Folketinget — Europaudvalget

Christiansborg, den 31. maj 2007

Folketingets repræsentant ved EU

 

 

 

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

 

Debat om forfatningstraktaten i Europa-Parlamentet

 

Europa-Parlamentet satte debatten om forfatningstraktaten og fremtidens Europa på dagsordenen i forbindelse med majsamlingen i Strasbourg. Under samlingen blev Parlamentets egen køreplan for Unionens forfatningsproces – udarbejdet af Elmar Brok og Enrique Baron Crespo – vedtaget i Parlamentets forfatningsudvalg, mens den italienske premiereminister, Romano Prodi og den hollandske premiereminister Jan Peter Balkenende fik mulighed for at fremlægge deres visioner for Europas fremtid for parlamentets medlemmer i plenarforsamlingen.

Betænkningen om køreplanen for Unionens forfatningsproces

Europa-Parlamentets forfatningsudvalg har vedtaget en betænkning om køreplanen for Unionens forfatningsproces, som skal til afstemning i Europa-Parlamentet på mini-sessionen den 5.-6. juni 2007 (jf. Bilag 1).

Betænkningen opfordrer medlemsstaterne til at aftale en præcis køreplan for regeringskonferencen i forbindelse med topmødet den 21. – 22. juni, således at en ny traktat kan træde i kraft inden valget til Europa-Parlamentet i sommeren 2009.

I betænkningen bekræfter Europa-Parlamentet sin støtte til forfatningstraktaten, mens medlemmer fastholder, at de ønsker, at parlamentet arbejder for en ordning, som er baseret på forfatningstraktatens nuværende indhold; eventuelt præsenteret i en anden form.

Ifølge betænkningen, vil Europa-Parlamentet afvise ethvert resultat af den kommende regeringskonference, der fører til mindre demokrati. Dette kan tolkes som et resultat, der vil give færre nye beføjelser til Europa-Parlamentet set i forhold til forfatningstraktatens tekst. Udvalget påpeger, at den fælles beslutningsprocedure (i forfatningstraktaten) er blevet udvidet til at omfatte 86 politikområder i forhold til de nuværende 37.

Hertil kræver Europa-Parlamentets forfatningsudvalg, at en ny traktat skal:

§         opretholde alle grundlæggende principper indeholdt i forfatningstraktatens del 1 (herunder de nye institutionelle bestemmelser, EU-lovgivnings forrang, retsakters og procedurers nye typologi mm.)

§         give EU status som juridisk person

§         ophæve søjlestrukturen

§         give charteret om grundlæggende rettigheder en bindene karakter

§         konsolidere de nuværende traktater

§         afklare Unionens og medlemsstaternes kompetenceomrÃ¥der (gennem overholdelse af nærhedsprincippet og styrkelsen af de nationale parlamenters rolle)

Udvalget ønsker yderligere, at en ny traktat skal tage hensyn til følgende vigtige spørgsmål, som er blevet rejst i forbindelse med tænkepausen:

§         bæredygtig udvikling, navnlig bekæmpelsen af klimaændringer

§         europæisk solidaritet pÃ¥ energiomrÃ¥det

§         en sammenhængende migrationspolitik

§         den europæiske sociale model set pÃ¥ baggrund af demografiske ændringer og globaliseringen

§         terrorisme

§         dialogen mellem civilisationer

§         effektive fælles mekanismer til koordinering af økonomiske politikker i euro-zonen under samtidig bevarelse, i overensstemmelse med traktaterne, af Den Europæiske Centralbanks rolle for sÃ¥ vidt angÃ¥r monetær politik

§         Unionens kriterier og procedurer for udvidelse

Parlamentets medlemmer kræver, at processen for ratificeringen af den nye traktat afsluttes inden udgangen af 2008 og at medlemsstaterne koordinerer deres ratifikatonsprocedurer, således af de kan afsluttes samtidigt.

 

Romano Prodi

Italiens premierminister, Romano Prodi, holdt en tale om Europas Fremtid i Europa-Parlamentet tirsdag den 22. maj. Prodi indledte sin tale ved at erklære, at vejen ud af EU’s nuværende institutionelle krise er mere integration – ikke mindre. Han slog samtidig fast, at en reform af EU’s institutioner er afgørende for, at EU kan optræde stærk og effektiv.

Udgangspunktet i Prodis vision for Europa er gennemførelsen af forfatningstraktatens bestemmelser – især på det institutionelle område. Prodi er meget imod vedtagelsen af en mini-traktat, som en erstatning til forfatningstraktaten, og talte i stedet for et Europa i to hastigheder – en løsning som kunne tilbydes de lande, som ikke kan acceptere forfatningstraktatens nye bestemmelser. Hertil sagde Prodi, at:

”Vi behøver ikke nødvendigvis alle at gÃ¥ fremad i samme hastighed. Allerede nu er der vigtige europæiske projekter, som f.eks. Euroen og Schengen, der kun er implementeret i nogle medlemslande. Det handler ikke om at være 'imod' nogen eller om at udelukke nogen, men om altid at holde døren Ã¥ben.”

Prodi erklærede, at Italien ikke kan acceptere radikale ændringer til forfatningstraktaten, og derfor vil Italiens prioriteter for det kommende topmøde og efterfølgende regeringskonference være at bevare så meget af forfortningstraktaten som muligt.

Jan Peter Balkenende

Dagen efter Prodis tale fremlagde den hollandske premierminister Jan Peter Balkenende en særdeles anderledes vision for Europas Fremtid. Balkenende fremhævede, at det hollandske udgangspunkt for de kommende forhandlinger om traktaten er, at den endelige løsning skal respektere de hollandske og franske vælgere, som stemte nej.

Ifølge Balkenende, skal begrebet ”forfatning” droppes helt, da ordet ikke har den samme betydning i alle lande. I mange lande, herunder Holland, forbinder borgerne begrebet ”forfatning” med nationalstaten. Balkenende hævder, at borgerne ikke er parat til at opgive nationalstaten, og derfor bør begrebsforvirringen begrænses. Holland vil også arbejde for at EU’s symboler (flaget, hymnen mm.) fjernes fra traktatens teksten.

Balkenende ønsker også, at forholdet mellem det indre marked og nationale sociale sikringsordninger præciseres i traktaten, således at traktaten indeholder en garanti for, at medlemsstaterne kan bevare deres sociale sikringsordninger.

Holland vil ogsÃ¥ arbejder for nye beføjelser for de nationale parlamenter. Balkenende vil have, at de nationale parlamenter kommer til at spille en central rolle i forbindelse med overvÃ¥gningen af nærhedsprincippet. Under sin tale sagde Balkenende: ”…hvis et flertal af nationale parlamenter er imod et forslag, mÃ¥ der være konsekvenser”. Balkenende kom ikke ind pÃ¥ hvordan de nationale parlamenter skal styrkes i forhold til forfatningstraktatens bestemmelser, men sagde, at ”…forfatningstraktaten var et skridt i den rigtige retning, men der er stadig plads til forbedringer.” Balkenende forsikrede Europa-Parlamentets medlemmer, at den øgede rolle til de nationale Parlamenter ikke vil ændre pÃ¥ Europa-Parlamentets beføjelser.

På det institutionelle område støtter Holland indførelsen af dobbelt flertal i Rådet, flere afstemninger ved kvalificeret flertal i Rådet, samt flere beføjelser til Europa-Parlamentet. Kort sagt vil Holland arbejde for, at forfatningstraktatens institutionelle bestemmelser bevares uændret.

Endeligt mener Balkenende, at optagelseskriterierne til EU skal præciseres – muligvis gennem en indskrivning af Københavnerkriterierne i den nye traktat. Det skal dermed være tydeligt for borgerne, hvilke regler der anvendes, nÃ¥r nye lande optages i EU. 

 

Med venlig hilsen

 

Mongin Forrest

(11168)

 

 <EntPE>EUROPA-PARLAMENTET</EntPE>

2004

2009

Mødedokument

<RefStatus>ENDELIG</RefStatus>

<NoDocSe>A6-0197/2007</NoDocSe>

<Date>{22/05/2007}22.5.2007</Date>

<TitreType>BETÆNKNING</TitreType>

<Titre>om køreplanen for Unionens forfatningsproces</Titre>

<DocRef>(2007/2087(INI))</DocRef>

<Commission>{AFCO}Udvalget om Konstitutionelle Anliggender</Commission>

Ordførere: <Depute>Enrique Barón Crespo og Elmar Brok</Depute>

 

PR_INI

INDHOLD

Side

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING.................................................. 8

PROCEDURE........................................................................................................................... 14

 

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om køreplanen for Unionens forfatningsproces

(2007/2087(INI))

Europa-Parlamentet,

–        der henviser til traktaten om en forfatning for Europa (forfatningstraktaten), undertegnet i Rom den 29. oktober 2004,

–        der henviser til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Det Europæiske Fællesskab som ændret ved europæisk fælles akt og Maastricht-, Amsterdam- og Nice-traktaterne,

–        der henviser til Laeken-erklæringen af 15. december 2001 om Den Europæiske Unions fremtid[1],

–        der henviser til traktaten om Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union[2] og til traktaten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union[3],

–        der henviser til sin beslutning af 12. januar 2005 om traktaten om en forfatning for Europa[4],

–        der henviser til sin beslutning af 19. januar 2006 om tænkepausen: struktur, omrÃ¥der og rammer for en evaluering af debatten om EU[5],

–        der henviser til sin beslutning af 14. juni 2006 om næste fase i tænke- og analysepausen vedrørende Europas fremtid[6],

–        der henviser til sin beslutning af 13. december 2006 om de institutionelle aspekter af EU's kapacitet til at integrere nye medlemsstater [7],

–        der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske RÃ¥d den 16.-17. juni 2005, den 15.-16. juni 2006 og den 14.-15. december 2006,

–        der henviser til redegørelsen fra RÃ¥dets formandskab til Parlamentet den 17. januar 2007,

–        der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution af 14. marts 2007 om 50-Ã¥rs-dagen for undertegnelsen af Rom-traktaterne,

–        der henviser til Regionsudvalgets erklæring for Europa af 23. marts 2007,

–        der henviser til Berlin-erklæringen af 25. marts 2007 i anledning af 50-Ã¥rs-dagen for undertegnelsen af Rom-traktaterne,

–        der henviser til forretningsordenens artikel 45,

–        der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A6‑0197/2007),

A.     der henviser til, at Den Europæiske Union som staters og borgeres første vellykkede erfaring med et supranationalt demokrati stÃ¥r over for nye og hidtil usete udfordringer, der sammen med de ændringer, Unionen har gennemgÃ¥et i kraft af sine pÃ¥ hinanden følgende udvidelser, udviklingen af det indre marked og globaliseringen, gør det nødvendigt at revidere det fundament, den hviler pÃ¥,

B.     der henviser til, at de 27 EU-medlemsstaters stats- og regeringschefer har undertegnet forfatningstraktaten og derved forpligtet sig til at finde passende løsninger, som gennem en styrkelse af Den Europæiske Unions politiske dimension vil gøre det muligt at tage de udfordringer op, som Unionen stÃ¥r over for pÃ¥ sÃ¥vel det interne som det eksterne plan, samt de udfordringer, der er forbundet med dens udvidelse,

C.     der henviser til, at udarbejdelsen af forfatningstraktaten, særlig del I, II og IV, skete efter metoden med et konvent, hvor repræsentanter for medlemsstaterne og tiltrædelseslandene, Kommissionen og de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet samledes, og hvor medlemmerne af nævnte parlamenter udgjorde et flertal, sÃ¥ledes at traktatens legitimitet styrkedes,

D.      der henviser til, at forfatningstraktatens del III i hovedsagen er en kodificering af de nuværende traktater, hvori konventet foretog en række justeringer og forbedringer, navnlig den udvidelse af den fælles beslutningsprocedure til at omfatte 86 politikomrÃ¥der i stedet for de nuværende 37, som det er nødvendigt at holde fast ved for at forbedre demokratiet, gennemsigtigheden og effektiviteten,

E.      der henviser til, at 18 medlemsstater, som repræsenterer to tredjedele af det samlede antal medlemsstater og størstedelen af befolkningen i Den Europæiske Union, indtil nu har ratificeret forfatningstraktaten i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige bestemmelser, herunder ved folkeafstemning i Spanien, Luxembourg og Rumænien, mens fire andre medlemsstater har erklæret sig rede til at fortsætte ratifikationsprocessen,

F.      der henviser til, at Frankrig og Nederlandene ikke har kunnet afslutte denne proces med held efter det negative resultat af folkeafstemningerne i disse to lande,

G.     der henviser til, at den offentlige debat, som processen med at ratificere forfatningstraktaten satte i gang, viste, at vanskelighederne ikke sÃ¥ meget lÃ¥ i dennes institutionelle fornyelser, men derimod i visse specifikke aspekter ved konkrete politikker, og at der fortrinsvis har været rettet kritik mod del III, som vedrører Unionens politikker og funktionsmÃ¥de, selv om del III hovedsagelig indeholder allerede gældende bestemmelser,

H.     der henviser til, at mange af de betænkeligheder, der blev givet udtryk for, vedrørte konteksten snarere end indholdet, og at mange af de spørgsmÃ¥l, der gav anledning til størst bekymring i offentligheden, f.eks. direktivet om tjenesteydelser i det indre marked[8] og den finansielle ramme, siden er blevet løst,

I.        der henviser til, at det pÃ¥ Det Europæiske RÃ¥ds møde den 16.-17. juni 2005 besluttedes at holde en tænkepause efter folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene, at yderligere seks medlemsstater afsluttede deres ratifikationer i denne periode, og at Det Europæiske RÃ¥d pÃ¥ sit møde den 15.-16. juni 2006 anmodede formandskabet om inden mødet i Det Europæiske RÃ¥d den 21.-22. juni 2007 at undersøge, hvilke metoder der fremover eventuelt kunne tages i brug for at løse den institutionelle krise,

J.       der henviser til, at den offentlige debat, der iværksattes under tænkepausen, i tilstrækkelig grad har slÃ¥et fast, at de problemer og udfordringer, som Den Europæiske Union stÃ¥r over for, som først skildredes i Laeken-erklæringen, og som forfatningstraktaten søgte at løse, ikke er forsvundet, men derimod er blevet endnu tydeligere, sÃ¥ledes at det er blevet stadig mere presserende at finde en løsning pÃ¥ dem,

K.    der henviser til, at parlamentariske møder tilrettelagt af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i fællesskab har vist, at der en generel erkendelse af, at forfatningstraktaten ville give Den Europæiske Union en passende ramme til at tage de udfordringer op, som den stÃ¥r over for, og af, at det ville være vanskeligt, om ikke umuligt, for en ny regeringskonference at nÃ¥ til enighed om forslag, der enten er radikalt anderledes eller bedre end de forslag, der nÃ¥edes til enighed om i 2004,

L.      der henviser til, at det er stadig mere presserende at udstyre den udvidede union med værktøjer og midler, der gør det muligt for den at fungere effektivt, at gøre sin rolle gældende i verdenssammenhæng og at søge at lette de bekymringer, som udfordringerne i forbindelse med bl.a. globalisering, klimaændringer, sikre energiforsyninger og en aldrende befolkning skaber hos borgerne,

M.   der henviser til, at ovennævnte Berlin-erklæring af 25. marts 2007, som undertegnedes af formændene for Det Europæiske RÃ¥d, Parlamentet og Kommissionen, indeholder en mÃ¥lsætning om at "skabe et fornyet fælles grundlag for Den Europæiske Union inden valget til Europa-Parlamentet i 2009",

1.      bekræfter, at det støtter forfatningstraktaten, hvormed formÃ¥let er, som et afgørende skridt, formelt at udstyre Den Europæiske Union med dens iboende politiske dimension og som, selv om den repræsenterer et kompromis, styrker effektiviteten af Unionens indsats, øger den demokratiske kontrol med dens beslutningsprocedurer, forbedrer gennemsigtigheden, styrker unionsborgernes rettigheder og opfylder Den Europæiske Unions behov pÃ¥ dens nuværende udviklingstrin;

2.      understreger, at to tredjedele af medlemsstaterne allerede har ratificeret forfatningstraktaten, og at fire andre klart har givet udtryk for deres engagement i dens bestemmelser, sÃ¥ledes som det fremgik af det møde, der for nylig afholdtes i Madrid pÃ¥ den spanske og den luxembourgske regerings initiativ;

3.      noterer sig de bekymringer, som den franske og den nederlandske befolkning har givet udtryk for, og den debat, der har fundet sted i begge disse lande;

4.      bemærker, at der ogsÃ¥ hersker bekymringer i visse andre medlemsstater, men at de berørte regeringer har givet udtryk for, at de vil støtte bestræbelser pÃ¥ at finde en tilfredsstillende løsning, der bevarer de vigtigste reformer i forfatningstraktaten;

5.      minder om det politiske ansvar, der pÃ¥hviler de medlemsstater, der har undertegnet, men ikke ratificeret forfatningstraktaten;

6.      bekræfter sit engagement i bestræbelser pÃ¥ at sikre, at Den Europæiske Unions igangværende forfatningsproces munder ud i en ordning, som er baseret pÃ¥ forfatningstraktatens indhold, eventuelt præsenteret i en anden form, men som tager hensyn til de vanskeligheder, der er opstÃ¥et i visse medlemsstater;

7.      støtter i lyset heraf det tyske formandskabs bestræbelser pÃ¥ fra Det Europæiske RÃ¥d i juni 2007 at fÃ¥ tilsagn om indkaldelse af en regeringskonference og fastlæggelse af en køreplan, der indeholder en procedure, et klart mandat og en mÃ¥lsætning om at nÃ¥ frem til en aftale inden Ã¥rets udgang;

8.      henleder opmærksomheden pÃ¥ behovet for at sikre Den Europæiske Unions beslutningskapacitet, effektiviteten af dens politikker og disses fulde demokratiske legitimitet - alle mÃ¥l, som forfatningstraktaten i kraft af sine kontrol-, lovgivnings- og budgetprocedurer gør ubestridelige fremskridt hen imod at nÃ¥ - og pÃ¥ behovet for at styrke Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik og Den Europæiske Unions rolle i verdenssammenhæng for at sætte den i stand til at øve indflydelse pÃ¥ fastlæggelsen og den konkrete gennemførelse af reaktionerne pÃ¥ de presserende udfordringer, som menneskeheden stÃ¥r over for;

9.      kræver opretholdelse af alle grundlæggende principper som indeholdt i forfatningstraktatens del I, herunder Den Europæiske Unions dobbelte natur som en union af stater og af borgere, europæisk lovgivnings forrang, retsakters og procedurers nye typologi, normhierarkiet og Den Europæiske Unions status som juridisk person; understreger, at forfatningstraktaten ogsÃ¥ er forbundet med andre vigtige forbedringer med hensyn til f.eks. konsolideringen af de eksisterende traktater, sammenlægningen af søjler og den udtrykkelige anerkendelse af de værdier, som Den Europæiske Union er baseret pÃ¥, og af den retligt bindende karakter af chartret om grundlæggende rettigheder samt med hensyn til styrkelsen af borgernes deltagelse i det politiske liv i Den Europæiske Union, afklaringen af Den Europæiske Unions og medlemsstaternes respektive kompetenceomrÃ¥der, overholdelsen af subsidiaritetsprincippet og de nationale parlamenters rolle;

10.  understreger behovet for, at ethvert forslag om ændring af forfatningstraktaten samler lige sÃ¥ stor støtte, som tidligere opnÃ¥et af den bestemmelse, ændringen søger at erstatte;

11.  gør opmærksom pÃ¥, at det vil forkaste ethvert forhandlingsresultat, der set i forhold til forfatningstraktaten ville føre til mindsket beskyttelse af borgernes rettigheder (kræver navnlig, at der holdes fast ved chartret om grundlæggende rettigheder, særlig dets juridisk bindende karakter) samt til mindre demokrati, gennemsigtighed og effektivitet i Unionens virke;

12.  erkender i denne forbindelse, at der mÃ¥ tages hensyn til de vigtige spørgsmÃ¥l, der er blevet rejst under tænkepausen, og skabes klarhed omkring andre, som forfatningstraktaten allerede har taget fat pÃ¥, f.eks.:

-        bæredygtig udvikling, navnlig bekæmpelsen af klimaændringer

-        europæisk solidaritet på energiområdet

-        en sammenhængende migrationspolitik

-        den europæiske sociale model set på baggrund af demografiske ændringer og globalisering

-        terrorisme

-        dialogen mellem civilisationer

-        effektive fælles mekanismer til koordinering af økonomiske politikker i euro-zonen under samtidig bevarelse, i overensstemmelse med traktaterne, af Den Europæiske Centralbanks rolle for så vidt angår monetær politik;

-        Unionens kriterier og procedurer for udvidelse;

13.  mener, at det, eftersom det var en succes at anvende konventmetoden i forbindelse med udarbejdelsen af traktatudkastet, er nødvendigt, at der i enhver aftale indgÃ¥et som afslutning pÃ¥ forfatningsprocessen holdes fast ved de grundlæggende principper om parlamentarisk deltagelse, inddragelse af civilsamfundet og fuld gennemsigtighed;

14.  erindrer om, at det som den eneste institution i Den Europæiske Union, der er valgt direkte af borgerne, mÃ¥ inddrages fuldt ud i regeringskonferencen pÃ¥ alle niveauer og i større omfang end pÃ¥ regeringskonferencen i 2003-2004;

15.  kræver endvidere, at der sideløbende med Europa-Parlamentets repræsentanters aktive deltagelse i regeringskonferencen etableres en interinstitutionel konference efter samme model som den, der fulgtes i forbindelse med udarbejdelsen af Maastricht-traktaten, med det formÃ¥l at holde Europa-Parlamentet løbende underrettet og yde et vigtigt bidrag til bestræbelserne pÃ¥ at skabe konsensus pÃ¥ tværs af partier og medlemsstater pÃ¥ regeringskonferencen; 

16.  gentager sin støtte til konventmetoden, hvis stats- og regeringscheferne beslutter at gÃ¥ i gang med en omfattende revision af de eksisterende tekster;

17.  opfordrer Kommissionen til fuldt ud at pÃ¥tage sig sin rolle under de kommende forhandlinger og til at udarbejde forslag til modernisering af forfatningstraktaten for sÃ¥ vidt angÃ¥r de i punkt 12 opregnede spørgsmÃ¥l;

18.  understreger, at det er vigtigt, at de nationale parlamenter og deres respektive regeringer stÃ¥r i dialog med hinanden under hele regeringskonferencen, og giver udtryk for sin vilje til under de kommende forhandlinger at stÃ¥ i nær kontakt med de nationale parlamenter samt med Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, arbejdsmarkedets parter pÃ¥ EU-plan, religiøse samfund og civilsamfundet;

19.  kræver, at processen med at ratificere den nye traktat afsluttes inden udgangen af 2008, sÃ¥ledes at det næste parlament, som vil blive valgt i 2009, kan pÃ¥begynde sit mandat efter ikrafttrædelsen af den nye traktats bestemmelser;

20.  kræver, at medlemsstaterne koordinerer deres ratifikationsprocedurer, sÃ¥ledes at disse kan afsluttes samtidigt;

21.  understreger, at der mÃ¥ gøres alt for at undgÃ¥ at skabe et Europa i to hastigheder;

22.  agter at afgive udtalelse om indkaldelse af regeringskonferencen i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 48 i lyset af kriterierne i denne beslutning;

23.  pÃ¥lægger sin formand at sende denne beslutning til medlemmerne af Det Europæiske RÃ¥d, RÃ¥det, Kommissionen, medlemsstaternes nationale parlamenter, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

PROCEDURE