Dato:            10. maj 2007

Kontor:         Kommunal sundhed

J.nr.:             2006-1433-269

Sagsbeh.:   HNM

Fil-navn:       Røgfri miljøer: L 191-Spm-71-afslå arbejde


Besvarelse af spørgsmål nr. 71 (L 191), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 25. april 2007

 

Spørgsmål 71:

"Kan det dokumenteres, at serveringspersonale er en af de grupper, der er udsat for den højeste og dermed mest sundhedsskadelige påvirkning af røgforurenet luft, og at flere internationale undersøgelser viser, at netop serveringspersonalets helbred forbedres hurtigt efter indførelse af et rygeforbud? "

 

Svar:

Jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om en udtalelse. Styrelsen oplyser, at det er veldokumenteret, at niveauet for ansattes udsættelse for passiv rygning generelt er højere på serveringsteder og barer, hvor rygning er tilladt end på andre arbejdspladser og i hjem, hvor er ryges. Niveauerne for udsættelse er generelt tre eller flere gange højere. Der er dog store forskelle i udsættelsesgrader.

 

I kølvandet på indførelse af rygeforbud i serveringsbranchen i Irland, Norge og Sverige er der gennemført en række videnskabelige undersøgelser af effekten af rygeforbuddet i forhold til personalets udsættelse for passiv rygning. Undersøgelserne dokumenterer samstemmende et markant fald i de ansattes udsættelse for tobaksrøg vurderet ud fra indholdet af nikotin/cotinin i blodet. En tilsvarende begrænsning ses i symptomer på luftvejsproblemer.