Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L     211- Forslag til Lov om ændring af tonnageskatteloven (Justering af tonnageskatteordningen).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 1 og 2 af 3. maj 2007.

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Lise Bo Nielsen

 


Spørgsmål 1: Ministeren bedes redegøre for, hvordan beskatningen vil være for henholdsvis et rederi og et værft, hvis rederiet ejer værftet, og rederiet køber et skib til underpris fra sit eget værft, og efterfølgende sælger skibet med fortjeneste til et andet rederi? I besvarelsen anmodes ministeren om at komme ind på, hvad der skattemæssigt vil ske med værftet og for rederiet?

 

Svar: Rederiet og værftet vil være koncernforbundne selskaber efter ligningslovens § 2 og dermed være omfattet af transfer pricing reglerne. Transfer pricing regler gælder også for tonnagebeskattede rederier, jf. således tonnageskattelovens § 13.

Hvis værftet sælger et skib til underpris til rederiet, skal værftet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne markedsprisen – og ikke underprisen. Værftet beskattes således som om skibet var solgt på armslængdevilkår.

Rederiet vil blive anset for at have anskaffet skibet til markedsprisen. En eventuel avance ved det efterfølgende salg henføres til tonnageskatteordningen.

 


Spørgsmål 2: Ministeren bedes redegøre for, hvorfor man i sin tid har indført den begrænsning, der hedder at der i et indkomstår højst kan inddrages lejet bruttotonnage på 4 gange rederiets egen tonnage og hvorfor man i sin tid, ved bedømmelsen af om lejede skibe skulle sidestilles med egne skibe, indførte den begrænsning, der hed at skibene højst måtte lejes for 5 år?

 

Svar: I lovforslaget L 92, 2001-2002, om indførsel af tonnageskatteordningen blev forholdet mellem lejet tonnage og egen tonnage foreslået fastsat til 3:1, hvilket svarede til de regler, som var gældende i andre lande med tonnageskatteordninger. I høringssvaret fra Danmarks Rederiforening foreslog foreningen, at forholdet blev ændret til 4:1.

Regeringen oplyste, at den var opmærksom på, at der kunne gøre sig særlige forhold gældende i den danske rederibranche, som kunne begrunde inddragelse af timechartret tonnage under tonnageskatteordningen i et videre omfang, end det er tilfældet i andre landes ordninger. Regeringen imødekom derfor – efter EU-kommissionens godkendelse – Rederiforeningens forslag.

Siden indførslen af den danske tonnageskatteordningen, har Holland ændret sin tonnageskatteordning. Ændringen i Holland medfører, at lejet tonnage kan indgå ubegrænset.

Der ses ikke at være angivet nogen nærmere begrundelse for, hvorfor den maksimale lejeperiode blev sat til lige netop 5 år. I bestemmelsen angives, hvornår et skib lejet med besætning (time-chartret skib) kan sidestilles med et ejet skib.  Det forudsættes, at der er aftalt en køberet, hvorefter lejer senest ved lejemålets udløb kan erhverve skibet til højst markedsprisen på lejeaftaletidspunktet, og at lejeperioden er mindst et år og højst fem år (foreslås ændret til syv år).