Først og fremmest synes jeg, at vi skal holde os for øje, at det her er et forslag, der handler om mennesker. Vi er selvfølgelig blevet inspireret af den katastrofe, der har været i Irak, og som har gjort, at masser af mennesker er sendt på flugt, men vi har også villet holde fast i, at vi ikke ville lave nogen særlov, men at vi tværtimod ville lave nogle generelle bestemmelser.
Jeg vil godt understrege her til at begynde med, at vi også fra forslagsstillernes side er fuldstændig enige i, at afviste asylansøgere selvfølgelig skal tilbage til det land, de kommer fra. Men hvad med dem, der ikke kan tage tilbage? Hvad med dem, hvor sikkerhedssituationen i landet ikke er god nok? Lad mig komme med et enkelt citat fra UNHCR's talsperson
i Genève, William Spindler, citeret i Politiken den 5. januar
- det er Irak, vi taler om: »Siden vi i 2005 kom med vores seneste anbefalinger, er situationen i landet blevet meget værre. Vi anbefaler på det kraftigste ikke at sende mennesker til Syd- og Centralirak. Hvis de ikke allerede er flygtninge, kan de blive flygtninge
i det tilfælde, at de vender tilbage ...«. Sådan sagde UNHCR's talsperson i starten af januar i år, og det er jo det, som det handler om. Det her er et forslag, der primært har to elementer. Det første element er, at vi vil begrænse brugen af motivationsfremmende foranstaltninger. De afviste irakiske asylansøgeres situation i Danmark i dag illustrerer behovet for ikke blot at overholde den internationale aftale om ikke at tvangshjemsende til uvished, men også at begrænse brugen af motivationsfremmende foranstaltninger. UNHCR's aktuelle anbefalinger for alle andre dele af Irak end de tre nordlige kurdiske provinser er, at man ikke tvangshjemsender dertil, og at man hverken bruger positive eller negative motivationsfremmende foranstaltninger over for de afviste asylansøgere, men i stedet yder de afviste asylansøgere en form for midlertidig beskyttelse.
Det andet element i forslaget handler om behovet for en udvidelse af den gældende 18-måneders-regel. Det er sandsynligt, at en større gruppe af de over 1.600 afviste asylansøgere gerne ville medvirke aktivt til egen hjemsendelse, hvis bare to vilkår var opfyldt.
Det ene er, at hjemsendelse først kan effektueres, når der foreligger en hjemsendelsesaftale med det pågældende lands regering, eller når en neutral part som UNHCR vurderer, at forholdene i hjemlandet tillader det.
Det andet er, at de vil kunne få en midlertidig opholdstilladelse, når de aktivt medvirker til egen hjemsendelse ved at belyse deres egen sag i de første 18 måneder. Det er gode forslag, som enhver borgerlig, anstændig regering, såmænd også en socialdemokratisk, anstændig regering, burde kunne gennemføre.
Alligevel må jeg jo undre mig over, at det alene er medforslagsstillerne, som har givet dette forslag opbakning ved debatten her i dag. Jeg synes, det er skuffende, at hverken VK eller for den sags skyld vores venner hos Socialdemokraterne har kunnet give opbakning. At Dansk Folkeparti ikke har kunnet gøre det, havde jeg sådan set forventet.
Jeg synes, ministeren i sin tale gjorde vel rigeligt ud af sit eget forslag fra Jyllands-Posten i stedet for at forholde sig til det forslag, som tre partier er kommet med her i Folketinget. Og når vi endnu en gang hører, at forholdene gør indtryk på ministeren, må vi overveje, hvor hurtigt de indtryk fordamper som dug for solen, for der kommer ingen konsekvenser, og konsekvenser af det indtryk ser vi heller ikke meget til i denne sag.
Socialdemokraterne er enige i principperne, og det vil jo sige, at vi trods alt har fået lidt mere fra Socialdemokraterne end fra regeringspartierne, og tak for det.
Dog synes jeg, at Socialdemokraterne misforstår det her med midlertidig opholdstilladelse. Der er jo tale om en lidt anden form for midlertidig opholdstilladelse. Hvis det nu bliver muligt at tvangshjemsende de her folk, så vil det jo blive gjort. Det eneste, der kræves, er, at der bliver fred og stabilitet i Irak i løbet af de næste 7 år. Et er, at Socialdemokraterne måske ikke forventer det, men at regeringen, der selv har sendt tropperne derned, ikke forventer, at der bliver fred og stabilitet i Irak i løbet af de næste 7 år, er da en skandale.
Dansk Folkeparti påstår, at vi nu indfører et retskrav på midlertidig opholdstilladelse. Det passer ganske enkelt ikke. Der er jo netop lagt op til, at der vil være to spor:
Der er nogle, man kan hjemsende, og nogle, man ikke kan hjemsende, og det handler altså kun om dem, man ikke kan tvangshjemsende. Det er en meget vigtig skelnen.
Den konservative tale var meget mere interessant. Fru Henriette Kjær havde som konservativ ordfører nemlig overvejet forslaget, og endnu en gang tak for det, for fra De Konservatives side er der faktisk foregået overvejelser om forslaget, i modsætning til hvad man så fra Venstre og Dansk Folkeparti. Men jeg forstår simpelt hen ikke, at den konservative ordfører, fru Henriette Kjær, afviser at ville sætte et loft eller en øvre grænse for opholdstiden i asylcentrene.
Lad mig citere fra en pressemeddelelse fra fredag den
14. april 2006, som ifølge De Konservatives hjemmeside er skrevet af fru Henriette Kjær. Fru Henriette Kjær har flere konkrete forslag til, hvordan man kan forbedre asylansøgernes forhold: »For det første kan vi hurtigst muligt sikre bedre forhold på asylcentrene ...« Det arbejder man stadig for åbenbart. »Dernæst kan vi sætte en øvre grænse for opholdstiden på asylcentrene, så vi ikke som i dag oplever familier, der har været på centrene i op til 7 år.« Vi spurgte lige før ind til den konservative ordførers holdning, og der er man fra De Konservatives side fra april til februar gået fra maks. 7 år til uendeligt ophold i asylcentrene. Jeg synes, det er et uheldigt skred, der er foregået i den konservative politik på asylområdet.
Men det bliver bedre endnu, i samme pressemeddelelse foreslår fru Henriette Kjær nemlig som det tredje punkt:
»Og sidst, men ikke mindst vil vi have diskuteret muligheden for« - og så er det fremhævet af den konservative pressetjeneste - »midlertidig opholdstilladelse, så det er muligt at få sig et normalt liv, mens ens sag behandles.«
Jeg kunne faktisk ikke have skrevet en bedre pressemeddelelse selv end den, fru Henriette Kjær udsendte fredag den 14. april 2006. Det Radikale Venstre vil til enhver tid lægge stemmer til, hvis Det Konservative Folkeparti også mener det her i Folketinget og ikke kun i pressen. Det er vi friske på, og jeg er sikker på, jeg her taler på alle tre forslagsstilleres vegne.
Men tilbage til det med anstændigheden. For nylig skrev sognepræst Kathrine Lilleør en klumme i Berlingske Tidende, det var den 18. februar, som jeg har lyst til at citere lidt fra. Hun skrev, at folk fra krigshærgede områder ikke skal have permanent ophold, og det er jeg enig i, at de skal hjem igen, det er jeg også enig i, men at tiden indtil da skal gå på en god måde. Hvad så med at droppe det negative? Fantastisk spørgsmål.
Hvad med at få disse mennesker til at samarbejde om at skaffe papirer og forberede deres egen hjemsendelse, når situationen engang tillader det i Irak? Endnu et godt spørgsmål.
Hvad med derpå at give dem midlertidig opholdstilladelse, der ophører i det øjeblik, Irak af FN bliver erklæret for tilstrækkelig fredelig? Endnu et godt spørgsmål.
Man kan bo 7 år her i landet, inden en midlertidig opholdstilladelse bliver permanent. Mon ikke situationen i Irak er blevet rimeligere inden den tid? spørger Kathrine Lilleør i Berlingske Tidende. Og hun konkluderer i virkeligheden, at det er indlysende, det her, og skriver bagefter: Hvor er det dog synd, at forslaget vil blive skudt ned, fordi det er stillet af de forkerte.
Ja, af os, der i dagens Danmark har de forkerte meninger, fordi vi mener, at folk ikke skal leve i et asylcenter og blive mentalt forkrøblede, mens de sidder her og venter; folk, der ikke kan tage tilbage til deres hjemland, fordi UNHCR siger, at sikkerhedssituationen ikke er god nok. Hvor er det ærgerligt, at forslaget er stillet af de forkerte.
Vi ved fra pressemeddelelsen fra før, at De Konservative jo i virkeligheden godt kan forstå synspunkterne, men det ærgrer os, at vi ikke kan se en større opbakning her i Folketinget.