Erhvervsudvalget 2007-08 (2. samling)
KOM (2006) 0594 Bilag 4
Offentligt
En fair postliberalisering
Af forhandlingssekretær Jens Bendtsen, 3F
EU-Parlamentet har vedtaget et nyt postdirektiv, som betyder, at en fuld markedsliberalisering af
postsektoren skal være gennemført senest i 2011. Folketinget går derfor nu i gang med en proces,
hvor man beslutter sig for, hvordan direktivet skal gennemføres i Danmark.
Som udgangspunkt er det vigtigt at understrege, at de ansatte i Post Danmark - der er en af
Danmarks største arbejdspladser - ikke er nervøse for at få konkurrenter på markedet for
distribution af breve og pakker. Vores interesse er blot, at Danmark også fremover skal have et
effektivt og velfungerende postvæsen.
I forbindelse med liberaliseringen er hovedudfordringen derfor at finde en balance mellem hensynet
til, at borgere og virksomheder fortsat skal have en god basal postservice i hele landet, og at Post
Danmark også på længere sigt skal være i stand til at løfte den landsdækkende befordringspligt.
Det er således afgørende, at der ved med liberaliseringen i Danmark skabes ens konkurrencevilkår
for alle operatører på markedet. Det kan kun ske i en kombination mellem en justering af Post
Danmarks pligter på det befordringspligtige område og krav til de postoperatører, der vil bevæge
sig ind på det Post Danmarks hidtidige eneretsområde i form af en licensordning.
Hvis det ikke sker, er der stor risiko for, at Post Danmarks konkurrenter på postmarkedet sætter sig
på den lukrative del af det danske markedet for storkunder, og Post Danmark vil stå tilbage med de
omkostningstunge markeder for private husholdninger og mindre erhvervsdrivende, samt
distribution til landområder. Det kan kun gå galt for både borgere og virksomhed.
Fair konkurrence betyder for mig at se, at Post Danmarks konkurrenter skal underlægges krav om
også at omdele post 6 dage om ugen med en tilfredsstillende kvalitet og med krav til et minimum
dækningsområde. Hertil kommer, at konkurrenterne naturligvis selv må opbygge deres eget
produktionsapparat.
For samfundet er det vigtigt at sikre Post Danmark som en stor national operatør, der skal varetage
den nationale befordringspligt, og hvor borgerne sikres en enhedstakst på enkeltforsendelser.
Derudover skal Post Danmark have muligheder for at møde konkurrencen på de bestemmelser der
ligger i de almindelige konkurrenceretslige regler og ikke pålægges yderligere begrænsninger i
forhold til konkurrenterne f.eks. i form af prisloftsmodeller.
Ovenstående forhold skal bringes på plads for sikre, at der for hele postsektoren skabes rammer,
som sikrer en konkurrencesituation med lige og fair vilkår. Ellers er det ikke en liberalisering, man
bør medvirke positivt til.