Den næste sag på dagsordenen var:
8) Første behandling af lovforslag nr. L 16:
Forslag til lov om ændring af integrationsloven og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (Reform af integrationslovens finansieringssystem og omlægning af finansieringen af danskuddannelse til udlændinge, der ikke er omfattet af integrationsloven m.v.). Af integrationsministeren (Rikke Hvilshøj). (Fremsat 4/10 2006).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Fru Irene Simonsen som ordfører.

Det her lovforslag er en del af forliget »En ny chance til alle«, som jo blev indgået i juni 2005 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, hvorimod aftalen, nu hvor den skal udmøntes, støttes af regeringen og Dansk Folkeparti, fordi Socialdemokraterne forsvandt fra de aftaler, de havde indgået.
     En del af aftalen gik ud på at skabe bedre incitamenter for kommunerne til at opnå en aktiv integrationsindsats og samtidig også få belønnet kommunernes indsats, når de gør det godt.
     Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der fik til opgave at komme med forslag til en samlet reform af det nuværende finansieringssystem for introduktionsprogrammet og danskuddannelsen. Arbejdsgruppen skulle komme med nogle forslag til forenklinger af finansieringssystemet og samtidig øge kommunernes incitamenter. Begge dele synes vi selvfølgelig i Venstre er meget godt. Forenklinger er altid godt, og hvis vi kan afskaffe administrativt bøvl, så kan vi kun gå ind for det. Samtidig er vi også meget positive over for, at der er nogle økonomiske incitamenter, der kommer kommunerne til gavn, men ikke mindst også de udlændinge, der kommer til landet og skal integrere sig, så de hurtigere bliver en del af vores fællesskab.
     Det er stort set en afskrift af, hvad arbejdsgruppen er kommet med af forslag, og derfor forudser jeg heller ikke de store problemer i det her, da Kommunernes Landsforening har været en aktiv part i arbejdsgruppen og selv har været med til at skabe de forslag, der ligger heri.

     Det er meget vigtigt med det her forslag, at vi nu sikrer, at integrationsindsatsen bliver startet fra dag et, man lander i Danmark. Når man kommer ud i kommunerne og skal
i gang med at være en del af fællesskabet, er det utrolig vigtigt, at man ikke sidder i et vakuum for lang tid, men at man føler, at nu har jeg min opholdstilladelse, det er nu, jeg skal i gang, det er nu, integrationen skal styrkes, det er nu, jeg skal lære, hvordan jeg bliver en del af fællesskabet. Det er der nogle økonomiske incitamenter i det system, vi lovgiver om her, som klart lægger op til. Det er positivt. Indsatsen retter sig mod sprog, uddannelse og arbejde. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at sprog, uddannelse og arbejde er det eneste, der er indeholdt i integration. Men vi ved, det er nogle af de meget vigtige elementer, for at man også kan blive integreret og blive en del af det danske fællesskab. Det er godt, at kommunerne får nogle bedre økonomiske gevinster, når resultaterne på sprog og uddannelse og arbejde opnås. Det giver nogle helt klare og synlige pejlepunkter for de mennesker, der skal arbejde med integrationen, om, hvordan man skal komme derhen, hvordan man skal få det til at hænge sammen, og at det er vigtigt at komme i gang med det samme. Vi har jo desværre i nogle år lidt en smule af, at det økononomisk set har været ret ligegyldigt for kommunerne, hvordan man lavede indsatsen i forhold til integration. Økonomien hang sammen alligevel. Der er nogle kommuner, der har klaret integrationsindsatsen fantastisk godt, og der er nogle kommuner, for hvem vi godt kunne ønske, at det kunne have gået bedre. Og de, hvor det godt kunne gå bedre, får i hvert fald nu et helt klart incitament til at gøre det rigtige; lære af de kommuner, der har gjort det godt, hvilket til sidst bliver til gavn for de udlændinge, der skal være en del af vores dagligdag og fællesskab i Danmark. Så Venstre ser positivt på det her forslag.

Tak til fru Irene Simonsen. Så er det fru Lotte Bundsgaard som ordfører.

Det lovforslag, vi nu behandler, har til formål at fremme kommunernes incitament, altså deres motivation til at gøre en aktiv indsats for at integrere flygtninge i vores samfund.
     Socialdemokraterne kan på det varmeste anbefale, at de kommuner, der gør en særlig indsats for, at flygtninge lærer dansk og kommer i arbejde, også belønnes for det. Det er afgørende, at flygtninge, når de kommer til vores land, for at de kan blive en del af vores fællesskab, lærer dansk og kommer i arbejde.
     Men undersøgelse på undersøgelse har jo også vist, at der er alt for stor forskel på, hvilken indsats de forskellige kommuner gør for integrationen. Der er kommuner, der kan gøre det langt bedre, end de gør i dag. Vi tror på, at det her lovforslag vil gøre sit til, at kommunerne vil have endnu en grund til at gøre en bedre integrationsindsats. Derfor støtter Socialdemokraterne store dele af forslaget til en ny incitamentstruktur.
     Der er dog et område, hvor vi mener der er et problem med den ændrede refusionsprocent. Det er kommunernes tildeling af særlige ydelser. Kommunerne får med det her lovforslag en lavere refusion på den hjælp, de giver økonomisk trængte mennesker i særlige tilfælde. Det ser vi som et problem. Vi frygter, at den del af forslaget vil føre til mere fattigdom frem for bedre integration. Vi ved nemlig, at alt for mange flygtninge har svært ved at få pengene til at slå til på grund af den lave ydelse, de får. Derfor får mange flygtninge i dag hjælp i særlige tilfælde, simpelt hen fordi de ellers ikke kan få familiens økonomi til at hænge sammen. Vi ved også, at kommunerne er hårdt pressede økonomisk på grund af regeringens økonomiske politik.
     Vi Socialdemokrater ønsker ikke, at kommunerne skal have flere økonomiske grunde til ikke at hjælpe flygtninge, der er
i en svær økonomisk situation. Derfor vil vi i udvalgsarbejdet gerne have afklaret, hvordan vi via ændringsforslag eller på andre måder kan fritage hjælp i særlige tilfælde for den lave refusionstakst. Vores endelige stillingtagen til dette lovforslag vil derfor afhænge af, om vi får sikkerhed for, at vi med det her forslag får en bedre integration i Danmark, uden at vi skaber mere fattigdom. Men alt i alt går Socialdemokraterne med positivt sind ind i udvalgsarbejdet.

Tak til fru Lotte Bundsgaard. Så er det hr. Jesper Langballe som ordfører.

Lige siden den katastrofale udlændingelovsrevision i 1983 er
i det ene tiår efter det andet alle bekymrede advarsler mod en ukontrolleret tilstrømning af tusinder af mennesker fra en fjern muslimsk kultur blevet mødt med det beroligende svar:
De skal jo bare integreres. Bare. Uvidenhed og magelighed og selvgodhed indgik i en uskøn cocktail, mens problemerne tårnede sig op. I dag ved vi, at integration ikke er noget, man bare laver. At det er den mest frygtindgydende udfordring, vi står over for - frygtindgydende, men også fuld af håb. For Dansk Folkeparti har det fra første færd stået fast, at al tale om integration var meningsløs snak, så længe man ikke bremsede for tilstrømningen; at det med et billede, jeg ofte har brugt, svarede til, at et skib sprang læk og alle mænd styrtede til pumperne og pumpede løs, mens ingen bekymrede sig om at stoppe lækagen. Det medførte af og til beskyldninger fra S og RV mod Dansk Folkeparti for at være et integrationsfjendtligt parti. For 1 år siden kom det så til at stå lysende klart, hvem der var integrationsfjendsk. Lækagen blev stoppet med det politiske systemskifte efter 2001. Nu var tiden inde til at sætte alle sejl til i en integrationsindsats, der virkelig battede noget. Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti havde i juni i fjor færdigforhandlet den ambitiøse og perspektivrige integrationsplan »En ny chance til alle«. Alle var glade, for nu skulle der for alvor ske noget. Nu skulle der for første gang appelleres til egenviljen og det personlige ansvar hos de udlændinge, der blot var parkeret på passiv forsørgelse. Og alle skulle have en chance. Hvad skete der så for 1 år siden? Socialdemokraterne sprang fra forliget på grund af indre splid og underkendte og bagtalte sin udlændingeordfører, fru Anne-Marie Meldgaard, der sommeren igennem havde lagt en kæmpe indsats i at slå på tromme for integrationspakken. Det var et trist kapitel. Socialdemokraterne valgte at stå udenfor. Hvem var det egentlig, der var et integrationsfjendsk parti? Det skal imidlertid ikke slå skår i regeringens og vores glæde over den integrationsindsats, der nu snart udmøntes i praksis ude i kommunerne, bl.a. den del af aftalen, vi førstebehandler i dag, og som omhandler nøglepunktet, sprogundervisningen - det, som er indgangsporten til al god integration. Vi kan føre mange principielle og væsentlige diskussioner om, hvad god integration er, men mon ikke vi hele bordet rundt kan enes om, at dansk er den uomgængelige forudsætning, ikke bare for overhovedet at kunne kommunikere med omgivelserne, men også for at kunne pejle sig ind på det tankesæt, der hos det danske folk har aflejret sig i sproget og udtrykker vores kulturelle sammenhængskraft. Danskundervisningen har mildt sagt ikke været god nok alle steder, for det er ikke nok, at kommunerne stiller nogle tilbud til rådighed, som integrationsloven forpligter dem til, hvis ikke kommunerne har en kontant egeninteresse i at kaste sig ind i arbejdet for, at udlændinge lærer dansk. Så sker der for lidt. Nu skal det ikke bare være undervisningstilbuddene, der dækkes af staten, nu skal det være resultaterne, der belønnes. Derfor nedsætter vi refusionen og gør det attraktivt at nå resultater. Det er gulerod og pisk, ja, både over for kommunerne - de kommuner, der har gjort det for dårligt - og over for de mange udlændinge, hvis isolation skal brydes. Sådan må det være. Det er Dansk Folkeparti en glæde at anbefale loven.

Tak til hr. Jesper Langballe, og så er det fru Henriette Kjær som ordfører.

Jeg vil ikke sige så meget om det her lovforslag, som jeg opfatter som meget teknisk. Det er jo en udløber af aftalen »En ny chance til alle« og skal medvirke til at sikre en fornuftig finansiering af introduktionsprogrammet og danskundervisningen.
     Med forslaget øger vi kommunernes incitament til at udføre en effektiv integrationsindsats, sådan at nytilkomne kommer hurtigt i gang med at lære dansk. Kommunerne vil blive belønnet økonomisk, når en udlænding i kommunen består danskprøverne eller overgår til ustøttet beskæftigelse. Det bør jo være en løftestang for kommunerne.
     Dette kombineret med, at kommunerne nu bliver større og dermed har flere ressourcer og forhåbentlig også mere kapacitet og viden på området, vil gøre, at jeg samlet set tror, at danskundervisningen bliver bedre, til større gavn for udlændinge, så vi forhåbentlig vil se flere, der består danskprøver.
     Jeg synes, det er et rigtig godt forslag, vi Konservative kan støtte.

Tak til fru Henriette Kjær. Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører.

Det Radikale Venstre var ikke en del af aftalen om »En ny chance til alle«, men vi var i et stykke tid en del af forhandlingerne. Ved den lejlighed fremførte vi netop et ønske om, at der skulle ses på, hvordan man kunne skabe det, vi kaldte en resultataflønning af kommunerne. Derfor er vi som udgangspunkt også positive over for forslaget her.
     Vi ved, at der er meget stor forskel på, hvor stor succes kommunerne har med at løse integrationsopgaven. Vi ved, at mange af de byer, som har mange flygtninge og indvandrere boende, har den oplevelse med de kommuner, der har haft integrationsopgaven de første 3 år, at når de 3 år er gået og folk flytter og vælger et nyt sted at bo, så viser det sig, at det integrationsforløb, der har været, har haft en alt, alt for ringe værdi for dem. Man oplever, at børn fortsat skal i modtageklasse, og at man har nogle voksne, som endnu ikke er i stand til at indtræde på det danske arbejdsmarked.
     Det er ikke meningen med det integrationsprogram, som kommunerne har ansvaret for. Meningen er, at de skal sørge for, at netop integrationen sikres, så man får danskkundskaber og kan klare sig i enten skole, uddannelse eller på arbejdsmarkedet.
     De analyser, vi har set, viser, at der er en fantastisk stor forskel på, hvor dygtige kommunerne er til det. Det må betyde, at der er rum for forbedring. Og det, det så gælder om der, er at skabe et system, der ligesom skaber en interesse hos dem, der har knap så stor succes, for, hvad det er, andre gør der, hvor de andre har stor succes. Det synes vi sådan set der er mange ting i det her forslag der peger i retning af, og derfor er vi positivt indstillet over for det.
     Vi har den grundholdning, at det er godt at bruge incitamenter, især over for systemer. Vi synes måske, at det alt for sjældent er det, der er tilfældet på integrationsområdet, mens man ikke er så håndsky, når det gælder om at bruge incitamenter over for enkeltpersoner. Det er jo der, hvor man f.eks. har en starthjælp, som vi ved fra UNHCR ikke rigtig holder sig inden for konventioner og den slags ting. Derfor siger vi: Vi vil gerne være med til at lave incitamenter, så kommunerne lærer af de bedste. Til gengæld synes vi, at det er problematisk med de mange piskincitamenter, der er over for de enkelte flygtninge og indvandrere.
     Derfor deler vi også den bekymring, som Socialdemokraternes ordfører var inde på, omkring lige præcis den del, der handler om at reducere refusionen på ydelserne, særligt dem til hjælp i særlige tilfælde. For netop her har vi en situation, hvor den hjælp jo gives, fordi der er problemer med de incitamenter, som regeringen har lavet over for nytilkomne flygtninge og indvandrere; det er jo der, hvor der er behov for at give en ekstra særlig hjælp.
     Det er ikke, fordi kommunerne ikke gør deres arbejde godt nok. Det er, fordi der er en alt for lav ydelse til nytilkomne. Derfor synes vi egentlig, at det, når man har nedsat en arbejdsgruppe bl.a. med deltagelse af kommunerne, er mærkeligt, at man lige præcis på det punkt vælger ikke at følge arbejdsgruppens resultat, hvad vi kan se af KL's høringssvar. Lige på det område støtter de ikke finansieringsreformen.
     Det er derfor, vi også allerede nu vil meddele, at vi er positive over for lovforslaget, men er medforslagsstillere på det ændringsforslag, den socialdemokratiske ordfører annoncerede, og som handler om at fritage den del af reformen fra lovforslaget, så den er i pagt med det, som man blev enig om i arbejdsgruppen.
     Det er vores indstilling til L 16.

Tak til hr. Morten Østergaard. Så er det hr. Steen Gade som ordfører.

Andre ordførere har talt om de forhandlinger, der har ligget forud. Mit parti har kun været med til ét møde, men der fremførte vi faktisk, at vi ved at bruge hele krudtet på at presse flygtninge/indvandrergruppen risikerer at få et endnu skævere Danmark med en meget klar sammenhæng mellem en del af indvandrergrupperne og de allerfattigste i Danmark, altså at skabe mere fattigdom i Danmark. I stedet for at gøre det burde vi faktisk sætte tommelskruerne mere på kommunerne.
     For det er jo klart nok, at mange steder har kommunerne ikke gjort deres arbejde godt nok. Nogle kommuner har gjort det godt, og på nogle områder kan man finde rigtig flotte eksempler, men man kan altså også generelt se, at det kunne gøres bedre. Det betyder, at vi som udgangspunkt er enige i at lægge finansieringsmodellen om i den retning, som ligger her i forslaget.
     Jeg skal også markere, at vi på det punkt, som både Socialdemokraterne og De Radikale har nævnt, og som Kommunernes Landsforening har påpeget de ikke er enige i, heller ikke er enige i lovforslaget og i udvalgsarbejdet gerne vil arbejde sammen med forhåbentlig mange om at lave et ændringsforslag, som vi forhåbentlig også kan få regeringen til at støtte. I hvert fald vil vi her under førstebehandlingen sige, at det er en ting, vi vil kigge grundigt på og få belyst i udvalgsarbejdet.
     Jeg vil i afdelingen for ros også sige, at det, at studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser hører med i det, man får resultater for, er der ingen tvivl om er en god ting.
     Så hvis regeringen vil være fremkommelig på det punkt, som der nu er tre partier der har peget på her, vil det jo være muligt for regeringen at få et forholdsvis stort flertal for sit forslag.

Tak til hr. Steen Gade. Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr som ordfører.

Det er jo efterhånden blevet en form for mantra i regeringens politik at operere med det fantastisk flotte danske ord økonomiske incitamenter. Det lyder også meget tilforladeligt, hvis man ser bort fra det faktum, at vi har med mennesker at gøre.
     For hvad er det, der er virkeligheden i den finansieringsmodel, som regeringen lægger op til? Den er jo, at man tager en gruppe af mennesker, som man kalder flygtninge/indvandrere, og den her gruppe af mennesker putter man ned i en stor samlet kasse, og så forventer man, at kommunerne kan integrere de her mennesker eller gøre en indsats for deres integration i det danske samfund, fuldstændig uafhængigt af hvad det er for nogle mennesker af kød og blod, vi har med at gøre.
     Det er jo det, der betyder, at det ikke altid er på grund af kommuners manglende velvilje, at det ikke altid er på grund af sprogskolers dårlige indsats, at det er svært for nogle mennesker at lære dansk. Der er nu engang en forskel på, om man kommer her til landet med en akademisk uddannelse fra sit hjemland, eller om man kommer her til landet uden at have lært at læse og skrive i sit hjemland. Derfor er det meget naturligt, at der er nogle grupper, som har væsentlig sværere ved at lære dansk end andre.
     Den finansieringsmodel, man vælger her, betyder, at de kommuner, hvor der bor mange af dem, som har meget svært ved at lære dansk, vil få et økonomisk problem i forhold til de kommuner, hvor indvandrere og flygtninge måske har et højere basalt uddannelsesniveau fra deres hjemland. Det er ikke rimeligt. Det er specielt ikke rimeligt, fordi vi ved, at lige præcis de indvandrergrupper, som har sværest ved at lære dansk, også er dem, som allerede i dag halter bagefter med hensyn til bare at komme i nærheden af arbejdsmarkedet ved hjælp af uddannelse.

     Her var der tværtimod brug for en større indsats, bedre økonomi i stedet for dårligere økonomi til de kommuner, sådan at også de, som har det sværest i forvejen, kan komme med på vognen.
     Et andet af de problemer, der er i det lovforslag, vi behandler her, er jo problemet i forbindelse med hele integrationsindsatsen, hvor det nuværende programtilskud afløses af en refusion på maks. 70.000 kr. Det lyder måske meget godt, men hvis vi nu bare sammenligner det med, hvad man bruger generelt i forhold til den almindelige beskæftigelsesindsats, viser det sig, at det beløb er mindre end det, man bruger i almindelighed på at få arbejdsløse i det her land tilbage på arbejdsmarkedet, helt præcis godt og vel 12.000 kr. mindre.
     Det betyder jo, at på lige præcis den gruppe, som måske har sværere end andre ved at komme ind på arbejdsmarkedet, vil man ofre færre penge for at få dem ind på arbejdsmarkedet. Også det er et problem i forbindelse med den angivelige integration, man går ind for med det her lovforslag.
     Det sidste problem, jeg vil nævne, og som også de andre oppositionsordførere har nævnt, er spørgsmålet om nedsat refusion i forbindelse med hjælp i særlige tilfælde.
     Det er jo ret fantastisk, at vi har en regering, som generelt sætter introduktionsydelsen ned til et beløb, som er meget, meget svært at leve af, og når kommunerne derefter bliver stillet over for den opgave at prøve at rette op på det, ved at de giver hjælp til de mennesker, som ikke kan leve for det beløb, som regeringen med indførelsen af starthjælpen har besluttet at de skal leve for, vil man give kommunerne mindre refusion for de ekstraudgifter, man reelt påfører dem.
     Det er efter min bedste overbevisning at træde på både kommunerne og ikke mindst dem, som har brug for den her hjælp
i særlige tilfælde, hvor det i forvejen er meget svært for dem. Med de indvendinger kan Enhedslisten ikke støtte dette lovforslag.

Tak til hr. Jørgen Arbo-Bæhr. Så er det integrationsministeren.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for de i det store og hele positive tilkendegivelser over for det her lovforslag. Det var nu også min fornemmelse sidste år, da vi havde de indledende drøftelser med alle partier op til integrationsaftalen, at det faktisk var noget, der optog, hvis ikke alle, så stort set alle partier, at vi skulle sikre, at der var et ordentligt incitament i kommunerne. Jeg er helt enig med hr. Morten Østergaard, når han siger, at vi jo i særlig grad skal sikre, at der i systemerne er nogle incitamenter til at gøre en ordentlig indsats.
     Formålet med det her lovforslag er faktisk overordnet to ting: Det ene, som også alle ordførerne har været inde på, er at sikre et bedre incitament for kommunerne til at gøre en aktiv indsats. Vi vil gerne signalere, at vi vil belønne de kommuner, som gør noget særligt, skaber nogle resultater, og på en sådan måde, at de også kan mærke det på pengepungen, i forhold til de kommuner, som ikke gør nogen stor indsats. Vi håber selvfølgelig med det her lovforslag, at de kommuner, som måske ikke gør så meget i dag, nu føler, at det nu er værd at tage fat.
     Der er også flere ordførere, der har været inde på - og det er jeg enig i - at vi har statistik, der viser, at der er meget stor forskel på, hvordan kommunerne griber integrationsindsatsen an. Vi er nødt til at sikre, at den opgave bliver løftet noget bedre. Vi er afhængige af, at kommunerne er fokuseret på den her indsats, og at de sikrer en bedre integration.
     Det var incitamentstrukturen.
     Men der er altså også et særligt, selvstændigt formål med forslaget - og det er det andet formål - nemlig at få forenklet det her system. Det er derfor, man med det her lovforslag indfører en generel refusionssats oven på et grundtilskud, som vi lægger op til fastholdes, og at vi så fastholder et tilskud til mindreårige uledsagede flygtninge, og at der så er resultattilskuddene.

     I dag er det sådan, at der er en række programtilskud, syv i alt, som udgøres af en masse forskellige skæve beløb -
5.959 kr. og 10.439 kr. f.eks. - og som i høj grad sætter fokus på proces i stedet for at sætte fokus på resultater. Vi laver en forenkling, så kommunerne ikke skal sidde og administrere og notere noget, som udløser en masse programtilskud, og vi laver også en forenkling af administrationen i kommunerne. Så vil jeg gerne rette det, jeg tror er en lille misforståelse. Politisk kan man jo stadig væk mene det, men det er altså ikke sådan, at arbejdsgruppen indstiller, at hjælp i særlige tilfælde ikke skal ind under reglen om 50 pct.s refusion. Det anbefaler de. Det er KL, der ikke ønsker det, men det er sådan set ikke kun med hensyn til hjælp i særlige tilfælde. KL ønsker ikke, at refusionssatsen generelt sættes ned fra de 75 til
50 pct. De vil til gengæld gerne have, at resultattilskuddene hæves, og der er det, vi siger, at det ikke helt hænger sammen. Det, der hænger sammen, er, at vi reducerer refusionen, og at vi så hæver resultattilskuddene. Så det, som KL har indvendinger imod, er generelt, at vi reducerer refusionssatsen fra 75 til 50 pct., og det gælder altså ikke særligt for hjælp i særlige tilfælde. Og dette er ikke en anbefaling fra arbejdsgruppen. Men jeg takker for de generelt positive tilkendegivelser og ser frem til det fortsatte arbejde i udvalget.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.