Besvarelse af spørgsmål nr. 15 af 7. februar 2007 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af køb af sex hos prostituerede, der er ofre for trafficking (B 35).
Spørgsmål:
         â€Ministeren bedes i forlængelse af sine svar pÃ¥ bl.a. spm. 1, 10, 11, 12, 13 og 14 komme med eksempler pÃ¥ konkrete situationer, hvor en kunde hos en prostitueret, der er offer for menneskehandel, vil kunne straffes for voldtægt efter § 216 eller § 217, herunder om der vil kunne straffes i følgende situationer:
- Hvis en prostitueret oplyser kunden om, at hun jævnligt bliver slået, hvis hun ikke vil være sammen med så mange mænd, som bordellet kræver af hende.
- Hvis en prostitueret oplyser kunden om, at hun er spærret inde på bordellet og ikke må gå sin vej, men skal have sex med kunderne.
- Hvis en prostitueret oplyser kunden, at hun bliver truet med, at det vil gå ud over hendes familie i hjemlandet, hvis ikke hun har sex med kunderne.
- Hvis en kunde kan se, at den prostituerede har mærker efter slag, og hun fortæller, at det er ejeren af bordellet, der har slået hende, fordi hun ikke havde været sammen med mange nok kunder.
- Hvis kunden kan se, at den prostituerede er låst inde, og at det er en anden, der låser op og i, når kunden skal ind og ud til den prostituerede.
- Hvis den prostituerede græder og er tydelig angst.â€
Svar:
I spørgsmålet anmodes der om eksempler på konkrete situationer, hvor en kunde hos en prostitueret, der er offer for menneskehandel, vil kunne straffes for voldtægt efter straffelovens § 216 eller for overtrædelse af straffelovens § 217 om at skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt ikke muligt ud over det, der er anført i blandt andet besvarelsen af spørgsmål nr. 13 og 14, at angive, i hvilke situationer der vil kunne straffes for overtrædelse af de nævnte bestemmelser i straffeloven.
Det skyldes, at det afgørende for, om der kan straffes for overtrædelse af straffelovens §§ 216 eller 217 eller medvirken hertil, vil være, om det på grundlag af en vurdering af de konkrete omstændigheder må anses for bevist, at kunden har haft forsæt til, at den prostituerede ved vold, trussel om vold eller anden ulovlig tvang er tvunget til at have samleje med kunden.
Vurderingen vil således ligesom i andre straffesager i sidste ende bero på en samlet bedømmelse af alle foreliggende konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde. Hvis det på baggrund af en sådan vurdering kan lægges til grund, at kunden har haft det nævnte forsæt, vil der kunne straffes efter straffelovens § 216 eller § 217. Det gælder både i de situationer, der er opregnet i spørgsmålet, og i andre situationer.