Jeg skal starte med at takke Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF for - trods betænkeligheder - at udtrykke så meget positivt over for hensigten med forslaget. Og jeg kan, ligesom jeg kunne under forslaget om etikmærkning, sige, at der ingen tvivl er om, at efter et folketingsvalg, hvor flertallet i Folketinget skifter, vil der være et flertal for at gøre meget mere, end der sker i dag, på det her område.
Jeg vil sige, at der selvfølgelig er nævnt nogle problemstillinger, som vi er enige i. Det er ikke sådan, at vi bare mener, at alt er løst. Man kunne f.eks. godt overveje, om man skulle lave en form for minimumsgrænse, sådan at små virksomheder og små underleverandører i det alleryderste led muligvis ikke - i hvert fald ikke i første omgang - skulle medinddrages.
Med hensyn til diskussionen om, at det her skal ske internationalt, vil jeg sige, at det der med, at man gerne vil, når alle andre er med, sådan set er det, vi kan kalde at brolægge vejen til helvede. For det er også det, dansk erhvervsliv bruger til hele tiden at sige: Jo, men vi vil søreme gerne gøre noget, men først, når alle andre også gør det. Og det samme siger man i andre lande.
Det er vigtigt at overveje, hvordan man kan gå foran, for på den måde at kunne fremme udviklingen og selvfølgelig - der er vi jo enige - sikre, at det bliver noget, som alle lande bliver omfattet af, så det ikke kun er et anliggende for Danmark.
Men jeg vil sige, at der ikke er nogen, der forbyder os at gøre det, og vi kan bare gøre det. Vi kan sige, at alle varer, uanset om de er importerede eller produceret i Danmark, skal omfattes af den oplysningsklausul, som vi altså her har foreslået.
Jeg kan selvsagt ikke sige tak til Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative. Jeg vil sige, at argumenterne ligesom blæser i vinden.
Det var bl.a. et spørgsmål om, at det giver en skæv konkurrence, hvilket jo ikke passer, når det er noget, der gælder alle virksomheder.
Så var det et spørgsmål om, at det er administrativt dyrt. Men jeg går da ud fra, at alle ansvarlige virksomheder er i stand til eller burde være i stand til at sige: I vores produkter gemmer der sig ikke børnearbejde; i vores produkter gemmer der sig ikke slavearbejde; i vores produkter gemmer der sig ikke nogen form for mishandling af arbejdere.
For man kan jo ikke som ansvarlig virksomhed sælge produkter, hvis ikke man har den sikkerhed. Og det er jo sådan set bare det, vi beder om, altså at man offentliggør, hvor tingene bliver lavet, og på hvilke vilkår de er lavet. Det er både for at fremme deres egen opmærksomhed om, hvordan tingene laves, og også for at vi eller den lokale fagbevægelse eller den lokale miljøorganisation kan gå ud og kontrollere, om de pæne ord, der står på selskabernes hjemmeside - for det gør der altid - dækker over realiteterne.
Vi har også hørt argumentet om, at det her skal markedet bestemme. Det er markedet, det er forbrugerne, der skal sætte dagsordenen og drive udviklingen. Og selv om vi i Enhedslisten ikke er liberalister, for at sige det pænt, har vi jo grebet det argument og sagt: Jamen så giv da forbrugerne chancen for at drive udviklingen; giv forbrugerne chancen for at vælge og fravælge.
Det er jo det, det går ud på. Og derfor er det et underligt argument, at vi ikke skal gennemføre det her med oplysningspligt, fordi det er markedet, der skal gøre tingene. Jamen det her er sådan set det helt modsatte. Det er næsten liberal tankegang, vi giver udtryk for her. Lad os da få oplysningerne, så markedet kan fungere og der kan vælges og ikke vælges, set ud fra et forbrugersynspunkt.
Så har der i diskussionen været talt om Nestlé og Toms Chokolade. Jeg tror godt, jeg vil læse op fra tidsskriftet Tænk, et af regeringens egne tidsskrifter, som de heldigvis ikke selv redigerer, der i oktober 2005 beskrev, hvordan en dreng, der blev 12 år, blev transporteret til en plantage i Elfenbenskysten, hvor han arbejdede 2½ år op til 14 timer i døgnet 6 dage om ugen. Han fik pisk, hvis ikke han arbejdede hårdt nok. Han så børn, der prøvede at flygte fra plantagen, få skåret fødderne op, så de ikke kunne løbe væk en anden gang. Drengen fik ikke løn, han fik kun lige mad nok til at kunne overleve.
De beskriver her, hvordan flere tusinde vestafrikanske børn gennem årene er blevet fjernet fra deres familier og tvunget til at arbejde som slaver i kakaoplantagerne i Elfenbenskysten og i Ghana. Ghana er verdens største producent af kakaobønner.
Det er altså det, vi udsættes for, når vi køber KitKat, når vi køber Rittersport, når vi køber After Eight, Toms Guldbarre, Marabou og alt det andet chokolade.
Nogle har nævnt Nestlé undervejs. Jeg vil sige, at Nestlé i hvert fald er en af de virksomheder, der har sagt, de vil gøre noget ved det. Men lige præcis fordi der ikke er oplysning på chokoladepakken om, hvor kakaoen kommer fra, og hvordan den er produceret, har vi ingen chance for at vide, når vi køber en KitKat, hvordan chokoladen i den KitKat er blevet produceret.
Vi kan oven i købet læse i den her artikel, at de, der producerer Toms Guldbarrer og de andre ting, erkender, at de ikke er i stand til at garantere, at der ikke ligger børnearbejde bag deres chokolade, fordi de ikke har aftvunget leverandøren af chokoladen oplysning om, hvor tingene kommer fra, og hvordan de er produceret.
Det viser jo i al sin enkelhed, hvor nødvendigt det er, at vi skaffer os større information for på den måde også at presse kaffeproducenterne og kakaoproducenterne, som jeg snakker om her, så de er i stand til at fortælle, hvordan varerne er produceret, og kan garantere, at de ikke er produceret ved hjælp af børneslavearbejde.
Det er da egentlig ikke særlig revolutionært eller systemoverskridende - det burde i hvert fald ikke være det - at forlange af en regering, at den støtter en lovgivning, der kan garantere os, at når vi spiser chokolade, er vi ikke samtidig med til at støtte børneslavearbejde. Det synes jeg alle her burde kunne samles om. Og det er en af de ting, det her forslag går ud på.
Som jeg sagde før, er det jo ikke alene en hjælp til at sørge for, at virksomhederne opfører sig ordentligt og har tjek på deres forsyningslinjer, men det er altså også en hjælp til os til at gå ud og eftertjekke en virksomhed, som på deres hjemmeside skriver, at de opfører sig socialt ansvarligt, at de er imod børnearbejde, støtter ILO's konventioner og er for menneskerettighederne. Så hvis vi har sådan en database, er vi i stand til at gå ud og kontrollere, om det, de skriver, passer med virkeligheden.
Jeg vil gerne sige, at det altså ikke er mere vidtgående end som så, for som hr. Rune Lund lige nævnte før
i en kort bemærkning, har man i Storbritannien i det britiske parlament vedtaget en oplysningspligt på det her område i det, man kalder Companies Act, som kræver, at alle børsnoterede virksomheder i England årligt indberetter om sociale og miljømæssige spørgsmål. Forud for hele processen omkring den lovgivning, de lavede derovre, havde der været
100.000 henvendelser, som bakkede det her op, til det britiske parlament. Så der er jo ingen tvivl om, at det er en sag, der engagerer mange mennesker, og der er ingen tvivl om, at det kan gennemføres, hvis ellers der er vilje til at gennemføre det - det er altså som sagt sket i England - så man på den måde får afkrævet virksomhederne oplysninger om den måde, der produceres på, og så vi er i stand til at kunne vejlede dem, retlede dem, og i givet fald at kunne vælge det rigtige produkt. Så vil jeg afslutte med at sige, ligesom under det forrige punkt, at meningen med de forslag, vi har fremsat her
i dag - og nu kommer vi snart til et tredje - altså er at rejse en debat om, hvordan globaliseringen skal udvikle sig. Skal det være globalisering med en negativ spiral, hvor de, der er i stand til at gennemtvinge de ringeste arbejdsvilkår for deres ansatte, er dem, der vinder og scorer den højeste gevinst på bekostning af dem, der er mere ansvarlige over for deres ansatte og over for miljøet? Eller skulle vi i stedet for den negative spiral ikke have en positiv spiral? Hvordan man gør det, hvordan man i det hele taget sikrer en mere socialt ansvarlig globalisering, kan man debattere med Enhedslisten og med alle mulige andre ved at gå ind på det, jeg nævnte før, glob-blog.dk, og deltage i en diskussion om, hvordan globaliseringen skal udvikle sig.