Folketinget — Europaudvalget, Retsudvalget

Miljø- og Planlægningsudvalget

Christiansborg, den 15. februar 2007

EU-konsulenttjenesten

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

 

 

Kommissionen fremsætter forslag om fælles strafferegler i miljøsager

 

Kommissionens har fremsat et forslag til direktiv om fælles strafferetlige regler for overtrædelser af miljølovgivningen[1]. Forslaget er en opfølgning på en længerevarende strid mellem Kommissionen og Rådet om, hvilken del af traktatgrundlaget, som skal anvendes ved fastsættelse af fælles strafferetlige regler for overtrædelser af miljølovgivning.

Striden om kompetence
I 2001 fremsatte Kommissionen et forslag til et direktiv om fælles definitioner af miljøovertrædelser[2], som skulle være strafbare i medlemsstaterne. Forslaget havde hjemmel i det overstatslige samarbejde i traktatgrundlagets søjle I (TEF art. 175, stk. 1, miljø), og indebar brugen af den fælles beslutningsprocedure og kvalificeret flertal i Rådet.

Medlemsstaterne ønskede imidlertid, at fælles regler om strafferet skulle vedtages med hjemmel i det mellemstatslige (retlige og politimæssige) samarbejde i traktatgrundlagets søjle III, hvor der gælder enstemmighed. Derfor fejede Rådet i 2003 Kommissionens direktivforslag af bordet ved at vedtage en rammeafgørelse[3], som stort set gennemførte indholdet i Kommissionens forslag.  

Siden har EF-Domstolen i en dom fra september 2005[4] givet Kommissionen medhold i, at strafferetlige bestemmelser på miljøområdet kan hjemles i det overstatslige samarbejde i traktatgrundlagets søjle I (TEF art. 175, stk. 1, miljø). Det er imidlertid uklart, hvilken type af tiltag dommen tillader indenfor søjle I; Spørgsmålet er, om dommen alene giver EU mulighed at definere strafbare overtrædelser af miljølovgivningen, eller om den også giver EU mulighed for at pålægge medlemsstaterne at indføre bestemte strafferetlige sanktioner[5]. Ifølge Rådets juridiske tjeneste er dette sidste ikke tilfældet[6].

På denne baggrund har Kommissionen nu fremsat et nyt forslag til direktiv om beskyttelse af miljøet via straffebestemmelser med hjemmel i traktatgrundlagets søjle I.

Det nye i forslaget
I forhold til direktivforslaget fra 2001 nøjes Kommissionen ikke i sit nye forslag med at definere hvilke former for miljøkriminalitet, som skal være strafbare, den opstiller også konkrete strafferammer, endda med angivelse af minimumsstraffe. Det er en nyskabelse i forhold til både rammeafgørelsen og Kommissionens tidligere direktivforslag. Som nævnt ovenfor kan der rejses tvivl om, hvorvidt dette overhovedet ligger inden for EU’s kompetence i traktatgrundlagets søjle I.

Dermed kan forslaget blive en milepæl i EU’s retshistorie, fordi det er første gang EU vil indføre specifikke strafferammer og minimumsstraffe. Idet forslaget har hjemmel i traktatgrundlagets søjle I, kan det desuden vedtages efter den fælles beslutningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet er medlovgiver, og med kvalificeret flertal i Rådet.

Strafferammerne
Direktivforslaget pålægger medlemsstaterne at fastsætte strafferammer, herunder minimumsstraffe, for de groveste miljøovertrædelser. Strafferammerne er på 1 til 10 års fængsel for fysiske personer og bødestraffe for juridiske personer på mellem 2,25 mio. og 11,25 mio. kroner[7]. Strafferammens størrelse afhænger bl.a. af overtrædelsens konsekvenser og af, om den blev begået forsætligt.

Ud over at være en EU-retlig nyskabelse bryder forslaget dermed også med en tradition i dansk strafferet, hvorefter der kun fastsættes øvre strafferammer for en given forbrydelse, idet den nærmere strafudmåling overlades til domstolene. Det er kun i de alvorligste straffelovsovertrædelser, dvs. ved manddrab eller ved attentater mod kongehuset eller statsministeren, at den danske straffelov indeholder lignende minimumsstraffe[8].

Direktivforslaget åbner også op for, at fængselsstraffene og bødestraffene kan suppleres af andre tiltag som f.eks. påbud om genopretning af det ødelagte miljø, fratagelse af retten til at forsætte/genoptage en aktivitet eller et job, hvor det er muligt, at en lignende miljøforseelse kan gentages eller udelukkelse fra offentlig støtte m.m.

I bilaget til dette notat findes en oversigt over strafferammerne for de forskellige typer af miljøkriminalitet, som er omfattet af direktivforslaget.

Hvem kan straffes?
Direktivet retter sig både mod fysiske og juridiske personer. For så vidt angår juridiske personer, overlades det til medlemsstaternes nationale straffelovgivning at definere hvem og hvad, der betragtes som juridiske personer.  

Listen over alvorlig miljøkriminalitet
Det nye direktivforslag opstiller en liste over forskellige typer af alvorlig miljøkriminalitet[9], der skal betragtes som strafferetlige overtrædelser i medlemslandene. Definitionen på såkaldt alvorlig miljøkriminalitet er overtrædelser af miljølovgivningen, som er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Direktivet omhandler følgende alvorlige miljøovertrædelser:

a)      Udledning af en mængde stoffer eller ioniserende strÃ¥ling til luft, jord eller vand, som medfører død eller alvorlig skade pÃ¥ personer.

b)     Ulovlig[10] udledning af en mængde stoffer eller ioniserende strÃ¥ling til luft, jord eller vand, som medfører eller sandsynligvis vil medføre død eller alvorlig skade pÃ¥ personer, eller væsentlig skade pÃ¥ kvaliteten af luft, jord, vand, dyr eller planter.

c)      Ulovlig behandling, transport, eksport eller import af affald, herunder farligt affald, som medfører eller sandsynligvis vil medføre død eller alvorlig skade pÃ¥ personer, eller væsentlig skade pÃ¥ kvaliteten af luft, jord, vand, dyr eller planter.

d)     Ulovlig drift af et anlæg, hvori der udøves en farlig aktivitet eller hvori der indgÃ¥r farlige stoffer, eller opbevaring af farlige stoffer, som medfører eller sandsynligvis vil medføre død eller alvorlig skade pÃ¥ personer, eller væsentlig skade pÃ¥ kvaliteten af luft, jord, vand, dyr eller planter.

e)      Ulovlig forsendelse af affald.

f)       Ulovlig produktion, behandling, transport, eksport eller import af nukleart eller andet radioaktivt materiale, som medfører eller sandsynligvis vil medføre død eller alvorlig skade pÃ¥ personer, eller væsentlig skade pÃ¥ kvaliteten af luft, jord, vand, dyr eller planter.

g)     Ulovlig besiddelse, handel med, eller ødelæggelse af truede arter.

h)     Udøvelse af ulovlig skade pÃ¥ et beskyttet habitat-omrÃ¥de.

i)        Ulovlig handel med eller brug af ozonnedbrydende stoffer.

De fleste af disse overtrædelser var også omfattet af rammeafgørelsen.

Kommissionens begrundelse for forslaget
Kommissionens primære begrundelse for at fremsætte forslaget er et ønske om at styrke miljøbeskyttelsen i EU og tilpasse denne til Domstolens retspraksis på området. Desuden peger Kommissionen på, at medlemsstaternes strafferammer for miljøkriminalitet er meget forskellige og ofte utilstrækkelige til at sikre en effektiv gennemførelse af EU’s miljølovgivning.

Mht. overholdelse af nærhedsprincippet argumenterer Kommissionen for, at indførelse af strengere straffe nationalt ikke ville løse problemet, fordi miljøovertrædere stadig ville kunne søge til de medlemsstater hvor strafferammen er lavest.  For undgå dette må der indføres fælles minimumsstrafferammer i EU. Dertil kommer, at konsekvenserne af miljøkriminalitet ofte er grænseoverskridende, hvorfor problemet bør håndteres på fællesskabsplan.

Baggrund – EF-Domstolens dom[11]
I 2001 fremsatte Kommissionen sit oprindelige forslag til et direktivforslag om fælles strafferetlige regler for miljøforbrydelser baseret på traktatens miljøafsnit i søjle I(TEF art. 175, stk. 1). På opfordring af Danmark vedtog Rådet i stedet en rammeafgørelse med næsten samme indhold som direktivforslaget.

Rammeafgørelsen blev vedtaget med hjemmel i traktatens sølje III, som indebærer, at beslutninger vedtages med enstemmighed og ’kun’ forpligter medlemsstaterne på mellemstatsligt grundlag.

Herefter anlagde Kommissionen et annullationssøgsmål ved Domstolen og gjorde gældende, at det anvendte retsgrundlag i traktatgrundlagets søjle III ikke var retmæssigt. I stedet mente Kommissionen, at en sådan afgørelse måtte have hjemmel i traktatgrundlagets søjle I (det overstatslige samarbejde), hvor Kommissionen har initiativretten, hvor der typisk træffes beslutninger med kvalificeret flertal og hvor Europa-Parlamentet har stor medindflydelse.

Sagen gik således ikke på indholdet af rammeafgørelsen som sådan, men på hvorvidt en rammeafgørelse var den rette type af retsakt og hvilken beslutningsprocedure EU bør anvende ved fastsættelse af fælles strafferetlige regler for miljøforbrydelser.

Domstolen annullerede rammeafgørelsen og slog fast, at EU kan træffe foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet, og som EU finder nødvendige for at sikre, at de bestemmelser, EU vedtager på miljøbeskyttelsesområdet, er fuldt ud effektive - med hjemmel i traktatgrundlagets miljøafsnit i søjle I (TEF art. 175 stk. 1).

Domstolens afgørelse skal formodentligt fortolkes således, at hvis en given retsakt har til formål at forfølge et af EU’s grundlæggende mål (f.eks. miljøbeskyttelse)[12], så kan den pågældende retsakt også omfatte strafferetlige bestemmelser, selvom den har hjemmel i traktatgrundlagets søjle I, hvor strafferetlige bestemmelser normalt ikke hører hjemme.

Det er dog uklart om dommen også åbner op for, at EU, med hjemmel i miljøbestemmelserne i søjle I, kan pålægge medlemsstaternes at indføre bestemte strafferetlige sanktioner (jf. ovenfor og note 5 & 6).

Der henvises til EU-note E-23 fra 2005 for en mere detaljeret gennemgang af retssagen og Domstolens afgørelse.         

Med venlig hilsen

 

Signe Riis Andersen & Thomas Fich

(36 96 & 36 11)