Dato:            10. maj 2007

Kontor:         Kommunal sundhed

J.nr.:             2006-1433-269

Sagsbeh.:   HNM

Fil-navn:       Røgfri miljøer: L 191-Spm-80-kvalitetkriterier


Besvarelse af spørgsmål nr. 80 (L 191), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 26. april 2007

 

Spørgsmål 80:

"Hvilke kvalitetskriterier skal de kommunale rygestoptilbud opfylde for, at tilbuddene kan opfylde kravene i den danske kvalitetsmodel, således som det er forudsat for kommunale sundhedstilbud i henhold til Sundhedsloven?"

 

Svar:

 

Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, der har oplyst følgende:

 

”I forhold til Den Danske Kvalitetsmodel er der tale om et samlet sæt af standarder og indikatorer, som er sendt i høring den 11. april 2007. Høringsfristen er den 23. maj 2007, og det forventes, at standarderne træder i kraft ved årsskiftet med henblik på, at de første akkrediteringer påbegyndes inden udgangen af 2008. Vedr. rygestop er dette indirekte omtalt i følgende standard, som primært vedrører sygehusets indsats.

 

 

Standardbetegnelse

Forebyggelse og sundhedsfremme

1.16.2 Intervention over for patienter med positiv risikoprofil i relation til livsstilsfaktorer (2/5)

 

Standard

Sygehuset sikrer, at der foreligger retningslinjer vedrørende intervention for patienter med positiv risikoprofil i relation til livsstilsfaktorer. Det sundhedsfaglige personale og patienten udarbejder i fællesskab en plan for interventionen. Interventionen vedrører risikofaktorerne tobak, alkohol, kost, fysisk inaktivitet og psykosociale forhold.

 

Standardens formål

At sikre adgang til og iværksættelse af patientrettet forebyggelse og sundhedsfremme i patientforløbet på sygehuset.

 

De vigtigste tilhørende indikatorer måler på, om der foreligger retningslinjer, om brugen af retningslinierne er dokumenteret i journalerne, og at relevante interventioner (f.eks. rygestops understøttelse) er igangsat hos den enkelte patient (interventioner dokumenteret i journalen).

 

Indikatorerne er primært egnet til, at sygehusene selv opnår en indsigt i, hvorvidt der er en opmærksomhed på risiko og sundhedsfremme aktiviteter i det kliniske arbejde, og i mindre grad til brug for sammenligning imellem sygehuse af omfanget af specifikke interventioner, så som rygestop.

 

Sundhedsstyrelsen har ikke yderligere information, der vedrører de kommunale rygestoptilbud.”