Den næste sag på dagsordenen var:
22) Første behandling af lovforslag nr. L 216:
Forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme. (Ændrede regler om bopælspligt). Af fødevareministeren (Hans Christian Schmidt). (Fremsat 25/4 2007).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Hr. Jens Kirk som ordfører.

Baggrunden for den lovændring, regeringen foreslår nu, og som Venstre støtter, er jo Festersendommen, som man kan synes er lidt overraskende: først én udmelding og så en anden udmelding. Og vi beklager selvfølgelig, at det er kommet til det, det blev. Men vi vil efterleve det, også selv om vi ved, at bopælspligten er en af grundpillerne i landbrugsloven.
     Det foreslås, at der sker en ændring, sådan at ejendomme på under 30 ha i fremtiden kan købes af alle, enten ved at køberen tager bopæl på dem, eller ved at han sørger for, at de bliver udlejet - altså en beboelsespligt.
     Ved ejendomme på over 30 ha vil vi gerne fastholde - og det foreslås uændret - at der skal der være uddannelseskrav, og der skal være bopælspligt, fordi vi mener, det er meget væsentligt med de ting, der skal tælle i forbindelse med driften af et landbrug, f.eks. miljøområdet og dyrevelfærdsområdet, at der er nogen, der bor på ejendommene og kan holde øje med det.
     Ca. 100.000 ejendomme berøres af den ændring her. Vi har ca. 100.000 ejendomme på under 30 ha, som udgør ca. 30 pct. af jorden. Og så har vi ca. 30.000 ejendomme på over 30 ha, som så driver ca. 70 pct. af jorden. På disse ejendomme foregår, skal det også pointeres, ca. 90 pct. af produktionen, og derfor er det ikke uvæsentligt, at der ligesom er et øje på hver finger på disse ejendomme også fremover. Resten bevares som hidtil i loven.
     Skrækscenariet for Venstre har selvfølgelig været, at der uden for disse små ejendomme i fremtiden skulle komme til at stå en fremmed bil, måske med en fremmed nummerplade, kun nogle enkelte uger af året, og resten af tiden ville der ingen bo. Det vil sige, at de ville stå tomme, og det vil sådan set, kan vi sige, gøre livet på landet fattigere.
     Med den foreslåede beboelsespligt mener vi, at vi sådan set opretholder den krævede bopælspligt, og der vil være lige mange mennesker på landet, som der var før. Derfor foreslår vi og håber på, at det, der er foreslået her, hurtigt kan komme igennem udvalget, så vi får en hurtig lovforslagsbehandling og hurtigt får det her lovforslag lukket.

Jeg skal bare være sikker på, at hr. Jens Kirk er enig med mig i, at det lovforslag, der ligger her, ikke sikrer, at man bevarer selvejet i forhold til den her del af landbruget. Det har jo fremgået af et notat, som bl.a. Fødevareministeriet tidligere har været med til at producere, og så vil jeg bare være helt sikker på, at hr. Jens Kirk er villig til at ofre den del for at overholde EF-Domstolens afgørelse.

Man kan i hvert fald sige, at vi beholder bopælspligten på det meste, på den største procentdel af jordarealet. Men jeg indrømmer, at det her ikke er så godt, som det var før. Men det er det næstbedste, og det er det, vi kan få.

Men det, som regeringen og Venstre siger med det her lovforslag, er vel også, at skulle der komme en EF-Domstols-afgørelse, der rammer resten af landbruget, eller
i øvrigt nogle indskrænkninger i forhold til vores landbrugslovgivning, vil man også på det område naturligvis bøje nakken og acceptere, at en stor del af vores landdistrikter bliver ødelagt, fordi det afgørende for Venstre altid er at følge EF-Domstolens afgørelser.

Jeg vil gerne sige til hr. Per Clausen, at vi jo ikke er pessimister i Venstre. Og vi tror ikke, at det kommer så langt.
     Dommen omfattede en mindre ejendom på vel 3-5 ha, ikke en på over 30 ha, og det er det, vi retter os efter. Det andet tror vi ikke man vil gå ind og røre ved, fordi vi er sikre på, at man også ved EF-Domstolen vil acceptere og respektere, at det er meget væsentligt, at der er en driftsleder på ejendomme af en vis størrelse.

Jeg vil godt vide, hvad Venstre har tænkt sig at gøre, hvis det nu viser sig, at nye ejere af landbrugsejendomme under 30 ha kommer og siger, at de ikke kan leje stuehuset ud. Jeg er med på, hvad der står i loven, så det er ikke det, jeg spørger til. Jeg spørger til, hvordan Venstre vil have, at den her lov skal administreres.
     Jeg ved sådan fra den eksisterende lov, at den jo i årevis har været administreret sådan temmelig lemfældigt og langmodigt, også hvad angår bopælspligt. Derfor interesserer det mig en hel del, hvad der er Venstres opfattelse af, hvordan loven skal administreres.

Der skal selvfølgelig være tilsyn med, at disse bebos. Til den begrundelse, at de ikke kan udlejes: Der kan selvfølgelig være nogen, der siger, at de forlanger så meget i leje, at de ikke kan udlejes. Men disse udlejningsmål skal selvfølgelig vejes op imod, hvad der er gængs pris for at leje sådan en ejendom ud.

Jeg synes ikke rigtigt, at hr. Jens Kirk svarer på det, jeg spørger om. Jeg ved godt, hvad der står i loven, men jeg ved også, at den på måde, landbrugsloven har været administreret på i årevis, har der været meget langmodighed i jordbrugskommissionerne og jordlodsudvalget med, om man opfyldte bopælspligten.
     Hvis det skal overføres på den her lov, vil jeg sige, at så kan der såmænd nemt gå både 5 og 8 år, inden man skrider til sanktioner i forhold til, om man opfylder bopælspligten ved at bo der selv eller ved at leje det ud.
     Det er det, der er spørgsmålet. Hvor stramt vil Venstre administrere det her? Hvor hurtigt vil man skride ind? Det betyder noget f.eks. i Vestjylland, om vi skal have affolket store områder, hvor jeg kunne godt forestille mig, at der var nogen, der godt kunne tænke sig at bruge dem som ferieboliger.

Nu nævner hr. Kristen Touborg Vestjylland, og at vi bor langt fra hinanden. Men vi vil opfordre til, at man gør alt for, at det bliver påtalt meget hurtigt. Hvis de ikke bliver beboet, vil vi skride ind.

Tak til hr. Jens Kirk.
     Så er det fru Kirsten Brosbøl som ordfører.

Det er ikke så længe siden, at vi havde en forespørgselsdebat om præcis det her spørgsmål om bopælspligten, og i den forbindelse tilkendegav vi fra Socialdemokraternes side, at vi var optaget af, at vi hurtigst muligt fandt en løsning på det problem, som altså er opstået ved, at vi har en EF-dom, som siger, at den bopælspligt, vi har haft hidtil, ikke står mål med de formål, vi har beskrevet, og at vi derfor skal finde en anden løsning. Derfor har vi også været optaget af, at vi får lavet en lovgivning, som kan gå ind og lukke det hul.
     Vi har undervejs i det her forløb rejst en række spørgsmål over for ministeren om, hvilke forskellige løsningsmuligheder der er, for at vi kan få rettet op på det. Nu står vi så i dag med et lovforslag, som foreslår, at vi erstatter den personlige bopælspligt med en upersonlig bopælspligt.
     Jeg vil gerne understrege, at Socialdemokraterne skal være de første til at beklage, at vi står i den situation, som vi gør her i dag. Vi har hele vejen igennem lagt vægt på, at vi synes, at de formål, vi har med vores bopælspligt, er rimelige, og at vi også mener, at den bopælspligt, vi hidtil har haft, har været den bedste løsning.
     Vi ønsker ikke, at vi får ødegårde i Danmark, og vi ønsker, at vores yderområder skal være beboede, at der skal være liv på landet, at der skal bo mennesker også på de små gårde, så vi sikrer et kulturliv og det forretningsliv, der er i de her områder.
     Men domstolen har altså ikke fundet, at bopælspligten så at sige er proportionel med det formål, som vi har beskrevet, og derfor må vi altså nu finde en anden løsning, som står bedre mål med de formål, som domstolen jo også anerkender er legitime formål.
     Vi havde allerhelst set, at vi kunne opretholde de tidligere regler, men som situationen er nu, er vi også indstillet på, at vi skal have lukket det hul, der er på området, hvor vi altså ikke lige i øjeblikket har en gældende retstilstand, og det synes vi selvfølgelig er helt uacceptabelt.
     Vi har også over for ministeren understreget, at vi lægger vægt på, at vi finder en løsning, som på den ene side lever op til dommen, men som på den anden side ikke overopfylder dommen.
     Vi har undervejs fået fremlagt forskellige modeller. Man kunne bl.a. spørge, hvorfor ikke fuldstændig ophæve bopælspligten? Det er jo også en måde at imødekomme dommen på. Men vi har altså lagt vægt på, at vi godt kan imødekomme dommen og samtidig opretholde, at vi sikrer, at der bor nogen ude i vores landområder. Det mener vi sådan set at den upersonlige bopælspligt kan opfylde, og derfor er den så at sige også den bedste af alle onder, når vi nu står i den situation, som vi gør.
     Vi har stadig væk nogle spørgsmål i relation til den her løsningsmodel. Vi har tidligere rejst spørgsmålet om vedligehold af de her ejendomme. Det vil vi gerne have yderligere belyst under udvalgsbehandlingen. Og vi vil under udvalgsbehandlingen forbeholde os ret til at gå ind i en diskussion, hvis der kommer andre løsningsforslag på bordet, som vi kan se er bedre. Men indtil videre må vi sige, at det, der ligger her, er det, som vi kan støtte ud fra de forskellige forslag, der er blevet lagt frem.

     Der var under forespørgselsdebatten en diskussion om det principielle i, at EF-Domstolen går ind og afsiger en dom, der er så politisk, som man jo kan sige at den her er. Jeg vil gerne understrege, at vi stadig væk synes, at det i høj grad er relevant at tage en diskussion om forholdet mellem domstolen og landenes selvbestemmelsesret og nærhedsprincippet. Det var noget af det, der gjorde, at vi var overraskede over den her dom, for vi mener sådan set, at det her må være et område, hvor nærhedsprincippet gælder.
     Vi er også klar til at tage den diskussion, men det er jo en diskussion, der har et længere sigte, og her og nu synes vi, det er afgørende, at vi får lukket det hul, der er
i øjeblikket, så vi kan få en gældende retstilstand på området. Derfor støtter vi forslaget, men vi vil under udvalgsbehandlingen være åbne over for at se på andre alternativer og vil også stille uddybende spørgsmål til forslaget.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Per Clausen.

Jeg vil spørge fru Kirsten Brosbøl, om hun ikke er enig i, at meget tyder på, at den sikkerhed, der kommer med det her lovforslag, er forholdsvis lille, både i forhold til at bevare selvejet og i forhold til det, hr. Kristen Touborg nævnte før, nemlig om man overhovedet kan sikre, at de her ejendomme bliver lejet ud.
     Det andet spørgsmål, jeg godt vil stille til fru Kirsten Brosbøl, er: Hvornår har Socialdemokraterne tænkt sig, at den debat om EF-Domstolens kompetence skal tages? For det fremgik jo meget klart af forespørgselsdebatten, at det ikke var i forbindelse med de traktatforhandlinger, vi skulle have nu, og så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvilke årti man forestiller sig at den debat skal tages i.

Til det første kan jeg sige, at i forhold til selvejet har det heller ikke været sådan, at man for ejendomme under 30 ha har haft pligt til f.eks. at drive landbrug på ejendommen. Der har selvfølgelig været pligt til, at jorden skulle udnyttes, men det kan man også gøre ved at udleje den.
     Derfor synes jeg sådan set ikke i den sammenhæng her, at vi kan sige, at der sker noget drastisk andet. Det, der sker her, er, at det ikke nødvendigvis er den, der ejer, der skal bo der. Men vi sikrer, at der bor nogen på ejendommen, og det synes jeg sådan set er meget væsentligt, også i forhold til at sikre liv på landet.
     I forhold til debatten om de mere principielle ting i EU vil vi sådan set godt tage diskussionen, hvis vi får lejlighed til det i den kommende diskussion om en traktat. Men det er også en diskussion, som vi mener skal tages på et meget grundigt grundlag, og derfor er det også noget, der tager længere tid. Det, jeg bare siger her, er, at for os er det vigtigt i forhold til dette lovforslag, at vi får lukket det hul. Derfor støtter vi forslaget, for vi mener ikke, at vi kan leve med, og det mener jeg heller ikke at Enhedslisten burde kunne leve med, at vi ikke har en retstilstand på området.

Jeg er enig med fru Kirsten Brosbøl i, at det er meget svært at leve med den EF-dom, der er kommet her.
     Men når nu diskussionen om kompetencen mellem EF-Domstolen og nationalstaterne ikke skal tages i forbindelse med de kommende traktatforhandlinger, må man stille spørgsmålet: Hvornår skal den så tages? For det første er det jo ikke den første dom, som har afgørende negativ betydning for Danmark, og vi kan heller ikke sige, at det er den sidste, for hvad er det i grunden, der får os til at tro på, at bopælspligten kan bevares for større landbrug, hvad er det, der får os til at tro på, at andre områder, hvor der er restriktioner på landbrugsdriften, ikke også vil blive ramt af EF-Domstolens afgørelse?
     Mit spørgsmål skal såmænd bare være: Hvis der kom noget igennem, som også efter Socialdemokraternes opfattelse ville have afgørende katastrofal betydning for det liv, der i dag er på landet, og for den måde, vi driver landbrug på i Danmark, vil man så sige, at nu er det slut, nu må man her og nu få gjort noget ved EF-Domstolens hærgen, eller er det bare sådan, at det i sidste instans er noget, der skal ske engang om mange, mange år, uanset hvad der sker?

Vi har sagt til ministeren i de diskussioner, der har været på det her område, at vi synes, det er vigtigt, at man også i den her forbindelse rejser den principielle diskussion, og vi har også spurgt ind til, om Kommissionen f.eks. er gået ind og har taget diskussionen på Danmarks vegne i den her sag. Det er jo noget, vi må tage op, når de her sager opstår.
     Vores udgangspunkt for de kommende forhandlinger er fortsat forfatningstraktaten, men hvis der opstår en lejlighed til at tage denne diskussion i den forbindelse, så gør vi det meget gerne. Vi mener, at vi principielt bør tage den, hver gang der opstår en situation, hvor vi kan se, at det overskrider de grænser, som vi synes der er for forholdet mellem domstolen og landes selvbestemmelsesret.
     Men jeg vil gerne understrege, at det, der er væsentligt her i dag, er, at vi står i en situation, hvor vi ikke har nogen gældende retstilstand på det her område, og at vi synes, det er helt afgørende, at vi får lukket hullet på en måde, så vi sikrer, at der også fremover bor folk på de mindre ejendomme i vores landdistrikter. Det mener jeg at vi kan med det forslag, der ligger her.

Tak til fru Kirsten Brosbøl.
     Så er det hr. Christian H. Hansen som ordfører.

I dag er vi jo så samlet i den danske afdeling af EU's ekspeditionskontor, hvor vi viderefører det, som EU har fortalt at vi skal gøre. Vi synes i Dansk Folkeparti, det er meget beklageligt. Vi synes stadig væk, vi har haft en forespørgselsdebat for ikke ret lang tid siden, hvor vi tilkendegav, at vi synes, det var meget beklageligt, at man fra regeringens side ikke rigtig har været ude at beklage det her, men har lagt sig på knæ og har sagt, at så måtte man finde ud af, hvordan man måske kunne lukke nogle huller. Vi sagde også under den forespørgselsdebat, at nu måtte regeringen jo komme med et forslag, og så ville vi kigge lidt på, om vi troede, at det, som regeringen kom med, holdt stik, at det virkelig var noget, der kunne være med til at sikre selvejet i fremtiden. Og nu er der så kommet det her forslag med personlig bopælspligt, som bliver lavet om til en upersonlig bopælspligt, og jeg vil bare sige, at vi i Dansk Folkeparti ikke er sikre på, at det her holder stik. Vi tror på, at det her ikke får lov til at glide igennem nåleøjet. Vi tror på, at det her er glidebanen på vej til, at vi fuldstændig mister det, der hedder bopælspligten i Danmark. Det er vores tro. Den havde vi også lidt under forespørgselsdebatten, og nu vil jeg bare sige, at vi er blevet bestyrket i, at det er sådan, det kommer til at gå. Vi tror egentlig heller ikke, at regeringen er så ked af, at det kommer til at gå sådan. Vi tror egentlig ikke, at regeringen og de, som man har fået med på det her forslag, ønsker at værne så meget om bopælspligten Så alt, hvad der er sket i den her sag, er beklageligt. Vi tror nemlig på i Dansk Folkeparti, at det her kommer til at betyde affolkning. Vi har det skidt med, at vi for nylig har været med til at indgå en landdistriktsaftale, som jo egentlig gik ud på at styrke landdistrikterne, og lige pludselig kommer man fra EU's side og er med til at affolke landdistrikterne. Vi synes, det er meget beklageligt. Vi tror også, at det bliver meget, meget svært at kontrollere det her. Hvordan vil man egentlig kontrollere at der så bor nogen der? Vil man lave ekstra kontrol? Jeg ved godt, at man så kan gøre et eller andet med folkeregisteret. Men jeg har allerede fået besked på, hvordan man kan omgå det, og det vil sige, at der altså allerede er et hul. Så vi er slet ikke sikre på, at det her holder stik. Så ved vi godt, at situationen er sådan, at nu skal vi så gøre noget, og at der ikke er nogen lovgivning på det her område, og det er, ligesom om jeg også kan forstå på dem, som forsvarer forslaget, og især regeringen, men vi har også lige hørt Socialdemokratiet forsvare forslaget, at man sådan mener, at så gør vi bare det, for så har vi tilfredsstillet nogen i EU. Det mener vi i Dansk Folkeparti ikke at man skal. Vi mener, at man skal tage en kamp. Man skal gøre op med, at der er nogen, der kommer og fortæller, hvordan mange års tradition om bopælspligt i Danmark skal overholdes, og den skal vi kæmpe for herhjemme. Og der mener vi, at regeringen har lagt sig fuldstændig ned, ja, jeg vil ikke engang sige på knæ, man er helt nede, hvor man ligger på maven. Det synes vi er beklageligt i Dansk Folkeparti. Dette være mine ord.

Det var noget af det sidste, hr. Christian H. Hansen sagde, nemlig det, at han var blevet gjort bekendt med, at der var et hul, således at man kunne omgå det med folkeregistertilmelding.
     Så vil jeg spørge hr. Christian H. Hansen, om han så ønsker at holde flaget højt nu her i sin modstand mod EU og så lade det være det, eller om han vil være behjælpelig med, at vi i udvalgsarbejdet finder de huller, som hr. Christian
H. Hansen kender, således at vi kan få dem lukket, inden vi vedtager loven. Det synes jeg ville klæde hr. Christian H. Hansen. Og hvis han har fundet nogle huller eller er blevet gjort opmærksom på, at der er nogle huller, som vi andre kunne være med til at få lukket, således at det ikke var muligt at omgå loven, så synes jeg, det ville være på sin plads. Men jeg vil gerne spørge hr. Christian H. Hansen: Vil han hjælpe med det under udvalgsbehandlingen, eller ønsker han at triumfere og sige: Der kan I selv se?

Det kan jeg jo svare meget enkelt på, for jeg tror aldrig, en hr. Allan Niebuhr har oplevet en hr. Christian H. Hansen være til hinder for en saglig og god udvalgsbehandling - aldrig nogen sinde - og det vil hr. Allan Niebuhr heller ikke opleve i den her sag.

Tak til hr. Christian H. Hansen. Så er det hr. Allan Niebuhr som ordfører.

Jeg vil starte med at sige, at det her lovforslag var vi fra konservativ side gerne foruden. Og når jeg siger det på den måde, er det ikke, fordi det er et dårligt lovforslag, men det er bare ikke så godt som det, vi har haft indtil nu, det, der har været de gældende regler, og som vi i god tro i årevis har arbejdet efter.
     Men det, vi selvfølgelig er nødt til at forholde os til, er, at der nu ligger en domstolsafgørelse. Det er en EF-Domstolsafgørelse, men en domstolsafgørelse, som vi selvfølgelig retter os efter; det gør vi efter alle afgørelser, som retten træffer, det er jo almindelig kultur, et ansvar, man har over for domstolene.
     Her har domstolene altså valgt at sige, at kapitalens frie bevægelighed i EU var vigtigere end det mål, vi havde i Danmark med en bopælspligt for alle vores landbrugsejendomme. Det må vi selvfølgelig reagere på, og som det også er blevet sagt fra flere sider, er vi selvfølgelig også nødt til at reagere hurtigt på det, fordi vi skal have lukket det hul, der så opstår efter afgørelsen i Festersensagen.
     Den siger så, at når vi snakker landbrugsejendomme op til 30 ha, er det ikke lovligt at kræve en bopælspligt på sådan en ejendom, da det ikke er en fuldtidsstilling at have en sådan ejendom. Det må vi selvfølgelig gøre noget ved, og her er forslaget, som det ligger i det lovforslag, der er fremsat, så, at vi holder fast i en beboelsespligt, nemlig således at en eventuel ejer har lov til at lave en upersonlig bopælspligt, altså har lov til at lade en anden flytte ind med helårsbolig i ejendommen.
     Jeg vil så sige, at jeg personligt ikke tror, det vil få den helt store virkning i forhold til tidligere gældende lov. Jeg tror ikke, med de priser, vi har på ejendomme i dag, at der er ret mange mennesker, der vil gå ud og investere i en ejendom med det formål at prøve at leje den ud til en anden. Jeg tror på, at langt, langt de fleste, der køber ejendomme, også i fremtiden, gør det med det formål, at de selvfølgelig ønsker at bo på den ejendom, de køber.
     Priserne på ejendommene i dag er sådan, at jeg ikke kan se, der er nogen, der har et formål med at lade en ejendom mere eller mindre forfalde, med henblik på at de måske så kan undgå at leje den ud og de så om 8 år kan overtage den som en feriebolig. Det er jeg ikke så bange for vil blive tilfældet.
     Men jeg vil slå fast med det samme, at det er ærgerligt, at vi er kommet i den her situation, det er beklageligt, at vi er kommet i den her situation, for nu at bruge det ord, som hr. Christian H. Hansen brugte før, efterlyste. Det er beklageligt, at vi er kommet i den situation, for det, vi havde i forvejen, føler vi var meget bedre, og vi ønsker selvfølgelig at holde fast i til enhver tid, at det da er beklageligt, at vi bliver nødt til at gå til noget, som er det næstbedste. Men en domstolsafgørelse er en domstolsafgørelse.
     Når vi vælger at holde fast i, at dommen her går op til
30 ha, så er det, fordi der ikke er nogen, der går ind og anfægter i dommen for ejendomme over 30 ha, som jo er beregnet som fuldtidsjob, at den gældende lov er gældende lov også i fremtiden, og derfor holder vi fast i, at vi for ejendomme over 30 ha fortsætter uændret i forhold til den lov, der er, og det tror vi også på er helt i overensstemmelse med det, som den dom har sagt vi skulle gøre. Så det henholder vi os til. Det er ærgerligt, det er beklageligt, at vi er nødt til at lave det her om, men en domstolsafgørelse er nu engang en domstolsafgørelse.

Så er der et par korte bemærkninger til ordføreren, først hr. Kristen Touborg.

I modsætning til den konservative ordfører tror jeg sagtens, det kunne tænkes, at man, f.eks. i store områder ude ved Vesterhavet, ud mod fjorde og sunde, vil foretrække at købe ejendomme - og det behøver jo ikke at være ejendomme over 30 ha, det kan sådan set godt være ejendomme på 5 eller 10 ha - hvor man godt kunne tænke sig at bruge et par millioner på den som en dejlig sommerbolig. Derfor er mit spørgsmål til den konservative ordfører: I vor høj grad vil man administrere loven, sådan at det er en strikt administration? Altså, vil man forlade den linje, man har kørt hidtil, hvor der jo både kan gå 1, 2 og 3 år, inden man går i gang med at sikre, at en bopælspligt og en afhændelsespligt bliver igangsat?

Nu er det jo jordbrugskommissionen, der skal håndhæve, at den her udlejning finder sted, hvis man ikke ønsker at bo der. Jeg mener da, at vi skal lægge meget vægt på at fortælle jordbrugskommissionen, at vi ønsker en meget restriktiv kontrol med, at udlejning også virkelig finder sted, og at prisniveauet for den udlejning, som kræves, er i overensstemmelse med det, der er kendt for området - altså, hvor meget man kan få - således at man selvfølgelig ikke fastsætter en vanvittig høj pris, som gør, at det er umuligt at udleje den, fordi man bevidst ikke ønsker at udleje den.
     Så vi ønsker en meget restriktiv kontrol fra jordbrugskommissionens side med hensyn til at håndhæve det her.

Nu mener SF jo sådan set ikke, det er jordbrugskommissionen, der hverken skal lave loven eller udstikke retningslinjerne for, hvordan loven skal administreres. Så derfor vil jeg egentlig godt have en meget klar melding - også lidt klarere end den, hr. Allan Niebuhr har givet indtil nu - på, om det er sådan, at når lovens frister er overskredet, så går man til handling og man går til handling med det samme, og at det ikke er sådan, som vi har set hidtil, hvor vi godt nok har haft en lov, der har sagt et, men hvor jordbrugskommissionen jo i meget høj grad har administreret den lov på en meget langmodig måde. Vil De Konservative gøre noget ved det reelt, eller er det bare sådan mest noget, man snakker om?

Nu er jeg ret overbevist om, at hvis hr. Kristen Touborg går ind og ser referatet af, hvad jeg sagde, vil han kunne se, at jeg var meget klar og tydelig; det synes jeg jeg var. Jeg var endda måske mere klar og tydelig, end jeg egentlig talt har behov for at være.
     Det er selvfølgelig klart, at det ikke er jordbrugskommissionen, der laver lovgivningen. Det gør vi. Det er også derfor, jeg siger, at når lovgivningen her er lavet, så er det min mening, at vi skal give jordbrugskommissionen klare signaler om, at vi ønsker, at den her lov skal håndhæves meget restriktivt; kontrollen af, at det virkelig sker, skal håndhæves meget restriktivt. Det ønsker vi faktisk, og det vil vi bede jordbrugskommissionen om at gøre.
     Og hvis hr. Kristen Touborg har den opfattelse, at det indtil nu ikke er sket i særlig stort omfang, eller at man har været meget langmodig, så er det, jeg siger, at jeg ikke ønsker, at den langmodighed skal være til stede, for det er meget vigtigt også for fremtiden, at vi får sendt et klart signal om, at vi altså mener noget med den lovgivning, som vi her er på vej til at vedtage.

Jeg vil godt spørge hr. Allan Niebuhr, om det, han siger, skal forstås på den måde, at hvis man ikke får den her ejendom udlejet inden for de tidsfrister, der er opstillet, så vil det være sådan, at loven skal administreres på en sådan måde, der betyder, at man enten fortaber retten til at eje den her ejendom, eller at man selv må flytte ind, altså, at det er en konsekvent overholdelse af lovgivningen, der bliver tale om.

Jamen ligesom vi retter os efter en domstolsafgørelse, så er lov altså også lov, og hvis loven her siger, at man skal udleje sin ejendom, hvis man ikke selv ønsker at bo der, så er det faktisk det, vi mener skal ske i fremtiden. Og derfor mener vi, at vi fra starten meget klart vil bede jordbrugskommissionen om det; vi vil sige, at det her er noget, vi mener, det er ikke bare noget, vi har skrevet.

Det betyder så også, at det, hr. Allan Niebuhr mener, er, at undskyldningen om, at man ikke kan få ejendommen lejet ud, fordi der ikke er nogen, der ønsker at leje den, ikke er tilfredsstillende. Det er bare det, jeg vil være helt sikker på, altså, at det her bliver overholdt fuldstændig bogstavtro.

For at jeg ikke skal få noget skudt i skoene om, at jeg prøver at tale i tåger, så vil jeg svare: Ja.

Tak til hr. Allan Niebuhr. Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører.

I modsætning til den konservative ordfører - måske også Venstres ordfører - er jeg en anelse mere bekymret, selv om det måske ikke er et særlig godt udtryk, og det er jeg, fordi jeg ikke føler mig overbevist om, at den her lovændring ikke vil få ganske stor betydning for udviklingen på landet. Det bliver jeg nødt til at sige, og det er den skepsis, jeg har over for forslaget. Men først skal jeg lige sige, at jeg jo ikke føler trang til at repetere alle forudsætningerne for, at vi står her i dag. Vi havde en forespørgselsdebat den 19. april 2007, og selv om det ikke altid er en drøm at læse sine egne taler fra tidligere tider, navnlig hvis man ikke har haft alverden af tid åbenbart til at forberede dem, så vil jeg alligevel sige, at jeg i hvert fald fik visse pointer frem, da jeg på partiets vegne var ordfører den 19. april og vi havde diskussionen på grund af en forespørgsel stillet af Enhedslisten.

     Jeg vil godt gentage én ting. Det er ærgerligt, at vi står med det her lovforslag i dag. Jeg er overbevist om, at den lovgivning, vi havde tidligere, er bedre end den, vi stiller op med i dag.
     Og vi har jo haft nogle forhandlinger med ministeren sammen med alle andre, hvor vi har været en række ting igennem, og det, som ministeriet har sagt, er, at man i hvert fald ikke kan komme op med noget bedre.
     Men jeg vil i hvert fald gerne opfordre alle, der er skeptiske over for det her, til ikke at lade det bedste være det godes værste fjende, forstået på den måde at når vi nu ikke kan få det bedste - og det mener vi jo alle sammen, tror jeg, der er ordførere her i dag, at vi havde - så må vi i hvert fald samarbejde om at få det bedste gode, om man så må sige, altså, at vi får det gode så godt som muligt. Hvis der derfor er ordførere, der siger, at de kan finde en masse huller og al den slags ting, så vil vi meget opfordre til, at man i udvalgsarbejdet prøver at få lukket de huller så godt som muligt.
     Vi har jo været inde på en række vurderinger af, om man kunne sætte grænserne på en lidt anden måde, og der er vel det at sige til det, at hvis vi skal gøre det, så kommer vi ind på hele landbrugsloven, som for det her område jo altså dækker fra 2 ha til 30 ha. Men jeg bliver også nødt til at sige, at jeg synes, det er smadderærgerligt, at det er en sag på 3 ha, vi har fået, for jeg tror også, at hvis jeg var domstol, EF-Domstol, så ville jeg sige: Behøver der virkelig at være bopælspligt på 3 ha?
     Altså, der virker proportionalitetsprincippet, og det var sådan set det, jeg ikke synes den konservative ordfører var inde på, altså, hvad man vil opnå med det; for det er jo det, der er blevet har talt om, at proportionerne ikke er i orden, for nu at sige det. Og der ville jeg nok også, hvis jeg, om man så må sige, sad som domstol helt dernede, sige:
Behøver vi virkelig have bopælspligt på 3 ha?
     Og det er vel en af de ting, som jeg ikke synes vi helt har fået undersøgt. Vi har gjort en hel masse med hensyn til, om man kunne ændre grænserne fra 30 til 20 ha, og hvad ved jeg, men vi har vel ikke i det forundersøgelsesarbejde, vi har lavet, kigget så meget på, om vi måske skulle kigge på de her hektargrænser, altså ikke at have en bundgrænse, der hedder 2 ha, men en anden grænse. Det vil vi i hvert fald gerne undersøge nærmere i udvalgsarbejdet og se, om vi kan gøre noget på det plan.
     Men ellers har vi jo sagt undervejs, dels under forespørgselsdebatten, dels her, at vi gerne vil være med til at lukke et hul i loven og så gennemføre loven nu, for det er vi ligesom nødt til, men vi vil også gerne være med til efterfølgende at drøfte hele det her område lidt mere for at se, om der ikke er andre løsningsmodeller, selv om vi ikke kan komme frem med dem nu. Og med hensyn til det, jeg står og siger her med de 2 ha og med at ændre det til nogle andre hektar, vil jeg sige, at det er jeg helt med på. Det er jo ganske gennemgribende i forhold til landbrugslovgivningen, men måske er tiden inde til, at vi skulle overveje nogle af de ting.
     Jeg har ikke bundet mig på noget; jeg har stillet nogle søgende spørgsmål, som jeg håber vi kan gå videre med under udvalgsarbejdet, og hvis vi ikke kan nå det her, så håber jeg, at vi måske kan drøfte det efterfølgende. Det vil jeg i hvert fald gerne sige ligesom er forudsætningen for vores tilslutning til det her lovforslag.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først hr. Per Clausen.

Jeg vil sige, jeg er meget glad for, at fru Lone Dybkjær fastholder, at det her er en alvorlig sag, og jeg synes sådan set også, det er meget fornuftigt at begynde at se på hele landbrugsloven i den her sammenhæng; det kunne der også være andre grunde til.
     Men der er én ting, jeg ikke helt kan forstå, som er forsvundet helt ud af debatten, og det var det, der var fremme i januar måned, da vi første gang snakkede om det her. Der var Det Radikale Venstre meget optaget af, at man også ville foretage et indgreb i forhold til, at EF-Domstolen tilsyneladende hele tiden tiltager sig mere magt.
       Jeg vil gerne stille fru Lone Dybkjær et spørgsmål. Én ting er jo ligesom at stikke proppen i nu og forsøge at forhindre større ulykker, men er Det Radikale Venstre stadig indstillet på, at man også med udgangspunkt i den her sag skal gøre noget for at begrænse EF-Domstolens magt?

Jamen vi er jo tilhængere af, at man har en EF-Domstol, og vi er også tilhængere af, at man adlyder EF-Domstolen, når man har den. Så er vi tilhængere af, at vi ser på, hvordan EF-Domstolens praksis har været. Jeg føler mig ret overbevist om - og det synes jeg vi skal undersøge nærmere i forbindelse med forfatningstraktaten - at hvis den kommende traktat ligesom forfatningstraktatudkastet ikke indeholder noget om et stadig tættere samarbejde mellem befolkningerne, eller hvad det nu er, der står i den eksisterende Nicetraktat, så må det også få indflydelse på domstolen. Det er nogle af de ting, som jeg meget appellerer til at vi arbejder med.

     Derudover tror jeg, som også andre ordførere tidligere har været inde på, at vi skal gøre os meget mere umage, når vi vedtager love, direktiver og forordninger, og hvad ved jeg, i det europæiske samarbejde, for det er de der underlige kompromisagtige tekster, hvor man ligesom skriver sig ud af en uenighed, der også gør, at Domstolen kan gå ind.
     Jeg synes, vi skal diskutere det, men jeg synes, det hører hjemme i forbindelse med en forfatningstraktat. Det er jo et ganske grundlæggende arbejde, man skal gøre: Hvis det skal lykkes at ændre på domstolspraksis, bliver vi også nødt til at ændre på forudsætningerne for domstolspraksis.

Jeg skal sådan set bare sige, at jeg er meget tilfreds med, at fru Lone Dybkjær også på det område udviser den rette alvor i forhold til det, jeg vil sige. For jeg forstår det, fru Lone Dybkjær siger, sådan, at hun og Det Radikale Venstre sådan set er indstillet på også at diskutere det her element
i forhold til den kommende forfatningstraktat med henblik på at få klargjort forholdet mellem EF-Domstolen og de øvrige instanser, der træffer afgørelser i EU. Det synes jeg selv kunne være et ganske stort fremskridt.

Ja, vi har haft en eller anden høring om EF-Domstolen, og jeg synes i virkeligheden vi må gå videre med det arbejde også for at få præciseret vores egne målsætninger.
     Nu har jeg jo den opfattelse, som hr. Per Clausen godt ved, at det ville være gavnligt at få så meget af forfatningstraktaten igennem som overhovedet muligt. Men hvis vi alligevel kommer ind på, at der er en række elementer i forfatningstraktaten, som vi skal til at drøfte mere grundlæggende, så mener jeg også, at det her kan være et af de elementer, vi tager med.

Jeg har et enkelt spørgsmål. Vi er jo fuldstændig opmærksomme på, at man har de forskellige grænser på de 30 ha og de 2 ha, men kan fru Lone Dybkjær ikke give mig ret i, at det kunne være farligt at begynde at ændre vores grænseværdier midt i det her, altså at det kunne virke som en udfordring over for EF-Domstolen at sige, at det her ikke er velbegrundet, for nu ændrer man pludselig på nogle grænser, som man ikke har haft
i forvejen? Altså, det er vores begrundelse for det, og jeg vil gerne spørge fru Lone Dybkjær, om hun ikke er opmærksom på, at der er en risiko, hvis vi begynder at ændre på vores grænser for ligesom at håndhæve det, som vi jo alle sammen gerne ville. Når vi ikke har gjort det, er det, fordi vi føler en vis frygt for, at det vil blive taget, om jeg så må sige, ilde op i forhold til den domstolsafgørelse, der er truffet.

Jeg vil godt sige til hr. Allan Niebuhr, at jeg ikke tror, at vi aner noget som helst om, hvordan Domstolen vil reagere. Vi troede jo heller ikke, at vi ville få denne dom. Hr. Allan Niebuhrs tale til os var, at han ikke tror, det får så stor betydning for bosætningen på landet. Jeg tror, det influerer på bosætningen på landet. Det, der jo ville være rart, var, hvis vi kunne få noget faktuel viden.
     Jeg siger ikke, vi ikke skal lukke det hul nu. Men jeg føler mig ikke ved at læse dommen overbevist om - men det kan man jo have forskellige opfattelser af - at man ikke kunne ændre på grænserne, vel? Det siger f.eks. ministeriets embedsfolk at man nok ikke kan. Men jeg synes f.eks. ikke, vi har været inde og drøfte de her 2 ha.
     Vi har da lov til at sige: O.k., der er en udvikling nu
i det europæiske samarbejde sådan og sådan, og derfor må vi også skæve lidt mere til, hvordan den her Domstol er. Og hvad så? Så vil vi måske få en prøvesag til, og så måtte vi jo tage det derfra. Sandheden er jo også, at der ikke er nogen af os, der ved, hvad det vil sige, hvis vi ændrer ved de 30 ha. Der står meget fint i lovforslaget, at det har Domstolen ikke udtalt sig om. Nej, heldigvis ikke, men vi kan jo ikke afvise, at den, hvis der kommer en og anlægger en sag, vil blive nødt til at tage det op, ikke?

Tak til fru Lone Dybkjær. Så er det hr. Kristen Touborg som ordfører.

Oprindelig indførtes bopælspligten jo helt tilbage i 1972, lige før EU-medlemskabet - EF-medlemskabet hed det dengang. Det var en beslutning, der blev truffet med meget bred tilslutning. Det var et meget vigtigt element i argumentationen for, at Danmark skulle tilslutte sig EF, altså et værn imod, at der ville blive en meget stor ændring af ejerforholdet i Danmark. Specielt i ferieområderne var man jo ret nervøs for, hvad der kunne ske.
     Det var en klog beslutning, det mener jeg roligt jeg kan sige, og jeg synes, at det er besynderligt, at det nu 35 år efter bliver underkendt. Men det er jo i alt fald den situation, vi er i, og så må vi se, hvordan vi slipper lettest om ved de ulemper, den dom giver.

     I SF er vi bange for, at lovændringerne vil kunne få meget store konsekvenser for en række rekreative områder her
i landet. Og det bygger jo bl.a. på det, at vi er noget usikre på, i hvor stor udstrækning man vil kunne udnytte huller i lovgivningen. Det er noget, der har været diskuteret her i dag, og jeg vil gerne give tilsagn om, at vi i den udstrækning, det er muligt, vil være medvirkende til at lukke huller, der måtte kunne indebære, at man kan omgå den lovgivning, som vi så forsøger at rette ind, sådan at det kan have en rimelig effekt. Jeg synes godt, man kan se på det spænd, der er imellem dommens størrelse på en ejendom på 3 ha og så det, der ligger
i lovforslaget med 30 ha. Jeg synes, at der kan være belæg for at lade være med at gå så højt op som til 30 ha. Nu har der så godt nok været en debat om, at man ikke skal ændre på reglerne lige samtidig med sådan en dom, men jeg vil da godt minde om, at vi jo har andre områder, hvor man ikke opererer med 2 ha og 30 ha. Altså, i skattelovgivningens sammenhæng er der, så vidt jeg husker, en grænse på 5 ha. Det er en bondegårdsregel, der hedder, at er der under 5 ha, så er det sådan set ikke en bondegård, hvis man nu skal sige det på den måde. Det kunne måske være en mulighed for, at vi skulle se på: Jamen er det
5 ha, der skal være grænsen i stedet for 30 ha? For det betyder jo ikke nødvendigvis, at vi skal hæve bopælspligten op til de 5 ha, altså fra de 2 ha til de 5 ha, men det betyder, at vi kunne lade forslaget her gå på området mellem
2 og 5 ha. Jeg mener, det er en overvejelse værd. Og nu siger jeg 5 ha, det er så, fordi jeg ved det om skatteforholdene, det kunne også være en anden størrelsesorden. Men jeg synes, vi i udvalgsarbejdet skal se nærmere på det, fordi det umiddelbart er et stort skridt at gå helt op til 30 ha. Vi har også haft en del diskussion om, hvordan loven vil blive administreret, når og hvis ejeren siger, at man ikke kan leje stuehuset ud. Det er jeg ikke i tvivl om vil blive aktuelt i rigtig mange sammenhænge. Det er heller ikke sikkert, det er spor let at leje boligerne ud, det vil jeg slet ikke påstå. Der kan være mange områder, hvor det kan være svært. Men der mener jeg så, at det må være sådan, at køberen må tage den overvejelse, inden der skrives under på slutsedlen. Hvis man ikke mener, at man kan opfylde betingelserne, jamen så må man jo lade være med at købe, og ellers er det altså et afhændelsespåbud, vi snakker om. For ellers er det kun fine ord, uden at der er ret meget hold i ordene, hvis vi bare giver en lempelig administration af området og siger: Jamen det kan jo ikke lade sig gøre at leje det ud, så derfor er vi nødt til at lade det fungere som en egentlig sommerbolig. Til sidst vil jeg godt ind omkring det allersidste, der er i lovforslaget, nemlig det i § 28, der drejer sig om lejere og det, at man som ejer kan gå ind og gøre bopælsretten gældende umiddelbart, også uden om lejelovens regler. Jeg ved godt, at det er sådan i øjeblikket. Vi var ikke nødvendigvis så enige i Folketinget om, at det skulle være sådan, men det blev et flertal, der besluttede, at man skulle kunne sætte lejeloven ud af kraft i den sammenhæng. Men med det, der er her, synes jeg jo, at man går endnu længere, væsentlig længere end det, der står i den anden, altså her mener jeg sådan set, at lejere kan sættes ud når som helst, hvor ejeren ønsker at benytte den, og det synes jeg er at gå meget langt.

     Så vil jeg endelig til allersidst høre, om det er ministerens opfattelse, at en beslutning om, hvad enten det nu bliver 30, 10 eller 5 ha, eller hvor vi havner med lovforslaget her, vil stå igennem i en fornyet sag ved EF-Domstolen. Hvad er ministerens vurdering af det?

Tak til hr. Kristen Touborg. Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Set fra Enhedslistens synspunkt er der ikke nogen tvivl om, at den bopælspligt, som nu udhules ganske dramatisk, lige siden 1972 har været en af de afgørende forudsætninger for Danmarks medlemskab af EU. Det var en forudsætning dengang, og det er selvfølgelig også indgået i de argumentationer, man har haft for fortsat medlemskab af EU.
     Det er sådan set vores udgangspunkt, at vi altså står med et løfte, som befolkningen har haft grund til at tro på ville blive opretholdt, og et løfte, som den her EF-Domstols-afgørelse altså i realiteten har udhulet eller måske endda fjernet fuldstændig.
     Når det var vigtigt at fastslå bopælspligten, var det jo af de tre grunde, som også fremgår af det her lovforslag, og som også er fremgået af retssagen, nemlig at bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i dansk landbrug, der tilsigter, at landbrugsejendomme overvejende bebos og drives af ejerne. Det er allerede konstateret i embedsmandsrapporter m.v., at det her lovforslag ikke indeholder elementer, der kan sikre, at det bliver sikret i forhold til de ejendomme, som er omfattet af det her lovforslag. Så det er altså efter min opfattelse hævet over enhver tvivl, at den del af det er væk.
     Så handler det om at bidrage til at opretholde en fast bosiddende befolkning i landdistrikerne. Der må man bare sige, at om det kan lade sig gøre eller ej, jo afhænger af, om den her lov kan administreres så restriktivt, at den virker. Jeg mener faktisk i lighed med det, hr. Kristen Touborg siger, at man sagtens kan forestille sig ejere af de her ejendomme, som kommer til at stå i en reel knibe, fordi det ikke er muligt at leje ejendommene ud. Det ville jo ikke være den første ejendom i landdistrikterne, som det var svært at leje ud.
     Spørgsmålet er så, om man i den situation vil køre en så konsekvent linje som hr. Allan Niebuhr, der nemlig siger, at man så bare må give afkald på den ejendom, eller også må man selv flytte ind, hvis man ikke er i stand til at overholde lovgivningen, uden at der i øvrigt bliver taget nogen forbehold i den sammenhæng. Hvis ministeren kan bekræfte hr. Allan Niebuhrs udlægning, er vi selvfølgelig kommet et skridt på vejen.
     Det sidste er så at sikre det fornødne produktionsgrundlag for jordbrugserhvervene, ved at bekæmpelse af prispres på jordarealerne hindrer jordspekulation. Der må man bare sige, at det i forhold til den del af det jo i virkeligheden er afgørende, om man overhovedet kan få den her lov til at blive administreret på en måde, der fungerer.
     Så under alle omstændigheder mener vi, at det her lovforslag er udtryk for en klar forringelse af den tilstand, der har været indtil nu, og vi er jo i Enhedslisten ikke meget for at stemme for forringelser, som skyldes noget, EU har fundet på, for nu at sige det på den måde.
     Vi er sådan set også lidt mere bekymrede for, om vi kan se det her brede sig til andre områder. Vi har jo spurgt ministeren om, hvordan han vurderer at risikoen er for, at der kunne komme domstolsafgørelser på andre dele af landbrugslovgivningsområdet. Der har vi fået det meget klare svar, at det har man ikke nogen mening om, men at man da ikke har nogen forventning til, at det vil ske. Jeg vil sige, at det næsten er mindre optimistisk, end da man i sin tid spurgte til, hvordan man vurderede bopælspligten.
     Så vil jeg bare afslutningsvis sige, at det efter vores opfattelse jo er en ting at forsøge at reparere huller, noget andet er at gøre noget grundlæggende ved det problem, at EF-Domstolen i realiteten har fået og tiltaget sig lovgivende magt i EU. Det var der, da vi diskuterede det her i Europaudvalget i januar måned, meget stor utilfredshed med. Fru Lone Dybkjær, hr. Svend Auken og fru Anne Grete Holmsgaard var alle inde på, at det her måtte tages op i forbindelse med de forhandlinger, der skulle være om forfatningstraktaten, fordi der her var noget, der skulle laves om; noget, der var vigtigt at få lavet om.
     Enhedslisten var sådan set enig i, at det var et godt og rigtigt initiativ at tage frem for bare at sige, at vi ikke ville rette os efter EF-Domstolen, hvad der sådan nærmest var Dansk Folkepartis budskab, og hvad vi da også gerne kunne tilslutte os. Men vi ville sådan set godt gå ind og få en diskussion om, hvordan vi kunne påvirke den unikke positive situation, at det her problem opstår lige præcis i den situation, hvor man skal til at forhandle en forfatningstraktat igen.
     Hvis man ser på de ord, der falder i dag - med undtagelse af fru Lone Dybkjærs - så synes jeg, det er lidt svært at genfinde det synspunkt hos de andre partier, at det faktisk er noget, som man også vil tage op i den sammenhæng, men vi vil selvfølgelig fortsat arbejde for, at også den problemstilling kommer til at indgå i debatten i forbindelse med det fortsatte arbejde med EU's forfatningstraktat.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det fødevareministeren.

Først vil jeg gerne sige tak til ordførerne fra partierne for de bemærkninger, der er givet til regeringens lovforslag her
i dag. Man kan roligt sige, at meningerne er delte, og det var sådan set også ventet. Som det allerede er fremgået, er baggrunden for lovforslaget jo at foretage en tilpasning af bopælskravet, som det findes i den gældende landbrugslov, således at loven imødekommer EF-Domstolens dom i Festersensagen. Jeg ser ikke noget overraskende i, at hr. Per Clausen synes, at det ikke er så godt et forslag som det, der var oprindeligt. Nej, det er jo netop derfor, vi havde det oprindelige forslag. Men det her er jo en konsekvens af en domstolsafgørelse. Se, Festersensagen vedrører alene de danske regler om bopælspligt for landbrugsejendomme under 30 ha. Landbrugsejendomme under 30 ha adskiller sig fra de større ejendomme ved, at de i hvert fald som udgangspunkt ikke kan udgøre et erhvervsgrundlag, som svarer til fuldtidsbeskæftigelse for en person. Og landbrugsejendomme over 30 ha, for hvilke bopælspligten også gælder, udgør oftere et tilstrækkeligt erhvervsgrundlag for fuldtidsbeskæftigelse for en person. Så kravet om egen drift og særlige uddannelseskrav for erhvervene er på den baggrund begrænset til sådanne ejendomme. EF-Domstolen har så ikke forholdt sig til lovligheden af bopælspligten for ejendomme over 30 ha. Den naturlige sammenhæng mellem bopælspligt og krav om egen drift med henblik på at bevare selvejedriften, som er anerkendt også af EF-Domstolen, kunne anføres til støtte for et synspunkt om, at det på trods af dommen kunne være i overensstemmelse med EU-retten for ejendomme over 30 ha at opretholde bopælspligten. Det er også svaret til hr. Kristen Touborg, som spørger:
Tror man, at det her vil kunne holde? Jeg tror nok, at de fleste vil være varsomme med at begynde at spå om det, når man tænker på, at vi har været igennem en domstolsafgørelse, hvor Danmark jo fik opbakning fra generaladvokaten, fik opbakning fra Kommissionen, men ikke fra EF-Domstolen. Så jeg tror, at man skal indskrænke sig til at sige, at det her i hvert fald er et synspunkt, man kunne lægge til grund for at beslutte det, vi gør. Ud fra dommen i Festersensagen må det derfor principielt anses for en mulighed at begrænse en kommende lovændring til kun at vedrøre landbrugsejendomme under 30 ha. Og det er argumentet. Med lovforslaget foreslås det så, at den 8-årige bopælspligt, der gælder som betingelse for at erhverve en landbrugsejendom, gøres upersonlig ved erhvervelse af en ejendom under 30 ha. Det betyder så også, at bopælspligten for ejendomme under 30 ha kan opfyldes ikke blot af erhververen selv, men også af en person, der anvender ejendommen som helårsbeboelse, f.eks. en lejer eller en forpagter. Man kan jo sige, at formålet med den upersonlige bopælspligt for landbrugsejendomme under 30 ha så vidt muligt er fortsat at varetage lovens hensyn om at sikre bosætning på landet og undgå jordspekulation. Det var også årsagen til, at vi indførte den oprindelig. Endvidere foreslås det så, at den, der erhverver, og som ikke selv tager fast bopæl på ejendommen, kun må opholde sig på ejendommen, når det sker i naturlig tilknytning til ejendommens drift i de 8 år, hvor bopælspligten gælder. Dette sker for at sikre, at erhververen ikke benytter en del af landbrugsejendommen som fritidsbolig i den periode, hvor bopælspligten gælder. Endelig foreslås det så, at den permanente bopælspligt for den, der driver ejendommen, ophæves for bedrifter under
30 ha. Med de nævnte ændringer af bopælspligten vurderes lovforslaget - det er så også svar til hr. Kristen Touborg - at imødekomme EF-Domstolens dom i Festersensagen. Indtil lovændringen træder i kraft vil der efter ansøgning blive givet midlertidig dispensation efter landbrugslovens § 17, stk. 1, fra bopælspligten i dens nuværende udformning. Dispensationen gives på vilkår af, at erhververen eller en anden person anvender ejendommen som helårsbeboelse. Og der opstilles den yderligere betingelse, at hvis ejendommen udlejes til en anden, må erhververen kun opholde sig på ejendommen, når dette sker i naturlig tilknytning til ejendommens drift. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at der vil blive sendt et notat til Fødevareudvalget om administration af bopælskravet. Generelt vil jeg gerne sige til de bemærkninger, der har været fra ordførerne, at jeg selvfølgelig helt klart stiller mig til rådighed. Jeg synes, det er rigtigt, at vi går ind og vurderer forskellige elementer, som må opstå i behandlingen. Jeg forstod også på fru Lone Dybkjær, at en af de ting, som jo i hvert fald var noget, vi skulle kigge på, var det med fra de 2 ha til de 30 ha. Jeg medgiver gerne, at man selvfølgelig kan gå ind og kigge på, hvordan det er gradueret opad, og så må vi derudfra prøve at tage en debat i udvalget. Det synes jeg bare vi skal aftale at vi selvfølgelig gerne vil prøve at lave materiale om. Så ved vi i hvert fald, på hvilken baggrund vi tager en beslutning om det ene eller det andet.

     Jeg er godt klar over, at det er kort tid til at behandle lovforslaget, men jeg synes, det er vigtigt at få bragt reglerne i overensstemmelse med EF-Domstolens dom. Jeg skal i hvert fald gerne give min fulde støtte til et konstruktivt udvalgsarbejde, så vi forhåbentlig kan få en så bred tilslutning til lovforslaget som muligt. Jeg vil også gerne kvittere for, at man fra ordførernes side har ydet en enorm indsats på et så komplekst område som det her for at skaffe et overblik, som har gjort det muligt, at vi har kunnet sætte lovforslaget til behandling allerede i dag.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.