Det Radikale Venstre var ikke en del af aftalen om »En ny chance til alle«, men vi var i et stykke tid en del af forhandlingerne. Ved den lejlighed fremførte vi netop et ønske om, at der skulle ses på, hvordan man kunne skabe det, vi kaldte en resultataflønning af kommunerne. Derfor er vi som udgangspunkt også positive over for forslaget her.
Vi ved, at der er meget stor forskel på, hvor stor succes kommunerne har med at løse integrationsopgaven. Vi ved, at mange af de byer, som har mange flygtninge og indvandrere boende, har den oplevelse med de kommuner, der har haft integrationsopgaven de første 3 år, at når de 3 år er gået og folk flytter og vælger et nyt sted at bo, så viser det sig, at det integrationsforløb, der har været, har haft en alt, alt for ringe værdi for dem. Man oplever, at børn fortsat skal i modtageklasse, og at man har nogle voksne, som endnu ikke er i stand til at indtræde på det danske arbejdsmarked.
Det er ikke meningen med det integrationsprogram, som kommunerne har ansvaret for. Meningen er, at de skal sørge for, at netop integrationen sikres, så man får danskkundskaber og kan klare sig i enten skole, uddannelse eller på arbejdsmarkedet.
De analyser, vi har set, viser, at der er en fantastisk stor forskel på, hvor dygtige kommunerne er til det. Det må betyde, at der er rum for forbedring. Og det, det så gælder om der, er at skabe et system, der ligesom skaber en interesse hos dem, der har knap så stor succes, for, hvad det er, andre gør der, hvor de andre har stor succes. Det synes vi sådan set der er mange ting i det her forslag der peger i retning af, og derfor er vi positivt indstillet over for det.
Vi har den grundholdning, at det er godt at bruge incitamenter, især over for systemer. Vi synes måske, at det alt for sjældent er det, der er tilfældet på integrationsområdet, mens man ikke er så håndsky, når det gælder om at bruge incitamenter over for enkeltpersoner. Det er jo der, hvor man f.eks. har en starthjælp, som vi ved fra UNHCR ikke rigtig holder sig inden for konventioner og den slags ting. Derfor siger vi: Vi vil gerne være med til at lave incitamenter, så kommunerne lærer af de bedste. Til gengæld synes vi, at det er problematisk med de mange piskincitamenter, der er over for de enkelte flygtninge og indvandrere.
Derfor deler vi også den bekymring, som Socialdemokraternes ordfører var inde på, omkring lige præcis den del, der handler om at reducere refusionen på ydelserne, særligt dem til hjælp i særlige tilfælde. For netop her har vi en situation, hvor den hjælp jo gives, fordi der er problemer med de incitamenter, som regeringen har lavet over for nytilkomne flygtninge og indvandrere; det er jo der, hvor der er behov for at give en ekstra særlig hjælp.
Det er ikke, fordi kommunerne ikke gør deres arbejde godt nok. Det er, fordi der er en alt for lav ydelse til nytilkomne. Derfor synes vi egentlig, at det, når man har nedsat en arbejdsgruppe bl.a. med deltagelse af kommunerne, er mærkeligt, at man lige præcis på det punkt vælger ikke at følge arbejdsgruppens resultat, hvad vi kan se af KL's høringssvar. Lige på det område støtter de ikke finansieringsreformen.
Det er derfor, vi også allerede nu vil meddele, at vi er positive over for lovforslaget, men er medforslagsstillere på det ændringsforslag, den socialdemokratiske ordfører annoncerede, og som handler om at fritage den del af reformen fra lovforslaget, så den er i pagt med det, som man blev enig om i arbejdsgruppen.
Det er vores indstilling til L 16.