Der er ingen tvivl om, at det lovforslag, vi behandler nu, er et resultat af et forlig. Der er heller ingen tvivl om, at det ikke vil være sidste gang, vi i dette Folketing kommer til at behandle en lov om rygeforbud i Danmark.
Min egen personlige mening er, at jeg selvfølgelig til enhver tid vil støtte det forlig, som Socialdemokratiet er en del af, men jeg mener virkelig, det er noget klamp.
Men når nu det er, at vi i dag ikke har sundhedsministeren, men en fungerende sundhedsminister, som jo samtidig er beskæftigelsesminister, og som også er ansvarlig for arbejdsmiljøet, så synes jeg, det måske kunne være lidt spændende at få beskæftigelsesministerens bud på, om ministeren vil være indstillet på fremover at sikre, at der bliver strammet op de steder, hvor det er, at rygelovgivningen og beskæftigelseslovgivningen, arbejdsmarkedsloven, karambolerer.
Jeg har læst spørgsmål og svar, og noget af det, jeg kan se, er, at der ligger et svar fra beskæftigelsministeren om, at arbejdsmiljøloven ligger over rygeloven. Derfor vil jeg gerne spørge beskæftigelsesministeren: Skal Arbejdstilsynet i det tilfælde, hvor Arbejdstilsynet kan konstatere, at de ansatte mere eller mindre frivilligt affinder sig med at være udsat for passiv rygning, så skride ind i overensstemmelse med arbejdsmiljølovens regler? Eller omvendt: Skal tilsynet undlade at stille krav, hvis de ansatte giver udtryk for, at de frivilligt gerne vil acceptere en sundhedsrisiko?
Der er en del andre spørgsmål, som karambolerer med sundhedsloven og arbejdsmiljøloven, og derfor ville jeg være glad for at få ministerens tilkendegivelse om, at ministeren
i hvert fald vil stramme op på arbejdsmiljøloven, sådan at den kommer i harmoni med rygeloven fremover.