Europaudvalgets spørgsmål 18 ad EUU alm. del af den 31. januar 2007
Spørgsmål:
I forbindelse med Europaudvalgets drøftelse af EF-domstolens afgørelse i sag C-370/05 på mødet den 26. januar 2007 bedes udenrigsministeren oversende et notat, der redegør for mulige ændringer af EF-traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser, eller ændringer af EF-domstolens beføjelser, så lignende afgørelser fra EF-domstolen kan forhindres i fremtiden.
Svar:
EF-domstolen slog i sin dom af 25. januar 2007 i sag C-370/05, Festersen, fast, at den danske landbrugslovs krav om bopælspligt i sin nuværende udformning udgør en begrænsning af kapitalens frie bevægelighed, jf. artikel 56 i EF-traktaten. Sagen blev forelagt EF-Domstolen af Vestre Landsret i medfør af artikel 234 i EF-traktaten om såkaldte præjudicielle spørgsmål som led i behandlingen af en dansk straffesag mod en tysk statsborger.
EF-domstolen fastslog, at de tre formål, som landbrugslovens bopælspligt forfølger (at bevare selvejet, at sikre en befolkning på landet og at hindre jordspekulation) er almene hensyn, der kan begrunde restriktioner for de frie kapitalbevægelser. Domstolen fandt imidlertid efter en samlet vurdering af de konkrete forhold, at den danske lovs krav om bopælspligt ikke er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Domstolen vurderede således, at den danske bopælspligt ikke var egnet til at indfri to af de formål, loven forfulgte (at bevare selvejet og sikre en befolkning på landet), og at bopælspligten gik videre, end hvad der var nødvendigt for at opnå det tredje formål (at hindre jordspekulation).
Indførelsen af en anden retstilstand i EU, end den EF-domstolen bekræftede ved sin dom i Festersen-sagen, vil kræve ændringer i EF-traktatens bestemmelser om det indre marked. Det vil ligeledes kræve en traktatændring at begrænse EF-domstolens beføjelse til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af EF-traktaten.
Reglerne om traktatændring fremgår af EU-traktatens artikel 48. Proceduren omfatter indkaldelse af en regeringskonference og ratifikation af traktatændringen i samtlige medlemslande.
Der henvises i øvrigt til notat af 22. februar 2007 om dommen, som er sendt til Folketingets Europaudvalg den 23. februar 2007. Som det fremgår af notatets konklusion, vil regeringen nøje overveje, hvorledes man kan udforme en ændring af landbrugslovgivningen, der i videst muligt omfang tilgodeser fortsat varetagelse af de almene hensyn bag loven inden for EU-rettens rammer.