Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato 19. januar 2007

J nr.  004-U18-67  

 

 

Trafikudvalget har i brev af 28. november 2006 stillet mig følgende spørgsmål 2 – 8 ad B7, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 2:

 

”Hvilken dato har ministeren som deadline for, at en frivillig ordning, hvor udgiverne respekterer nej tak til at modtage gratisaviser, fungerer og vil ministeren tage de nødvendige lovgivningsinitiativer, der sikrer, at nej tak til gratisaviser respekteres, hvis en frivillig ordning ikke fungerer på den dato?”

 

Svar:

 

Som oplyst under 1. behandlingen af beslutningsforslag B7, den 21. november 2006, er det regeringens opfattelse, at branchen skal have en rimelig frist til at få de frivillige ordninger til at fungere i praksis.

 

Der henvises i den forbindelse til, at to af gratisaviserne - dato og 24timer - kun har været på markedet siden august 2006. De to andre - Centrum aften og Nyhedsavisen – begyndte at udkomme  i henholdsvis september og oktober måned 2006.

 

Desuden oplyste jeg ved 1. behandlingen af beslutningsforslag B 7, at regeringen ikke vil udelukke et lovinitiativ, hvis de frivillige ordninger hos avisudgiverne viser sig ikke at fungere efter hensigten.

 

Jeg kan oplyse, at gratisaviserne efter regeringens opfattelse må bringe de frivillige ordninger, hvor borgerne kan framelde aviserne, til at fungere inden 1. april 2007. Sker dette ikke, vil regeringen være indstillet på at tage et lovinitiativ. I den forbindelse er det vurderingen, at eventuel lovgivning på området vil være forbundet med betydelig kompleksitet, og at der vil være behov for at udrede en række problemstillinger nærmere med henblik på at klarlægge de juridiske, økonomiske, praktisk og tekniske konsekvenser af et lovinitiativ.  

 

Med venlig hilsen

Flemming Hansen