høring

Rammenotat om forslaget har været i høring i EU-Specialudvalget vedrørende miljøspørgsmål i november 2006, hvor der er kommet følgende høringssvar:

 

Dansk Industri, DANVA, og Fælles Fagligt Forbund har ingen bemærkninger til forslaget.

 

Landsorganisationen i Danmark støtter den danske indstilling, men ser gerne at tilladelsen under ”essential use” bestemmelserne til begrænsede anvendelser indtil 30. juni 2010 ændres, således at den udløber 31. december 2008.

 

Forbrugerrådet oplyser, at man af ressourcemæssige årsager ikke har mulighed for at forholde sig til forslagene, og rådet kan således ikke tages til indtægt for at støtte forslagene eller for det modsatte.

5.      Forhandlingssituation

Forslaget forventes vedtaget med kvalificeret flertal.

6.      Dansk holdning

Danmark kan støtte forslaget. Det er vigtigt, at de stoffer, der ikke længere støttes i EU-revurderingsprogrammet tilbagekaldes så hurtigt som muligt, men det vurderes rimeligt, at medlemsstaterne får mulighed for at opretholde godkendelser af nogle produkter indtil 2010, hvis der ikke er egnede alternativer.