Folketingets Retsudvalg  

 

 

 

 

 

 

Dato: 11. januar 2007

                                


Folketinget har i skrivelse af  6. december 2006 (ad B 11 – bilag 4) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 8:

” Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6/12-06 fra Landsforeningen for bøsser og lesbiske, jf. B11 – bilag 4.”

 

Svar:

I henvendelsen anfører Landsforeningen for bøsser og lesbiske bl.a., at Beskæftigelsesministeriet har slået fast, at når overenskomster opererer med udvidet fædreorlov, må det også gælde medmødre, ellers er fortolkningen i konflikt med ligebehandlingsloven.

 

Jeg er ikke uenig med Beskæftigelsesministeriets fortolkning i denne situation, men vil gerne slå fast, at i de tilfælde, hvor medmødre tildeles fædreorlov, er stedbarnsadoption gennemført, og det juridiske slægtskab mellem barnet og medmoderen etableret.

 

Ved bevarelsen af tidligere udvalgsspørgsmål i forbindelse med dette beslutningsforslag har jeg tilkendegivet, at jeg ikke synes, at de registrerede partneres økonomiske interesse i straks efter barnets fødsel at kunne gennemføre en stedbarnsadoption er så væsentlig, at den kan begrunde tilsidesættelse af hensynet til at tilvejebringe samtykket til adoption på et forsvarligt grundlag.

 

Som jeg også har svaret tidligere, er regeringen positivt indstillet over for at udvide personkredsen, der har ret til det, der i dag kaldes fædreorlov.

 

Jeg synes, at vi i Danmark er gået langt for at ligestille homoseksuelles rettigheder med heteroseksuelles rettigheder også på et så følsomt område som børneområdet. Landsforeningen for bøsser og lesbiske nævner selv, at det kun i ca. 14 lande er muligt for registrerede partnere at stedbarnsadoptere sin partners barn. Danmark er som bekendt et af disse lande og var i øvrigt et af de første lande, hvor det blev muligt.

 

 

Carina Christensen

                                                                                                         /Charlotte Meibom