Fra:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Danmarks Lejerforeninger [[email protected]]
Sendt:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 18. januar 2007 17:04
Til:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Lisa Ibenfeldt Schultz
Emne:                   Høringssvar vedr lovudkast om pligt til at vurdere hjælpen til personer som udsættes af beboelseslejemål
Danmarks Lejerforeninger
Sankt Peders Stræde 2, 1. sal
4000 Roskilde
Deres ref: LSC / J.nr. 2006-2479
På vegne af Danmarks Lejerforeninger skal jeg fremsende følgende høringssvar, som er udarbejdet på baggrund af et notat fra DL's næstformand, S.P. Laursen.
Grundlæggende må et lovforslag som det foreslåede hilses med tilfredshed: I bemærkningerne omtales en undersøgelse foretaget af Socialministeriet og Domstolsstyrelsen ved forespørgsler til fogedretterne i København, Odense, Århus, Ålborg og Roskilde om hyppigheden af kommunernes aktivitet i forbindelse med udsættelsessager. Undersøgelsen viste en alt andet end imponerende indsats fra kommunernes side, idet kommunerne kun havde været repræsenteret i knapt 5 % af de ialt 294 udsættelsessager i de retskredse, der var omfattet af undersøgelsen. Dog var kommunerne repræsenterede i ca hver femte sag, hvis der var børn involveret i de berørte husstande.
Vore erfaringer svarer hertil.
Det er på denne baggrund, at lovforslaget principielt må hilses med tilfredshed. Men nogle faktorer må dog mane til en vis moderation med tilfredheden.
Det er således betænkeligt, at ministeriet overhovedet ikke i sine bemærkninger kommer ind på spørgsmålet om forslaget økonomiske sider - bortset fra en bemærkning om, at spørgsmålet om økonomisk kompensation for kommunernes merudgifter i forbindelse med det øgede administrationsarbejde, som ved forslaget pålægges kommunerne, skal forhandles med de kommunale organisationer.
Det skal betænkes, at netop i de seneste år har skattestop og store udgifter til kommunesammenlægningerne (f.eks. samordning af IT-systemer) samt overflytning af opgaver fra de hidtidige amtskommuner til primærkommunerne medført store vanskeligheder i de nye kommuner med overhovedt at få kapacitet til på en tilfredsstillende vis at klare opgaverne. Det må derfor befrygtes, at lovforslaget blot bliver endnu et eksempel på de modsætninger mellem på den ene side regeringens og Folketingets gode hensigter - som udtrykt ved diverse lovinitiativer - og på den anden side den virkelighed, som borgerne (samt kommunernes frontpersonale) møder ude i kommunerne, når kommunerne af de økonomiske realiteter tvinges til personaleindskrænkninger. m.v.
På denne baggrund skal påpeges, at den stigning i antallet af udsættelsessager for fogedretterne, som også Boligselskabernes Landsorganisation har påpeget, er sket nogenlunde i takt med implementeringen af det såkaldte "kontanthjælpsloft", som regering og Folketingsflertal har gennemført. Hvis der var en reel vilje hos regering og folketingsflertal til at standse stigningen i antallet af udsættelsessager og at forebygge de uheldige - og oftest menneskeligt dybt belastende - konsekvenser heraf, ville en ophævelse af kontanthjælpsloftet være fuldt så effektivt, som det foreslåde lovforslag. Dette gælder så meget mere som, at den virkning, som var erklærede hensigt bag kontanthjælpsloftet, nemlig et øget udbud af arbejdskraft, ikke kan påvises.
Med venlig hilsen
Jakob Lindberg, landssekretær