Jeg tager ordet for det første for endnu en gang at takke for det meget gode samarbejde og de mange gode møder og forhandlinger, der har været om det her lovforslag og om de rigtig mange gode initiativer, som lovforslaget indeholder. De har jo alle sammen til hensigt at sikre, at vi kan gribe skrappere, hurtigere og mere effektivt ind over for de ulovlige dyretransporter og få stoppet den mishandling, der finder sted, ikke mindst når det gælder de lange transporter.
Den anden årsag til, at jeg tager ordet her i dag, er jo, at der under andenbehandlingen skete det efter regeringens opfattelse meget beklagelige, at et ændringsforslag, der grundlæggende ændrer på den klippekortmekanisme, som arbejdsgruppen, der havde siddet og lavet forslag til de nye regler, var kommet med, blev vedtaget. Det betyder, at den gældende retstilstand, når det her lovforslag bliver vedtaget, ikke vil være, at det ligesom færdselsloven er en ordning, hvor man får tre klip, så skal op til en fornyet prøve og så igen have tre klip, før man får den ubetingede frakendelse.
Ændringsforslaget medfører, at det efter de tre klip, og efter at man har været oppe til en bestået prøve, så er lige meget, om man begår en mindre overtrædelse eller begår en særdeles grov overtrædelse. Resultatet bliver det samme: Man får konsekvent og med det samme en ubetinget frakendelse.
Det har regeringen været stor modstander af, og jeg synes, der er store juridiske betænkeligheder ved det. Da lovforslaget jo indeholder masser af andre virkelig, virkelig positive og gode ting, stemmer vi naturligvis også grønt her under tredjebehandlingen, men det er med en understregning af, at vi ikke påtager os noget medansvar for det juridiske morads, som det ændringsforslag, der blev vedtaget under andenbehandlingen, vil medføre, ikke mindst for de chauffører, der bliver berørt af lovforslaget.