Europaudvalget 2007-08 (2. samling)
KOM (2006) 0818
Offentligt
KLIMA- OG ENERGIMINISTERIET
MINISTEREN
Besvarelse af spørgsmål stillet af Europaudvalget d. 3. december 2007 til Udenrigsministeren. Spørgsmålene
er stillet efter ønske fra Anne Grete Holmsgaard (SF) og ønskes besvaret senest den 6. december 2007 kl.
16:00.
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
KOM (2006) 0818
forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv
2003/87/EF
med henblik på
inddragelse af luftfarten i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i FæIlesskabet.
Spørgsmål 4
Hvor meget vil en almindelig flybillet (eks. København - Paris) stige i pris, hvis der skal betales for den
totale udledning at CO2 gennem opkøb af CO2-kvoter?
Svar:
Flyoperatørerne kan fragte såvel passagerer som fragt, og kvoteomkostningerne til en vis grad vil kunne
overvæltes i billetpriser og fragtrater. Selve CO2-udledningen fra en flyvetur mellem København og Paris
varierer fra flytype til flytype. CO2-udledningen pr. transporteret enhed vil bl.a. afhænge af hvor godt flyet
er fyldt op. Det er således vanskeligt at angive præcist hvor mange CO2-kvoter, der vil skulle indkøbes til
transport af eksempelvis en passager mellem København og Paris, samt i hvilket omfang kvoteomkostningen
vil blive overvæltet på billetprisen. Desuden vil prisforhøjelsen afhænge af kvoteprisen.
Som et regneeksempel kan det nævnes, at det af SAS’ hjemmeside fremgår, at en passager ved en flyvetur
fra København til Paris i et fly af typen MD82 ved en belægningsprocent på 75 % (d.v.s. at 75 % af sæderne
er fyldt op) bidrager med en CO2 udledning på ca. 126 kg. Ved en kvotepris på eksempelvis 272 kr. (aktuel
dagspris på CO2-kvoter til levering i 2008 jf. www.pointcarbon.com) vil billetprisen i 2008 således stige ca.
34 kr., såfremt det antages at kvoteprisen overvæltes 100 % på billetprisen.