Fremsat den 13. december 2006 af Rune Lund (EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om tilbagetrækning af danske militære styrker fra Afghanistan og mere
bistand til genopbygning i Afghanistan

 

 

 

Folketinget pålægger regeringen at meddele ISAF, den afghanske regering og andre relevante parter, at det danske militære bidrag vil blive trukket ud af Afghanistan hurtigst muligt og senest inden for en periode på 3 måneder efter, at beslutning herom er truffet. De frigjorte økonomiske midler bruges i stedet til udviklingsbistand til Afghanistan.

Bemærkninger til forslaget

Afghanistans befolkning har brug for hjælp til genopbygning af deres mishandlede land. De har brug for hjælp til en civil genopbygning af et land, der i mere end 25 år har været hærget af besættelse, talebanstyre og krig. De har ikke brug for mere krig og flere udenlandske soldater.

5 år efter, at den amerikanskledede koalition væltede det siddende talebanstyre og indsatte det nuværende styre med Hamid Karzai i spidsen, er situationen meget alvorlig. De udenlandske militære styrker har ikke været i stand til at skabe sikkerhed for den afghanske civilbefolkning. Samtidig er der ikke sat gang i den sociale og økonomiske udvikling, den internationale koalition lovede, da den gik ind i Afghanistan.

Hvor slemt det står til i dag, fik alle et indtryk af i forbindelse med udstationeringen af de danske styrker i Musa Qala. Mere end 50 angreb blev de udsat for i den lille måneds tid, de var der. Og det lykkedes ikke de danske styrker at opfylde deres egentlige mission: at patruljere området og skabe sikkerhed til gavn for befolkningen. Det synes derfor rimeligt at konkludere, at de militære opera-tioner gennemført af såvel ISAF-styrken som USA via Operation Enduring Freedom skaber nye fjender og øger støtten til Taleban. En senior commander i den britiske ekspeditionsstyrke i det sydlige Afghanistan, Leo Docherty, beskriver den internationale styrkes militære indsats således: »We’ve been grotesquely clumsy« (jf. Sunday Times-artiklen »Top soldier quits as blundering campaign turns into »pointless« war« fra den 10. september 2006). Det er baggrunden for, at en voksende del af befolkningen betragter de udenlandske styrker som en besættelsesmagt.

Der findes ikke en militær løsning på konflikten. I dag er de internationale styrkers tilstedeværelse direkte kontraproduktiv. Vesten har ikke leveret varen. Vesten har primært behandlet Afghanistan som et sikkerhedsproblem, og nu høster man, som man har sået: Der er en rekordhøst af opium, og der er stærkt stigende social, økonomisk og politisk utilfredshed i befolkningen. Taleban er vendt tilbage som en magtfaktor i landet. Ifølge den internationale tænketank Senlis – jf. rapporten »Afghanistan Five Years Later: The Return of the Taliban«, Spring/Summer 2006, Conclusions and Recommendations s. xvii – har centralregeringen i Kabul ikke eller kun ringe kontrol med halvdelen af landet.

Den almindelige afghaner har intet fået ud af den militære bistand. Et stigende antal civile bliver dræbt i konflikten, og der er meget lidt sikkerhed i landet. Samtidig har befolkningen stort set intet fået ud af den såkaldte økonomiske bistand. Således konkluderer Senlis: » ... yet Afghanistan’s development community is not given sufficient support from the international military to try to address the most urgent humanitarian needs in the South. … The growing hunger crisis is not only proof of the failure of the delivery of primary aid, but it also provides another compelling case for the Taliban to demonstrate to local communities that the US-led international community has deserted them.« (Conclusions and Recommendations s. xix). (Dansk oversættelse: … alligevel får Afghanistans udviklingsorganisationer ikke tilstrækkelig støtte fra de internationale militære styrker, når de forsøger at tage hånd om de mest påtrængende humanitære behov i den sydlige del. … Den voksende sultkrise er ikke kun bevis på, at den primære hjælp har slået fejl, men giver også Taleban endnu et overbevisende eksempel til at demonstrere over for lokalsamfundene, at det USA-ledede internationale samfund har svigtet dem).

Det er højst sandsynligt, at et stort flertal i den afghanske befolkning var glad for at slippe af med talebanstyret og så frem til økonomisk hjælp, så de kunne skabe sig en ny tilværelse. Men netop fordi Vesten har fokuseret på Afghanistan som et sikkerhedsproblem og ikke som et socialt og økonomisk problem, er hjælpen i vid udstrækning enten givet forkert eller i utilstrækkelig grad. Således anslås, at der bruges ni gange så mange penge på de internationale militære styrkers tilstedeværelse i Afghanistan, som der bruges på udviklingsbistand. Hertil kommer bizarre eksempler på såkaldt udviklingshjælp.

To af de mest bizarre eksempler på totalt fejlslagen udviklingsbistand står USA for. Det ene eksempel er USA’s præsidentfrues besøg i Afghanistan med løfte om hjælp til uddannelse. Det lød godt. Der er et enormt behov for grundskoler og gymnasier, ja alle former for uddannelse. Omkring 60 pct. af befolkningen er analfabeter. Hvad skete der? USA oprettede et universitet i Kabul, men det er et betalingsuniversitet, så kun de absolut rigeste har råd til at gå der. Det er ikke en hjælp, som kommer den almindelige befolkning til gode.

Det andet eksempel er landevejen mellem Kabul og Kandahar. Her valgte USA den dyreste tilbudsgiver og de dårligste materialer. Men det bizarre er, at USA over for den afghanske regering insisterede på, at almindelige mennesker skulle betale for at benytte vejen. Betalingen for et månedskort er 20 $ om måneden (jf. Asia Times Online: »Why it’s not working in Afghanistan« af Ann Jones, 30. august 2006).

Siden afsættelsen af talebanstyret i 2001 er mange af landets bønder gået over til at dyrke afgrøder til eksport, herunder ikke mindst opiumsvalmuen, frem for dyrkning af mad til landets befolkning. Bønderne kan simpelthen ikke få en betaling for dyrkning af fødevarer, som de kan leve af.

Omkring to tredjedele af befolkningen lever for mindre end 2 $ pr. dag, og børnedødeligheden er på ca. 250 pr. 1.000 fødsler. For størstedelen af befolkningen er der stort set ikke sket økonomiske eller sociale fremskridt de sidste 4 år. Og da sikkerhedssituationen samtidig er forværret, er der stigende utilfredshed i befolkningen.

I dagbladet Information den 15. juni 2006 i artiklen »Afghanistan: Sendes de ud i en taberkrig?« citeres forsker ved DIIS Anja Dalgaard Nielsen for følgende: » Det ideelle ville være, at det internationale samfund kommer ind langt mere massivt og derefter kommer hurtigt ud igen. Jo længere vi er der, jo større er risikoen for, at lokal antipati bryder ud i noget, der er værre. Men der er næppe politisk vilje eller mulighed for markant flere soldater i Afghanistan, og jeg tror desværre, vi risikerer at sætte os mellem to stole … «. Med andre ord: Enten går de vestlige lande ind med mange flere soldater og får løst sikkerhedsproblemerne hurtigt, så landet kan gives tilbage til afghanerne, eller også – og det er Enhedslistens bud – trækkes alle udenlandske soldater ud af Afghanistan, og pengene bruges på at vinde »the hearts and minds« blandt afghanerne ved at sikre dem en reel udvikling, ved at give dem et håb for fremtiden.

De samlede udgifter i 2006 forbundet med det danske militære engagement i Afghanistan beløber sig til ikke under 180 mio. kr. (jf. forsvarsministerens svar på Forsvarsudvalgets spørgsmål 63, folketingsåret 2005-06). De penge gives meget bedre ud til hjælp med skolegang og arbejde til den almindelige afghaner.

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 2 fra indeværende folketingsår, jf. Folketingstidende, tillæg A side 1366 og 1368.

Skriftlig fremsættelse

Rune Lund (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om tilbagetrækning af danske militære styrker fra Afghanistan og mere
bistand til genopbygning i Afghanistan.

(Beslutningsforslag nr. B 61).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.