Folketingets Retsudvalg  

 

 

 

 

 

 

Dato: 21. december 2006

                                


Folketinget har i skrivelse af  4. december 2006 (Ad B11) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål :

 

Spørgsmål 5:

”Er ministeren f.eks. gennem borgerhenvendelser blevet gjort opmærksom på, at den nuværende retsstilling i en række sager bevirker, at forældrepar af samme køn helt konkret kommer i klemme, og vil ministeren i bekræftende fald redegøre for, hvad det er for type sager, samt hvilke kommentarer ministeren har hertil?”

 

Svar:

Jeg er bekendt med, at nogle forældrepar af samme køn har oplevet, at deres retsstilling er anderledes end andre forældrepars.

 

Det er min opfattelse, at flere oplever det som frustrerende, at medmoderen ikke har mulighed for at få barselsorlov lige fra barnets fødsel. Derfor er jeg indstillet på, at der ved en fremtidig gennemgang af barselsorlovsreglerne kan ses på mulighederne for at udvide retten til fædreorlov, således at der i de tilfælde, hvor der ikke findes en ”rigtig far”, også kan gives orlov til andre, der er tæt knyttet til barnet.

 

Det er videre min opfattelse, at forældrepar af samme køn er nervøse for, hvorledes deres og barnets retsstilling er i tilfælde af, at den biologiske mor eller medmoderen dør, inden stedbarnsadoption gennemføres.

 

Jeg har naturligvis forståelse for, at forældrepar af samme køn har et ønske om at sikre barnet i tilfælde af dødsfald inden for de første 3 måneder af barnets liv – inden samtykke til stedbarnsadoption kan afgives af den biologiske mor.

 

Derfor er det også muligt for statsamterne at fravige 3 måneders-reglen, hvis der foreligger særlige forhold – f.eks. hvis den biologiske mor ligger for døden. Det er desuden muligt for de registrerede partnere at oprette et testamente til fordel for barnet i tilfælde af, at medmoderen afgår ved døden, samt at barnets skifteværge kan give tilladelse til, at medmoderen sidder i uskiftet bo, hvis den biologiske mor dør inden stedbarnsadoption gennemføres.

 

 

 

Carina Christensen

                                                                                                         /Charlotte Meibom