Folketinget — Europaudvalget
Christiansborg, den 20. december 2006
Folketingets repræsentant ved EU
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Europa-Parlamentets afstemning om de nye kommissærer
Resumé
Resumé
PÃ¥ Europa-Parlamentets samling d. 12. december 2006 blev der stemt om godkendelsen af de to nye kommissærer fra Rumænien og Bulgarien. Der var bred opbakning i salen til de to kommissærer, der blev valgt ind med overbevisende flertal. Meglena Shtilianova Kuneva blev godkendt som kommissær for forbrugerbeskyttelse med 583 stemmer for, 21 stemmer imod og 28 stemmer hverken for eller imod, og Leonard Orban blev godkendt som kommissær for flersprogethed med 595 stemmer for, 16 stemmer imod, og 29 stemmer hverken for eller imod. Der blev dog fortsat udtrykt utilfredshed med Orbans portefølje, som flere af grupperne stadig mente, ikke er afgrænset klart nok. Derudover pÃ¥pegede flere, at 27 kommissærer ikke er en varig løsning, og at der er behov for institutionel fornyelse.Â
Parlamentets høring og godkendelse af de to kommissærer er et af de sidste skridt for kandidaterne før deres optagelse i Kommissionen. Rådet har udtalt, at det vil behandle udnævnelsen af kommissærerne ved skriftlig procedure, hvorefter de kan tiltræde d. 1. januar 2007.
Den 12. december gik Europa-Parlamentet til afstemning om godkendelsen af kommissærkandidaterne fra de to nye medlemslande, Rumænien og Bulgarien. Resultaterne af afstemningen om de to kommissærer var overvældende positive, idet Meglena Kuneva modtog 583 stemmer der var for, 21 stemmer imod og 28 stemmer der var hverken for eller imod, mens Leonard Orban modtog 595 stemmer for, 16 stemmer imod, og 29 stemmer der var hverken for eller imod.
Afstemningen var afslutningen på høringsprocessen i Europa-Parlamentet, som fandt sted i Europa-Parlamentet d. 27. november 2006. Ifølge EU-traktaten skal Parlamentet, ved en ny Kommissions tiltrædelse, stemme om hele Kommissionen som en samlet enhed, i hvilken forbindelse Parlamentets accept er afgørende for Kommissionens tiltrædelse. Det står ikke beskrevet i traktaten, hvordan proceduren skal være, hvis nye kommissærer tiltræder Kommissionen midt i en periode.
I tiltrædelsestraktaten for Rumænien og Bulgarien står til gengæld skrevet, at: "De nye medlemmer af Kommissionen udnævnes af Rådet, der efter høring af Europa-Parlamentet træffer afgørelse med kvalificeret flertal og efter fælles aftale med formanden for Kommissionen." Det er første gang Parlamentets høring har været entydigt foreskrevet i forbindelse med en udvidelse. Da der er tale om en høring, er Parlamentets udtalelse dog ikke juridisk bindende for udnævnelsen af de to nytilkomne kommissærer.
Inden afstemningen havde de to kommissærer, d. 27. november, været til høring i de, for deres respektive porteføljer, mest relevante udvalg i Europa-Parlamentet. Kuneva, som skal være kommissær for forbrugerbeskyttelse, blev således hørt af Udvalget for det indre marked og Miljøudvalget, mens Orban, som skal stå for flersprogethed og kulturel mangfoldighed, blev hørt af Kulturudvalget og Forfatningsudvalget. Udvalgenes bedømmelser af kommissærerne havde generelt været positive. Dog var Orbans portefølje kommet under kritik, da Europa-Parlamentet ikke mente, at den er klart nok afgrænset fra kommissæren for uddannelse og kultur, Ján Figels, portefølje, og fra Barrosos egen portefølje. På opfordring af Europa-Parlamentet havde Barroso, efter høringerne, sendt et uddybende brev til Europa-Parlamentet, hvori han forsøgte at klargøre Orbans portefølje yderligere.
Debatten i Parlamentet
Inden afstemningen i Europa-Parlamentet indledte Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, med at udtrykke sin tiltro til de to kommissærer og deres egnethed til deres fremtidige stillinger. Han lagde vægt på, hvor vigtig porteføljen for sproglig mangfoldighed er for EU's kommunikation, og ligeledes, at porteføljen for forbrugerrettigheder er essentiel for forbrugerne, og han opfordrede Parlamentet til at godkende kommissærerne.
Der var ingen indvendinger blandt de politiske grupper imod de to kommissærers egnethed til deres fremtidige post. Hans-Gert Poettering sagde, på vegne af EPP-ED, at man i gruppen ser frem til at samarbejde med de nye kommissærer, efter deres tilfredsstillende høringer i udvalgene.
Martin Schulz (på vegne af PSE) og Graham Watson (på vegne af ALDE) var dog stadig ikke tilfredse med Kommissionens beskrivelse af Orbans portefølje, og mente ikke, at Barrosos uddybende brev til Parlamentet var fyldestgørende. Schultz og Watson påpegede begge, at det er nødvendigt, at finde en løsning på det institutionelle problem der er opstået i forbindelse med udvidelsen, som bringer antallet af kommissærer op på 27. Når antallet af medlemsstater når op på 27, skal Rådet, ifølge Nice-traktaten (protokol 10, artikel 4 stk. 2), fastsætte antallet af kommissærer, som skal være lavere end antallet af medlemsstater.
Schultz understregede også betydningen af Parlamentets høring og godkendelse af kommissærerne, og på vegne af De Grønne udtrykte Monica Frassoni ønske om, at Europa-Parlamentet også i fremtiden vil skulle stemme om hver enkelt kommissærs tiltrædelse. Frassoni advarede også Kuneva mod industrilobbyens store indflydelse i Kommissionen i forhold til forbrugerbevægelserne.
Når Rådet har behandlet sagen færdigt, vil Kuneva og Orban blive fuldgyldige medlemmer af Kommissionen d. 1. januar 2007, når Bulgarien og Rumænien træder ind i EU. De vil sidde i Kommissionen i resten af den nuværende mandatperiode, som fortsætter indtil d. 31. oktober 2009.
Kommissæren for forbrugerbeskyttelse
Meglena Shtilianova Kuneva vil, som kommissær, få ansvar for forbrugersikkerheden i EU. Om sit fremtidige arbejde i Kommissionen sagde Kuneva, at hun vil arbejde på at opnå mest mulig harmonisering af forbrugerbeskyttelse i medlemsstaterne, så forskellene på niveauet af forbrugerbeskyttelse i medlemsstaterne kan udjævnes.
Meglena Shtilianova Kunevas baggrund
Kuneva, født i 1957 i Bulgarien, har en Ph.d. i jura, og har fra 1990-2001 arbejdet som senior juridisk rådgiver i Rådet. Hun er desuden bestyrelsesmedlem i the Berlin Conference om European Cultural Policy.
Kuneva forlader sit nuværende job som Bulgariens Europaminister til fordel for kommissærposten.
Kommissæren for flersprogethed
Leonard Orban vil, som kommissær, få ansvar for porteføljen for flersprogethed. Denne portefølje sigter på at fremme sproglig og kulturel mangfoldighed.
Under høringen i Parlamentet udtalte Orban, at han vil arbejde på at øge flersprogetheden i EU, da engelsk alene som arbejdssprog ikke er tilfredsstillende. Han vil desuden primært arbejde på at sikre god kommunikation i EU, både indenfor institutionerne og med (og mellem) borgerne.
Leonard Orbans baggrund
Orban er født i Rumænien i 1961, hvorfra han har gennemført studier til ingeniør, og indenfor økonomi. Fra 1993 var han parlamentarisk rådgiver i det rumænske parlament om EU og internationale anliggender. Fra 2001-2004 var han stedfortrædende chefforhandler, og fra 2004-2005 chefforhandler med EU i forbindelse med Rumæniens tiltrædelse til EU. Inden hans udnævnelse som kommissær var han ministersekretær i ministeriet for europæisk integration.
Med venlig hilsen
Rebecca Wolffberg
(11173)