Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato 20. februar 2007

J nr.  004-U18-67  

 

 

Trafikudvalget har i brev af 5. januar 2007 stillet mig følgende spørgsmål 15 ad B7 Forslag til folketingsbeslutning om respekt for retten til at frabede sig ikke adresseret post m.v., som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 15:

 

”Vil ministeren tilsende udvalget en status på, hvilke forbedringer der er sket i gratisavisernes distribution siden førstebehandlingen af forslaget?”

 

Svar:

 

De husstandsomdelte daglige gratisaviser – dato, 24timer, Centrum aften og Nyhedsavisen - begyndte at udkomme i henholdsvis august/september og oktober måned 2006 og omdeles i udvalgte dele af landet. Siden da har der været en løbende debat i offentligheden om borgernes mulighed for at kunne fravælge disse nye aviser.

 

Tre af aviserne (dato, 24timer og Centrum aften) har i dag en brancheløsning, således at borgeren kan frabede sig en eller flere af aviserne blot ved at henvende sig til den ene af dem, der så vil videreformidle til de andre aviser.

 

I begyndelsen af januar 2007 har dato, 24timer og Centrum aften oprettet en fælles hjemmeside til brug for periodevis eller permanent afmelding af de 3 gratisaviser. Der er blevet gjort opmærksom herpå i avisen, eksempelvis nederst på forsiden af 24timer, ligesom der er annonceret om afmeldingsmuligheden i den almindelige dagspresse. Hjemmesiden giver modtagerne mulighed for - ved at henvende sig ét sted - at afmelde aviserne permanent eller i forbindelse med eksempelvis ferier. Hjemmesiden giver også modtagerne mulighed for at vælge én avis til og fravælge en anden.

 

Det skal i den forbindelse nævnes, at borgerne fortsat har mulighed for at afmelde aviserne via de enkelte avisers hjemmeside og pr. telefon til de enkelte aviser samt skriftligt. Ved elektronisk og telefonisk afmelding tilbydes borgerne fortsat muligheden for at afmelde alle 3 gratisaviser.

 

De 3 gratisaviser har overfor Færdselsstyrelsen oplyst, at det med tiden er hensigten at udvide funktionaliteten på hjemmesiden til, at borgerne også kan klage over leveringen af aviserne via hjemmesiden, eksempelvis hvis aviserne bliver smidt på dørmåtten i stedet for at blive lagt i modtagerens brevindkast/brevkasse.

 

Nyhedsavisen står uden for de nævnte løsninger hos de øvrige 3 gratisaviser, men respekterer Forbrugerrådets mærkat med ”Nej tak til gratisaviser”.

 

Det er på baggrund heraf mit indtryk, at avisudgiverne gør sig en reel bestræbelse på at finde løsninger, der imødekommer borgernes ønske om at blive fri for at modtage en eller flere dagligt husstandsomdelte gratisaviser.

 

Færdselsstyrelsen er blevet bedt om at følge udviklingen på området, og det er planen at indkalde udgiverne af de 4 gratisaviser til et statusmøde. Det er således afgørende, at der kommer styr på ordningerne hos gratisaviserne i løbet af foråret, det vil sige inden 1. april 2007, således at borgernes nej tak bliver respekteret.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen