Det hedder i beslutningsforslaget, at Folketinget pålægger regeringen i indeværende samling at fremsætte et lovforslag med henblik på at supplere straffelovens § 223 a, således at den, der som kunde mod betaling har samleje med en person, der er offer for menneskehandel, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Forslagsstillerne henviser bl.a. til, at en tilsvarende bestemmelse er vedtaget af det finske parlament i juni i år. Det anføres, at det er lovgivning efter samme principper som
i Finland, der ønskes indført i Danmark.
I bemærkningerne er der også omtalt et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Socialudvalg. Heri har Justitsministeriet givet udtryk for, at det med hensyn til en bestemmelse af den karakter, som der nu stilles forslag om, i praksis ofte vil være vanskeligt at bevise, at kunden har haft det fornødne strafferetlige fortsæt. Heroverfor anfører forslagsstillerne, at det bør være muligt at udforme retningslinjer, der angiver de objektive forhold, som en prostitutionskunde skal være særlig opmærksom på i forbindelse med køb af en seksuel ydelse. Jeg vil gerne indlede med sige, at regeringen har stor sympati for intentionen bag forslaget, nemlig at styrke indsatsen mod menneskehandel. Jeg er enig i, at menneskehandel er en særdeles alvorlig forbrydelse, og vi skal gøre alt for at hjælpe ofrene, der bliver udsat for kynisk udnyttelse. Imidlertid kan regeringen ikke umiddelbart støtte beslutningsforslaget. Det skyldes, at en straffelovsbestemmelse, der kriminaliserer kunders køb af sex hos prostituerede, der er ofre for menneskehandel, efter regeringens opfattelse vil rejse en række meget vanskelige spørgsmål i praksis. Forslaget rejser ikke mindst det spørgsmål, hvordan man i praksis skal kunne fastslå, at en kunde har haft det fornødne fortsæt med hensyn til, at den prostituerede var offer for menneskehandel. Ganske vist kan man pege på, at vi bl.a. har erfaring for, at ofre for menneskehandel i mange tilfælde er kvinder fra en række andre lande. Men det betyder jo ikke, at man i en straffesag uden videre kan slutte, at en kunde har haft det fornødne forsæt, fordi han har været klar over, at den prostituerede kom fra et bestemt andet land. Hertil kommer, at den pågældende menneskehandelsforbrydelse i nogle tilfælde kan være begået på et tidspunkt, der ligger før, måske endda lang tid før, at vedkommende kunde kommer i kontakt med den prostituerede. Det gælder f.eks. i de tilfælde, hvor en udenlandsk prostitueret måske har været udsat for menneskehandel i forbindelse med at være kommet her til landet, men nu er prostitueret under former, hvor hun ikke længere juridisk set er udsat for menneskehandel. Eksempelvis kan det være tilfældet, hvor det er lykkedes for den prostituerede at slippe ud af kløerne på sin bagmand, og hvor vedkommende nu er prostitueret under former, der ikke har forbindelse til den tvang, som vedkommende tidligere har været udsat for. Hvordan har forslagsstillerne tænkt sig at sådanne tilfælde skal bedømmes i forhold til den foreslåede bestemmelse?
I øvrigt gælder det også efter min opfattelse, at graden af sikkerhed for, at der er begået en menneskehandelsforbrydelse over for den pågældende prostituerede, kan give anledning til tvivl. Under en straffesag mod en kunde vil det jo bl.a. også være sådan, at spørgsmålet om kundens forsæt må vurderes uafhængigt af, om der tidligere er afsagt dom over en gerningsmand for at have begået menneskehandel mod den pågældende prostituerede. Samtidig er det klart, at ikke enhver mistanke om, at der er tale om menneskehandel, vil være tilstrækkelig. Så hvis man skulle følge beslutningsforslaget, måtte det afgørende vel normalt være, at det uden for enhver rimelig tvivl skal kunne bevises, at kunden vidste eller anså det for overvejende sandsynlig, at en prostitueret var offer for menneskehandel.
Jeg tror som nævnt, at det vil være overordentlig vanskeligt i praksis at føre et sådant bevis. For som jeg netop var inde på, kan f.eks. det forhold, at en prostitueret er udlænding, ikke i sig selv udgøre et tilstrækkeligt bevis. Og jeg kan heller ikke umiddelbart få øje på andre objektive forhold, der i sig selv kunne være afgørende for bedømmelsen af en kundes fortsæt.
I visse tilfælde kan der selvfølgelig for en kunde være særlige tegn på, at en prostitueret kan være offer for menneskehandel. Eksempelvis gælder det, hvis vedkommende ikke fungerer psykisk normalt, eller hvis den prostituerede opfører sig på en måde, der tyder på, at vedkommendes bevægelsesfrihed er begrænset. Heller ikke i sådan et tilfælde vil man imidlertid i en straffesag uden videre kunne fastslå, at den prostituerede er offer for menneskehandel. Det vil derfor selv i de netop nævnte tilfælde formentlig blive særdeles vanskeligt at bevise, at kunden har haft forsæt med hensyn til, at der var tale om et offer for menneskehandel. Bevisproblemer af den nævnte karakter vil i øvrigt formentlig gøre sig gældende i helt særlig grad i tilfælde, hvor kontakten mellem sælgeren af den seksuelle ydelse og kunden etableres på gaden eller på en restauration. I sådanne tilfælde vil det således være særlig vanskeligt for en kunde at blive klar over baggrunden for, at vedkommende er prostitueret. Sammenfattende vil jeg sige, at det umiddelbart forekommer mig vanskeligt at finde blot nogenlunde objektive kriterier for, hvornår kunden almindeligvis skulle ifalde et strafansvar. I givet fald måtte der formentlig være tale om at opstille en bred vifte af specifikke kriterier, som man finder tilsammen vil give kunden et billede af, at den pågældende prostituerede er offer for menneskehandel. Men i praksis tror jeg at det vil være meget svært at få nogen dømt på grundlag af en sådan bestemmelse. Det gælder i øvrigt også, hvis man ud over tilfælde af forsæt skulle forestille sig kriterier for et strafansvar på grundlag af uagtsomhed hos kunden. Alt i alt betyder det anførte, at man efter regeringens opfattelse må formode, at en bestemmelse som den, forslagsstillerne lægger op til, ikke vil kunne anvendes i praksis, og at vi altså vil risikere at stå med en bestemmelse, der kun bliver et slag i luften. Jeg vil i øvrigt tilføje, at jeg har forstået, at politiet fra tid til anden modtager henvendelser fra kunder i forbindelse med efterforskning af sager om menneskehandel. Hvis vi kriminaliserer kunderne, kan det dermed muligvis få den utilsigtede effekt, at det i visse tilfælde vil blive endnu vanskeligere at finde bagmændene i disse sager. Endvidere har rigspolitiet givet udtryk for, at et eventuelt forbud mod køb af prostitutionsydelser må forventes at føre til ændringer i den måde, prostitutionsydelser udbydes og udføres på. Disse ændringer vil kunne indebære et mere risikobetonet forhold for de prostituerede og gøre det sværere for politiet at efterforske sager i miljøet. På baggrund af de nævnte betragtninger kan regeringen som sagt ikke umiddelbart støtte beslutningsforslaget. Det skyldes bl.a., at forslaget rejser nogle vanskelige spørgsmål om, hvordan den foreslåede bestemmelse overhovedet vil kunne anvendes i praksis. Forslagsstillerne vil nok under den videre behandling hjælpe med at prøve at få besvaret nogle af spørgsmålene, men umiddelbart forekommer det mig at være vanskeligt. Desuden kan det som nævnt frygtes, at forslaget kan besværliggøre efterforskningen i visse sager om menneskehandel og føre til mere risikobetonede forhold for ofrene. Så når det gælder indsatsen mod menneskehandel, bør vi efter regeringens opfattelse koncentrere os om andet end at overveje en kriminalisering af kunderne. Vi har lige haft en meget lang forespørgselsdebat, hvor såvel social- og ligestillingsministeren som jeg har været inde på en række initiativer, som regeringen har taget og vil tage i kampen mod menneskehandel. Blandt initiativerne vil jeg derfor her blot nævne regeringens handlingsplan til bekæmpelse af kvindehandel, der løbende bliver opdateret og udvidet. Planen, der indeholder en række aktiviteter, dels med henblik på at forebygge menneskehandel, dels med henblik på at støtte ofrene, bliver inden for meget kort tid afløst af en ny og mere omfattende handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel. Så når det drejer sig om intentionerne i beslutningsforslaget, er jeg helt enig: Der er behov for en fortsat og en vedvarende kamp mod menneskehandel, men vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.