ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

14. maj 2007

 

Besvarelse af spørgsmål 49 ad L 199 stillet af Erhvervsudvalget den 8. maj 2007.    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 49:

Ministeren bedes uddybe sin udtalelse i svaret på spørgsmål 1: ”Det er derfor på nuværende tidspunkt ikke muligt at udtale sig mere præcist om, hvordan lån, der er finansieret af de nye obligationer, vil komme til at se ud.”

 

Svar:

I min besvarelse af spørgsmål 1 oplyste jeg, at det med L 199 bliver muligt for både pengeinstitutter og realkreditinstitutter at finansiere lån med pant i fast ejendom med særligt dækkede obligationer og for realkreditinstitutterne også med særligt dækkede realkreditobligationer.

 

Lovforslaget fastsætter en generel ramme for funding af boliglån, det vil sige institutternes mulighed for at skaffe kapital til at låne ud. Derimod overlades det til penge- og realkreditinstitutterne selv at udforme de udlånsprodukter, som de ønsker at udbyde til deres kunder.

 

Der findes allerede i dag en række lånetyper på markedet. Blandt de mest kendte lånetyper er de 30-årige fastforrentede obligationslån og variabelt forrentede obligationslån, som kan fås med op til 10 års afdragsfrihed. Hertil kommer bankernes låneprodukter, fx de såkaldte prioritetslån, som er en en kombination af et pantebrevslån og en indlånskonto med samme rentevilkår.

 

Da de nye lån baseret på særligt dækkede obligationer først kan udbydes, når lovforslaget er trådt i kraft, har jeg ikke mulighed for præcist at vide, hvilke lånetyper penge- og realkreditinstitutter vil udbyde fremover. Det er dog mit indtryk, at de allerede kendte låneformer, som jeg har beskrevet ovenfor i vidt omfang vil fortsætte.

 

Hertil kommer, at det i dag er et standardvilkår i låneaftaler, at forbrugerne kan opsige et boliglån. Det er forventningen hos parterne bag aftalen om særligt dækkede obligationer, at en sådan adgang også vil findes i låneaftalerne for de nye boliglån. Hvis dette mod forventning ikke skulle være tilfældet, vil jeg tage initiativ til, at den nødvendige lovgivning fremsættes for at sikre, at en sådan praksis genetableres.

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk