Folketingets Socialudvalg  

 

 

 

 

 

 

Dato: 25. maj 2007

                                


Folketingets Socialudvalg har i skrivelse af 24. maj 2007 (ad B 74) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 22:

”Ministeren bedes uddybe, hvorfor der er tale om en "social begivenhed", der giver ret til det særlige børnetilskud, når en enlig bliver gravid med anonym sæddonation, mens dette ikke er tilfældet, når en enlig vælger at adoptere et barn, jf. ministerens udtalelser under 1. behandlingen af B 74.”

 

Svar:

Under 1. behandlingen af beslutningsforslag nr. B 74 forholdt jeg mig alene til, om der var tale om en social begivenhed, når en enlig vælger at adoptere, fordi det er det, som beslutningsforslaget drejer sig om. Jeg udtalte mig ikke om, hvorvidt der er tale om en social begivenhed, når en enlig bliver insemineret.

 

Som jeg nævnte under 1. behandlingen, kan jeg godt være enig i, at det ikke kan vurderes som særlig hensigtsmæssigt, når nogle efter de nye regler bl.a. nu kan få foretaget kunstig befrugtning, så faderskabet ikke kan fastslås.

 

De nye regler om kunstig befrugtning blev indført i 2006 og var således ikke kendt, da det i børnetilskudsloven blev fastsat, at der altid ydes særligt børnetilskud, når faderskabet ikke er fastslået.

 

Det forhold, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om der er tale om en social begivenhed i alle de tilfælde, hvor faderskabet ikke er fastslået, er efter min opfattelse ikke et argument for at udvide kredsen, der har ret til det særlige børnetilskud med en ny gruppe, hvor der helt klart ikke er tale om en social begivenhed.

 

 

 

Carina Christensen

                                                                                              /Kirsten á Rogvi