Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 8 af 14. december 2006 (som omtrykt den 19. december 2006) fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af køb af sex hos prostituerede, der er ofre for trafficking (B 35).

 

Spørgsmål:

 

          ”Hvilke ikke-danske statsborgere kan lovligt arbejde som prostitueret i Danmark - kan personer på opholdstilladelse eller med turistvisum eksempelvis?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Integrationsministeriet, der har oplyst følgende:

 

”Det fremgår af udlændingelovens § 13, at alle udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet.

 

I visse tilfælde er en opholdstilladelse dog i sig selv nok til, at udlændingen har tilladelse til at arbejde her i landet.

 

Det fremgår af udlændingelovens § 14, at blandt andet udlændinge, der er statsborgere i et andet nordisk land eller i et andet EU-land (dog ikke statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn), familiesammenførte udlændinge, udlændinge, der er meddelt asyl eller humanitær opholdstilladelse, og udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse er fritaget for kravet om arbejdstilladelse.

 

Det fremgår endvidere af § 33, stk. 2, i bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landet, at blandt andet videnskabsmænd, kunstnere, musikere, repræsentanter på forretningsrejse og professionelle idrætsudøvere for et tidsrum af tre måneder fra indrejsen er fritaget for krav om arbejdstilladelse.

 

Personer, der opholder sig i Danmark på visum, har ikke ret til at arbejde her i landet.”