Den: 29. november 2006

J.nr.: 3873

 

 

NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Om Kommissionens forslag til forordning om gennemførelse af Rådets direktiver 90/426/EØF og 90/427/EØF om metoder til identifikation af hovdyr.

 

SANCO 10061/2006 - Rev. 1

 

Kommissionen har med SANCO 10061/2006 – Rev. 1 fremsat forslag til forordning om gennemførelse af Rådets direktiver 90/426/EØF og 90/427/EØF om metoder til identifikation af hovdyr.

 

Kommissionen ønsker med forslaget at sikre, at dyr af hesteslægten bliver identificeret  entydigt. Dette  sker ved, at alle dyr af hesteslægten tildeles et pas og et livslangt identifikationsnummer, der følger dyret fra fødsel til død, hvilket er en videreførelse af tidligere EU-krav fra år 2000.

 

Forslaget udbygger herudover kravet til det livslange identifikationsnummer (i forslaget benævnt UELN-nummer) med visse tekniske specifikationer, og stiller som noget nyt krav om, at alle heste mærkes og registreres i en central database. Hertil kommer en række detailbestemmelser om krav til dataregistrering, pasudstedelse, erstatningsdokumenter m.v.

 

En vedtagelse af forordningen skønnes  at forøge forbrugerbeskyttelsesniveauet, således at det sikres at heste, der er behandlet med lægemidler, der udelukker dem fra konsum, kan identificeres entydigt, så de ikke slagtes med henblik på konsum.

 

Regeringens forholder sig positivt til forslaget, og agter at gebyrfinansiere ordningen.


 

 

 



GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

om Kommissionens forslag til forordning om gennemførelse af Rådets direktiver 90/426/EØF og 90/427/EØF om metoder til identifikation af hovdyr.

 

SANCO 10061/2006 - Rev. 1

 

Resumé: Kommissionen ønsker med ovennævnte forslag at sikre, at dyr af hesteslægten bliver identificeret  entydigt. Dette  sker ved, at alle dyr af hesteslægten tildeles et pas og et livslangt identifikationsnummer, der følger dyret fra fødsel til død, hvilket er en videreførelse af tidligere EU-krav fra år 2000.

 

Forslaget udbygger herudover kravet til det livslange identifikationsnummer (i forslaget benævnt UELN-nummer) med visse tekniske specifikationer, og stiller som noget nyt krav om, at alle heste mærkes og registreres i en central database. Hertil kommer en række detailbestemmelser om krav til dataregistrering, pasudstedelse, erstatningsdokumenter m.v.

 

En vedtagelse af forordningen skønnes  at forøge forbrugerbeskyttelsesniveauet, således at det sikres at heste, der er behandlet med lægemidler, der udelukker dem fra konsum, kan identificeres entydigt, så de ikke slagtes med henblik på konsum.

 

Regeringen forholder sig positivt til forslaget, og agter at gebyrfinansiere ordningen.

 

Baggrund

Kommissionen har med SANCO 10061/2006 – Rev. 1 fremsat forslag til forordning om gennemførelse af Rådets direktiver 90/426/EØF og 90/427/EØF om metoder til identifikation af hovdyr.

 

Forslaget er fremsat med hjemmel i:

 

Forslaget behandles i en forskriftskomitéprocedure (1999/468/EF art. 5) i Den Stående Zootekniske Komité, idet afstemning om forslaget vil finde sted på et fælles møde med deltagelse af både den Zootekniske Komité og den Stående Komité for Dyresundhed og Fødevarekæden.


Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europaparlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan kommissionen udstede forordningen.

 

EU-kommissionen har oplyst, at den håber at kunne fremlægge forslaget i SCoFCAH (Den Stående Komité for Fødevaresikkerhed og Dyresundhed) inden udgangen af i år, men at det kan blive forsinket som følge af en pukkel i juridisk tjeneste og i oversættelsesenheden. Kommissionen har også tilkendegivet, at der forventes at være kvalificeret flertal for forslaget.

 

Nærhedsprincippet

Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

Formål og indhold

Kommissionen ønsker med forslaget at skabe en mere entydig og ensartet administration af reglerne vedrørende registrering af dyr af hesteslægten i form af en forordning, idet der har vist sig at være forskellige fortolkninger af de nuværende regler i medlemslandene.

 

Bekendtgørelse nr. 566 af 5. juni 1999 om avlsmæssige betingelser for omsætning af hovdyr gennemfører EU bestemmelser om avlsmæssige forhold vedr. heste, der ønskes anvendt som avlsheste, og om at såkaldte registrerede heste (avls- og konkurrenceheste) forsynes med et pas, der indeholder forskellige oplysninger om dyret.

 

Med Kommissionens beslutning 2000/68/EF blev det vedtaget, at heste kan behandles med visse lægemidler, der normalt ikke tillades anvendt til konsumdyr. Betingelserne er, at alle dyr af hesteslægten, både avls- og konkurrenceheste og heste, der holdes til opdræt og som brugsdyr, skal udstyres med et pas, hvor behandlingen skal registreres, og at alle dyr af hesteslægten skal have et livslangt identifikationsnummer.

 

Implementeringen af disse bestemmelser har medført diverse vanskeligheder i medlemslandene, og medført betydelige forskelle medlemsstaterne imellem. I Danmark er der indført en ordning, der betyder, at heste kan behandles med de omhandlede lægemidler på betingelse af, at hesten chipmærkes og at behandling og mærkning indberettes til Fødevarestyrelsen med henblik på udelukkelse fra konsum. Heste, der føres til slagtning, undersøges for chipmærkning, og tillades ikke slagtet, hvis hesten er registreret som udelukket fra konsum. Beslutningens krav om, at alle heste skal udstyres med et pas, hvor behandlingen registreres, er ikke gennemført.

 

Formålet med det nye forslag til forordning er at sikre, at dyr af hesteslægten bliver identificeret ensartet i de forskellige EU-lande, således at det sikres, at heste der på grund af behandling ikke må indgå i fødekæden, udelukkes fra konsum.

 

De eksisterende EU-krav i kommissionsbeslutning 2000/68/EF om, at alle heste skal forsynes med et pas og tildeles et livslangt identifikationsnummer (der i forslaget benævnes UELN-nr), videreføres.

 

Forslaget indeholder som udgangspunkt herudover krav om chipmærkning (mærkning med elektronisk transponder, som angiver en entydig identifikation) af alle dyr af hesteslægten. Det åbner dog mulighed for, at medlemsstaterne i stedet kan anvende andre identifikationsmetoder, der giver lige så stor sikkerhed for identifikation.

 

Endelig indeholder forslaget krav om, at alle heste registreres i en central database, som evt. kan være identisk med den database, der føres af den pasudstedende organisation. I dag er kun oplysninger om avls- og konkurrenceheste, der registreres i en database.

 

Udover de overordnede krav om pas, mærkning og registrering indeholder forslaget krav til udformning af passet samt krav om, at de pasudstedende organisationer fører optegnelser til brug for identifikation af det enkelte dyr, herunder eksempelvis navn og adresse på dyrets ejer, fødselsdato, livsnummer etc.

 

Forslaget opstiller endvidere regler om erstatningsdokumenter, når et pas er bortkommet, samt en række andre bestemmelser vedrørende indførsel, flytning og levering til slagtning.

 

Udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig.

 

Gældende dansk ret

Bekendtgørelse nr. 566 af 5. juni 1999 om avlsmæssige betingelser for omsætning af hovdyr.

Bekendtgørelse nr. 304 af 16. maj 2002 om behandling af dyr af hesteslægten med visse lægemidler ændret ved bekendtgørelse nr. 766 af 12. september 2002.

 

Vedtagelse af forordningen vurderes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser, idet forordningen vil være direkte gældende i Danmark.

 

Konsekvenser

En vedtagelse af forslaget skønnes at styrke sundhedsbeskyttelsesniveauet i Danmark, da der stilles krav om, at dyr af hesteslægten identificeres entydigt, og at de registreres centralt, hvilket vil styrke mulighederne for at hindre, at heste, som er udelukkede fra konsum, fordi de er blevet behandlet med visse medicinske præparater, heller ikke bliver anvendt til sådanne formål.

 

Forslaget medfører udgifter i størrelsesordenen 67,4 mio. kr. i 2007 til udstedelse af et nyt pas eller opdatering af eksisterende pas, udgifter til ordningens etablering samt udgifter til opfølgning på overtrædelsessager.

 

I 2008-2010 reduceres de årlige udgifter til 15,1 mio. kr., og fra 2011 påregnes et årligt udgiftsniveau på 13,5 mio. kr.

 

Fødevarestyrelsens  kontrol med ordningen forventes at bestå i kontrol af identifikation og pasoplysninger for heste, der tilføres slagterier, heste, der udføres og heste, der tilføres markeder og andre samlinger af dyr. 

 

Kontrollen med heste, der føres til slagtning eller udføres, er en del af den allerede eksisterende sundhedskontrol, der ikke forventes at medføre merudgifter.

 

Regeringen agter at lade samtlige udgifter finansiere med en gebyrordning.

 

Høring

Forslaget har  været i høring hos en kreds af organisationer. Forslaget er generelt blevet positivt modtaget.

 

Dyrenes Beskyttelse mener, at en mærkning og registrering med elektronisk chips vil bidrage til en forbedret dyrevelfærd, idet mærkningen vil sikre en entydig identifikation af hestene, og sikre at muligheden for at skjule identitet og alder forsvinder.

 

Svindel i forbindelse med slagtning hindres således. Der opnås en sikker identifikation af heste til eksport og lange internationale transporter, ligesom der er mulighed for sikker registrering af forbruget af medicin samt at fødevareregionerne kan gennemføre den dyrevelfærdsmæssige kontrol af hestehold.

 

Landsudvalget for Heste støtter varmt forslaget, og anfører, at myndighederne bør kontrollere, at de ansvarlige for databasen har tilstrækkelig sikkerhed omkring procedurer og IT, samt tilstrækkelig faglig ekspertise til at drive basen.

 

Branchen oplyser endvidere, at man dagligt har mange henvendelser fra hesteejere, som ønsker pas til deres heste, men at man må afslå anmodningen, hvis hesten er under 4 år, da det i dag er minimumsalderen for udstedelse af et pas til konkurrenceheste. Branchen anser det for problematisk, at disse hesteejere ikke kan få en form for pas, fordi manglende pas giver vanskeligheder i forhold til flytning af heste til /fra andre EU-lande.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Danmark støtter normalt forslag, som styrker sundhedsbeskyttelsesniveauet. Regeringen forholder sig positivt til forslaget.

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Man er fra dansk side ikke bekendt med officielle tilkendegivelser om forslaget i andre medlemsstater. Danmark har søgt at få de øvrige EU-lande til at tilkendegive, hvorledes de vil stemme, men ingen af de øvrige lande vurderes på nuværende tidspunkt at ville  melde deres holdning ud.

 

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.