Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 26, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. maj 2007 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om behandling af personoplysninger (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning) (L 162).

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 26 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om behandling af personoplysninger (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning) (L 162):

 

          ”Ministerens kommentarer udbedes til vedlagte udkast til ændringsforslag.”

 

Svar:

 

1. Ændringsforslagets § 1, nr. 1, indebærer en ændring af tv-overvågningsloven med henblik på, at der for de erhvervsdrivende, der ifølge lovforslagets § 1, nr. 2, får mulighed for at foretage tv-overvågning med billedoptagelse af egne indgange og facader mv., skal gælde en pligt til at foretage anmeldelse til Datatilsynet. Desuden skal installation af anlæg til denne form for tv-overvågning ifølge ændringsforslaget foretages af personer, der er autoriseret hertil. Ændringsforslaget indebærer endvidere, at billed- og lydoptagelser, der hidrører fra den nævnte tv-overvågning, skal krypteres således, at kun politiet har adgang til optagelserne.

 

Som en konsekvens af ændringsforslagets § 1, nr. 1, foreslås herudover enkelte ændringer af lovforslagets § 2, nr. 3. Det foreslås således for det første, at videregivelse af billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, kun skal kunne ske til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed. For det andet foreslås det som en konsekvens af ovennævnte, at lovforslagets bestemmelse om undtagelse fra anmeldelsespligt over for Datatilsynet udgår.

 

2. Udkastet til ændringsforslag indeholder som nævnt bl.a. forslag om, at der i tv-overvågningsloven bliver indføjet bestemmelser dels om anmeldelse til Datatilsynet, dels om autorisation af installatører af tv-overvågningsudstyr.

 

Justitsministeriet har behandlet disse to spørgsmål bl.a. i besvarelsen af spørgsmål nr. 2 til beslutningsforslag nr. B 101 om at styrke de ansattes retssikkerhed i forbindelse med overvågning, jf. de dele af den nævnte besvarelse, der vedrører beslutningsforslagets pkt. 3 (om anmeldelse) og pkt. 7 (om autorisation).

 

Som anført i den nævnte besvarelse bør der efter Justitsministeriets opfattelse hverken stilles krav om en anmeldelsesordning eller en autorisationsordning.

 

I besvarelsen er der om en anmeldelsesordning bl.a. anført følgende:

 

”Lovforslag nr. L 162 indeholder ikke forslag om en anmeldelsesordning med hensyn til iværksættelse af tv-overvågning.

 

Som jeg redegjorde for under førstebehandlingen af beslutningsforslaget, og som det i øvrigt også fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 7.5., er Justitsministeriet således enig med tv-overvågningsudvalgets flertal i, at det hverken bør påhvile private eller offentlige myndigheder at foretage anmeldelse om overvågningen til Datatilsynet. Det skyldes bl.a., at den behandling af personoplysninger, der sker ved tv-overvågning på frit tilgængelige steder, som udgangspunkt alene omfatter ikke-følsomme oplysninger. Der vil således i langt de fleste tilfælde blot kunne iagttages og optages personer i helt dagligdags situationer.

 

Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at Datatilsynet til brug for Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende L 162 har oplyst, at det efter Datatilsynets vurdering ikke vil være vanskeligt at finde frem til erhvervsdrivende, der foretager tv-overvågning. Der henvises herom i øvrigt til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 3 til lovforslaget.”

 

Om en autorisationsordning er der anført følgende i besvarelsen:

 

”Lovforslag nr. L 162 indeholder ikke et forslag om en autorisationsordning.

 

Som jeg redegjorde for under førstebehandlingen af beslutningsforslaget, er jeg selvsagt enig i, at medarbejdere i virksomheder, der opsætter eller sælger tv-overvågningsudstyr, bør give en grundig vejledning om udstyrets lovlige anvendelse. Jeg finder det også meget positivt, at Sikkerhedsbranchen har indført en certificeringsordning for medlemsvirksomheder, som beskæftiger sig med installation af tv-overvågningsudstyr.

 

Samtidig må det efter Justitsministeriets opfattelse nødvendigvis være sådan, at den, der ønsker at iværksætte en konkret overvågning, må sætte sig ind i og overholde de regler, som gælder på dette område.

 

Efter Justitsministeriets opfattelse opnås dette bedst ved bl.a. at oplyse om de regler, der gælder, således at både installatører og de, som ønsker at foretage overvågning, kan gøres bekendt med, hvilke krav der følger af lovgivningen. 

 

Dette er også baggrunden for, at der i overensstemmelse med tv-overvågningsudvalgets anbefaling i lovforslag L 162 lægges op til, at Justitsministeriet umiddelbart efter en vedtagelse af forslaget i samarbejde med Datatilsynet skal udarbejde en pjece om tv-overvågning særligt med henblik på at informere om de regler, som skal iagttages i forbindelse med tv-overvågning, herunder om samspillet mellem bl.a. tv-overvågningslovens og persondatalovens regler.”

 

Kopi af den nævnte besvarelse vedlægges.

 

3. Med hensyn til forslaget om, at billed- og lydoptagelser, der hidrører fra tv-overvågning foretaget i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 2, skal krypteres således, at kun politiet har adgang til optagelserne, skal bemærkes følgende:

 

Det fremgår af lovforslagets § 2, nr. 1 (forslag til ny bestemmelse i persondatalovens § 1, stk. 7), at persondataloven vil gælde enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

 

Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at den gældende bestemmelse i persondatalovens § 5, stk. 2, der ikke foreslås ændret, vil omfatte enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Persondatalovens § 5, stk. 2, fastsætter, at indsamling af oplysninger kun må ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at senere behandling ikke må være i strid med disse formål.

 

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 1 (forslag til ny bestemmelse i persondatalovens § 1, stk. 7), indebærer endvidere, at behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning vil være omfattet af persondatalovens §§ 41 og 42 om behandlingssikkerhed.

 

Det følger af lovens § 41, stk. 3, at den dataansvarlige skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven.

 

Der vil eksempelvis være tale om en behandling i strid med persondataloven, hvis en erhvervsdrivende eller dennes ansatte gennemser optagelser fra en tv-overvågning, uden at det har et sagligt formål, jf. også pkt. 7.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

 

Overtrædelse af en række af persondatalovens bestemmelser, herunder bestemmelsen i lovens § 41, stk. 3. om datasikkerhed, kan, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. persondatalovens § 70, stk. 1, nr. 1, og stk. 2.

 

Endvidere kan Datatilsynet i medfør af persondatalovens § 59, stk. 1, påbyde en privat dataansvarlig at ophøre med en behandling, der ikke må finde sted efter denne lov. Undladelse af at efterkomme et påbud meddelt af Datatilsynet kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. persondatalovens § 70, stk. 1, nr. 6. Der er desuden i medfør af den almindelige bestemmelse i retsplejelovens § 997, stk. 3, mulighed for, at retten kan fastsætte en fortløbende bøde (dvs. tvangsbøder) med henblik på at gennemtvinge et påbud eller forbud meddelt af Datatilsynet.

 

Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede nye bestemmelse i persondatalovens § 1, stk. 7, sammenholdt med den gældende regulering af bl.a. datasikkerhed mv. i persondataloven og de særlige sletnings- og videregivelsesregler, som er indeholdt i lovforslaget, i tilstrækkeligt omfang sikre imod misbrug af oplysninger fra en tv-overvågning.

 

Jeg kan i lyset heraf heller ikke støtte et ændringsforslag om kryptering.

 

4. Det tilføjes, at de omtalte ændringsforslag efter Justitsministeriets opfattelse i givet fald lovteknisk burde udformes på en måde, der til dels afviger fra udkastet. Bl.a. finder Justitsministeriet, at spørgsmålet om anmeldelse til Datatilsynet i givet fald burde reguleres i persondataloven og ikke i tv-overvågningsloven.

 

 

 

 

Â