Den næste sag på dagsordenen var:
11) Anden behandling af lovforslag nr. L 26:
Forslag til lov om Den Europæiske Unions udvidelse med Bulgarien og Rumænien. Af udenrigsministeren (Per Stig Møller). (Fremsat 4/10 2006. Første behandling 10/10 2006. Betænkning 10/11 2006).

Der var ikke stillet ændringsforslag.

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Det er i dag et historisk øjeblik i samarbejdet mellem Danmark, Bulgarien og Rumænien, idet Folketinget efter behandlingen i Europaudvalget må konstatere, at det er et meget bredt flertal i det danske Folketing, der står bag ønsket om udvidelse af Den Europæiske Union med Rumænien og Bulgarien. Det er mig en stor glæde at kunne sige til de rumænske gæster, som gæster Folketinget i øjeblikket, og som overværer vores debat, at det er et meget stort flertal i det danske Folketing, der står bag ønsket om udvidelsen af EU med Bulgarien og Rumænien.

     Går man tilbage i historien, vil man kunne se, at den udvidelsesproces, som nu foreløbig er blevet bragt til afslutning, i sin tid startede på baggrund af et forslag fra Kommissionen i Bruxelles om, at kun seks lande kunne komme i betragtning som medlemmer af Den Europæiske Union. Det var dengang Danmarks holdning, det danske Folketings holdning, at alle lande i Central- og Østeuropa, som selv ønskede det, og som selv var indstillet på at gennemføre de nødvendige reformer, skulle have lige mulighed for at blive medlem af Den Europæiske Union.
     Det har været en spore, sådan at man, da processen var afsluttet, kunne konstatere, at ikke bare seks, men ti lande umiddelbart opfyldte de kriterier, der var opstillet med hensyn til udvidelsen af Den Europæiske Union. Man kunne tilmed i København i 2002 konstatere, at Rumænien og Bulgarien skulle have en chance for at blive medlem, enten fra den 1. januar 2007 eller den 1. januar 2008.
     Rumænien og Bulgarien har i den mellemliggende periode haft mange problemer, der skulle overvindes. Med hensyn til samfundsopbygning og økonomisk niveau ligger landene langt fra det europæiske gennemsnit, og man må være imponeret over, at de to landes regeringer og parlamenter har udfoldet så store anstrengelser, som de faktisk har, for at opfylde betingelserne for at kunne blive medlem.
     Vi har i Danmark valgt at støtte princippet bag rumænsk og bulgarsk medlemskab ud fra betragtningen af, at hele Europa bliver et rigere og bedre sted at være, hvis også disse to store lande, som vi har stor beundring for, bliver medlem af Den Europæiske Union.
     Samtidig har vi villet understøtte Den Europæiske Kommissions ønske om, at Rumænien og Bulgarien fik gennemført de nødvendige reformer. Derfor er der en dialektik mellem på den ene side udvidelsen og godkendelsen af udvidelsen og på den anden side reformprocessen i Rumænien og Bulgarien. Jeg er glad for, at man med den holdning, Kommissionen har indtaget, har etableret en dynamik mellem udvidelsen og de reformer, der fortsætter, efter at udvidelsen er trådt i kraft. Det betyder, at vi også efter den 1. januar 2007 fortsætter de nødvendige reformer i Rumænien og Bulgarien.
     Jeg synes, at vi i Danmark har en fundamental interesse
i at bistå lande, som vi i fortiden hidtil har haft et godt samarbejde med, i at nå disse mål. Jeg er derfor meget glad for på vegne af mit eget parti - men også på vegne af et meget stort flertal i Folketinget - at sige, at det ikke bare er en almindelig dag, det er en historisk dag. Vi har - og det er det sidste, jeg skal sige, vil jeg informere formanden om - en fælles interesse med Rumænien og Bulgarien i at sikre økonomisk og politisk udvikling i Europa, der betyder, at det ikke kun er nogle få tidligere stormagter, der taler på vegne af Europa, men at Europa som sådan optræder udadtil, og at der ikke bliver skel mellem de store lande og de små lande eller mellem rig og fattig eller mellem øst og vest eller gamle medlemmer og nye medlemmer. Vi er ét Europa med forskellige forudsætninger, men med fælles interesser og fælles mål. For mig er det en positiv ting, at vi i dag kan sige ja til Rumæniens og Bulgariens optagelse i EU.

Tak til hr. Svend Auken. Fru Charlotte Antonsen som ordfører.

For Venstre er det, at vi har fået udvidelsen med de sidste to østeuropæiske lande i hus, også en milepæl. Den udvidelsesproces, vi har været igennem, har været EU's største succeshistorie i mange år. Danmark har i hele forløbet - ja, stort set siden Murens fald - været det land i Europa, der nok har presset allerhårdest på, for at alle de tidligere kommunistiske østeuropæiske og centraleuropæiske lande skulle have en mulighed for at komme med i kredsen af demokratier i Europa og dermed have mulighed for at sikre deres nyvundne frihed. Det er også for at give dem den håndsrækning, det jo økonomisk set er at komme med i EU, fordi man dermed også bliver en del af det indre marked og får de muligheder for at afsætte sine varer, som kan danne basis for, at man får gang i økonomien, man får gang i beskæftigelsen.

     Det er klart, at nogle lande blandt de tidligere kommunistiske øst- og centraleuropæiske lande har været bedre forberedt end andre til at komme ind i EU, og Rumænien og Bulgarien har haft store problemer og har det stadig. Derfor er det også vigtigt for Venstre, at vi, samtidig med at vi åbner døren for Bulgarien og Rumænien, så de kan blive fuldgyldige medlemmer, sikrer, at Kommissionen fortsat følger nøje med i, at der er en positiv udvikling, altså at man får afskaffet korruptionen, så vi ikke bare slipper dem af syne, selv om vi nu lader dem komme ind.
     I Venstre er vi glade for, at Europa valgte at åbne dørene for alle de europæiske demokratier, der havde mulighed for at komme med, og at kriterierne for optagelse blev objektive, så det altså ikke blev os i den gamle vesteuropæiske EU-klub, der skulle sidde og skalte og valte med, hvem vi nu havde lyst til at lukke ind, men at det blev op til landene selv at dygtiggøre sig og bringe sig i stand til at blive EU-medlemmer. Det var det, der var forudsætningen for medlemskab af Den Europæiske Union. Jeg vil tilslutte mig den forrige ordførers ord: Det er en historisk dag, og det er en historisk bedrift for EU. Det er en af EU's allerstørste succeshistorier gennem de seneste mange, mange år, at østudvidelsen er lykkedes.

Tak til fru Charlotte Antonsen. Så er det hr. Morten Messerschmidt som ordfører.

Siden vi i Folketingssalen debatterede det her sidst, er der kommet to afgørende nyheder for dagen, som også spiller en stor rolle i forbindelse med den diskussion, vi har her i dag.
     De to ting, jeg tænker på, er selvfølgelig Revisionsrettens rapport om EU's budget, som endnu en gang, for tolvte gang, viser, at man overhovedet ikke har styr på pengene i EU, at der overhovedet ikke er styr på, hvor pengene går hen, i hvilke lommer de går, og om de går til de rigtige projekter. Der kunne man jo godt mene, at det for så vidt ikke har så meget med Bulgarien og Rumænien at gøre - ja, man kunne endda have det synspunkt, at det næppe kan blive ret meget værre, end det er i dag, så hvad gavner det egentlig?
     Men den anden kendsgerning, som vi har fået frem, er Transparency Internationals årsrapport, som er udkommet her for ganske få dage siden - Transparency International er det her internationale organ, der måler forskellige landes korruptionsniveau. De har altså kategoriseret Bulgarien på linje med Colombia - på linje med Colombia! - hvad angår korruptionsniveau. Det siger altså noget om, hvad det er for nogle lande, vi taler om. Det siger altså noget om, hvor afgørende forskellige de lande, vi står og taler om i dag, er
i forhold til mange af de gamle medlemslande i EU. Vil vi lukke et land ind, hvis korruptionsniveau svarer til det, vi kender i Colombia? Jeg mener, at alle her, der sådan nogenlunde er ved deres fulde fem, naturligvis bør svare nej til noget sådant, netop når man tænker på, hvad EU's helt store budgetpost er, nemlig omfordeling mellem medlemslande. 75 pct. af budgettet går til at dele penge ud rundtomkring blandt medlemslandene. Noget går via de tåbelige landbrugsstøtteordninger, og noget går via de næsten lige så tåbelige strukturstøtteordninger. Det er fuldstændig klart, at det naturligvis spiller en rolle, hvorvidt medlemslandene er i stand til at leve op til en ordentlig revisionserklæring og er i stand til at håndtere de her midler hæderligt. Det er ikke det billede, vi får, når Transparency International, som er det mest kompetente organ på det her område, peger på, at vi altså er ved at optage et land, der klassificeres på linje med Colombia. Det mangler jeg en refleksion over fra japartierne. Grundlæggende mangler jeg faktisk en refleksion - punktum. For man står og taler om, at det er en mærkedag, ja, det er nærmest en historisk dag, men hvem er det, der har truffet den her beslutning? Det er jo ikke nogen af de herrer eller damer i denne forsamling, næh, det er folk i Bruxelles. For der er ikke nogen her blandt de partier, der stemmer ja til dette lovforslag, som tør tænke selvstændigt. Havde Kommissionen sagt: Nej, vi venter til 2008, så havde alle her sagt: Vi venter til 2008. Havde Kommissionen sagt: Vi vil slet ikke have Bulgarien og Rumænien med i 2007, men måske først i 2008, så havde vi hørt det danske Folketing som et ekko af Kommissionen. Det er den ugidelighed, som gør sig gældende her i salen, og den vil vi i Dansk Folkeparti ikke være med til. Vi har principielt hverken noget imod Bulgarien eller Rumænien. Man kunne måske endda citere hr. Svend Auken fra førstebehandlingen og sige: Der er tale om rigtig dejlige mennesker. Det var sådan et af hr. Svend Aukens primære argumenter under førstebehandlingen, og det vil jeg gerne tilslutte mig.

Jeg har mødt utrolig mange behagelige mennesker både fra Bulgarien og fra Rumænien, men det kan jo i sig selv ikke være et argument for at indlede optagelsesforhandlingerne og fuldende optagelsesforhandlingerne, lige så vel som det ikke kan være et argument i sig selv, at det vil føre til en økonomisk opblomstring i de to lande, for det samme kunne jo siges om alle andre østeuropæiske lande.

     Hvis det alene handler om at skabe økonomisk opblomstring i Bulgarien og Rumænien, hvorfor så stoppe der? Hvorfor så ikke tage Rusland med, Ukraine, Belarus? Hvorfor ikke tage alle med, for det vil da uvægerligt skabe økonomisk opblomstring? Det gør man naturligvis ikke, fordi disse lande ikke lever op til kravene og heller ikke i nær fremtid overhovedet kan forventes at gøre det. Det samme må siges om Bulgarien og Rumænien.
     Vi ved det fra Kommissionens egen udsending, Klaus Jansen, som har rejst rundt i de to lande og påpeget en lang række fejl og mangler. Uafhængige ngo'er, uafhængige organer generelt, har peget på, hvor stor en indflydelse mafiaen spiller særlig i Bulgarien. Vi ved, hvordan de her lande er dybt korrumperede; selv den offentlige administration er ikke
i stand til at håndtere pengene på hæderlig vis. Det er utvivlsomt rigtigt, hvad både hr. Svend Auken og fru Charlotte Antonsen har været inde på, at der er sket en masse reformer. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Man har gjort utrolig meget, men det er ikke nok. Det er ikke nok til at lade Bulgarien og Rumænien komme ind i et EU, hvor 75 pct. af budgettet bruges til ren omfordeling imellem landene, hvor det er op til medlemslandene selv at administrere og sørge for hæderligheden i den måde, hvorpå pengene bruges. Det er ikke godt nok. Vi kan ikke have et Bulgarien og et Rumænien med i et EU, hvor deres medlemskab på sigt skal føre til åbne grænser, når vi ser, hvor store problemerne er med trafficking, med kvindehandel, og når vi ser, hvor store problemerne er med våbenhandel og den internationale kriminalitet generelt. Det er halsløs gerning. Derfor er det helt klart, at vi fra Dansk Folkepartis side ikke kan støtte regeringens forslag. Når det så er sagt, er det fuldstændig klart, at der da er en historisk idé, en historisk målsætning i at knytte Europa sammen. Det er der slet ikke nogen tvivl om, og det støtter vi helhjertet. Men når vi ser på, hvor forpligtende et samarbejde der er i EU i dag - et samarbejde, som jo på mange områder er alt, alt for forpligtende, i forhold til hvad vi i Dansk Folkeparti ville ønske os - hvor EU blander sig i alle forhold lige fra socialpolitik til arbejdsmarkedspolitik, landbrugspolitik, udenrigspolitik og en lang række andre spørgsmål, fordrer et medlemskab, at man
i et vist omfang er nået op på i hvert fald gennemsnitsniveauet i EU. Det er hverken Bulgarien eller Rumænien i dag, når vi kigger på økonomien, den interne administration, hvordan landbrugssektoren fungerer og andre områder. Derfor har vi i Dansk Folkeparti den indstilling, at der på sigt ubetinget er mulighed for, at både Bulgarien og i særdeleshed Rumænien vil kunne gøre sig klar, vil kunne leve op til kravene, være aktive med- og modspillere, være gode partnere, men det er og bliver på sigt. År 2007 er ikke det rigtige årstal. Derfor vil Dansk Folkeparti trykke på de gule knapper ved afstemningen om det her forslag, vi vil stemme hverken for eller imod. Vi er ikke imod, at Bulgarien og Rumænien og Rumænien på sigt bliver medlemmer, men vi er imod at optage lande, som kun viderefører problemer for EU. EU står jo i en kæmpe krise i dag. Der er ikke nogen, der ved, hvad der skal ske. Det eneste, man ved, er, at man i hvert fald ikke vil det, som befolkningerne vil, for befolkningerne vil ikke have et føderalt Europa med en forfatning. Hvad vil man så? Ja, under påskud af at lave en tænkepause sidder man og venter på, at der bliver valgt nogle andre statsledere rundtomkring i Europa, men i virkeligheden er man i krise, og det er ikke i en krisesituation, man skal udvide med flere problemer. Vi så ved sidste budgetforhandling, hvordan der var enorme problemer med at få budgetterne til at hænge sammen, selvfølgelig særligt accentueret af de nye østeuropæiske lande. Ønsker japartierne her i Folketinget virkelig at skabe yderligere problemer for de budgetforhandlinger, for den udvikling, for det Europa, som de egentlig havde en drøm om skulle fungere godt? Det tror jeg ikke, og derfor udstiller det den hulhed, der er i den fidelitet over for Kommissionen, som vi står over for her. Sagen er jo netop, at ingen af japartierne ville sige ja, hvis ikke de havde fået lov eller befaling til det fra Kommissionen. Det her har man fuldstændig deponeret i Bruxelles, og det er egentlig en sorgens dag for dansk demokrati, at danske politikere ikke tør stå op og gå imod forkerte beslutninger fra Bruxelles. Det tør vi i Dansk Folkeparti, og derfor kan vi ikke støtte det her forslag.

Hr. Svend Auken for en kort bemærkning til ordføreren, og da det er en andenbehandling, foregår det fra talerstolen.

Selv erfarne folk kan fare vild i processen her.
     Hvis ordføreren havde haft mulighed for at være til stede under Europaudvalgets behandling af Revisionsrettens rapport, ville han vide, at den samlede fejludbetalingssum udgør 0,5 pct. - 0,5 pct.! Der er flere områder, hvor der sker formelle fejl, men man regner med, at der bliver fejludbetalt 0,5 pct.
     Hvis man siger, at EU's samlede budget er 1 pct., så er det altså 0,005 pct. af den samlede velstand i Europa, der bliver fejludbetalt. Det kan man i sandhed ikke sige er noget alvorligt tal. Det er selvfølgelig for højt, men det er slet ikke af de højder, som hr. Messerschmidt var inde på.
     Det andet var spørgsmålet om korruption i Bulgarien og Rumænien. Det er utroligt, at hr. Messerschmidt ikke vil anerkende, at netop det forhold, at Rumænien og Bulgarien nu er på vej ind i EU, har ført til meget store forbedringer på det område. Det er det, der har været baggrunden for, at vi i Danmark har støttet Kommissionens pres på de to lande for at gennemføre de fornødne reformer. Uden denne optagelsesproces havde vi ikke haft reformerne.

Hvis det må være mig frit at svare på det sidste først: Jeg ved jeg ikke, om hr. Svend Auken hørte det, så jeg må måske gentage, hvad jeg tidligere har sagt - og så må vi håbe, at det trænger bedre ind denne gang - nemlig at Dansk Folkeparti ikke er modstander af, at Bulgarien og Rumænien kommer med i EU. Det er vi for så vidt ikke. Det handler om tid.
     Jeg understregede også meget klart i mit indlæg, at der naturligvis har været en proces, der har ubestrideligt været forbedringer, og det er godt. Det er bare ikke godt nok. Det er det, der er så soleklart, når man læser Transparence Internationals rapport over korruptionsindekset
i de her lande. Det er det, der er så soleklart, når man ser på, hvordan landbrugssektoren fungerer, og hvordan det fungerer på alle andre områder. Jeg kan ikke forstå, hvordan en helhjertet europæer, som hr. Svend Auken jo er, på den måde vil gamble med det helhjertede Europa, som han render rundt og tror på. Hvorfor stiller man ikke nogle krav om, at der skal være nogle minimumsbetingelser, der skal være overholdt? Hvorfor lever man ikke op til, at de her problemer naturligvis skal være løst? De bliver ubetinget løst bedst, ved at man har en dialog og en proces sammen, men processen kan bare ikke munde ud i det endelige resultat, før man har nået målet.

Jeg forstår ikke, at man ikke fra Dansk Folkepartis side vil anerkende, at der er sket meget store reformer på det her område i de to lande, og at det ikke var sket uden udvidelsesprocessen.
     Samtidig vil jeg gerne understrege, at vi på en måde finder det ganske beskæmmende, at den danske regering baserer sin politiske eksistens på et politisk parti, der ikke - selv
i et så afgørende spørgsmål som østudvidelsen - er parat til at bakke den officielle danske politik op. Det giver et forvredet billede af landet, at et højreparti som Dansk Folkeparti skal have den indflydelse på indenrigspolitikken, som de har fået, men det kan hr. Messerschmidt og jeg jo ikke klare med denne meningsudveksling.

Jeg tror, den danske regering skal være ganske glad for, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til den danske regerings politik, særlig hvis alternativet var, at hr. Svend Auken skulle lægge stemmer til. Hvis jeg så skal forstå det sådan, at det var en gentagelse af spørgsmålet, så bliver det jo også en gentagelse af svaret:
     Dansk Folkeparti er interesseret i, at der sker en udvikling i Østeuropa, ikke bare i Bulgarien og Rumænien, men
i alle lande i Østeuropa. Vi kan endda gå videre østpå til øst for Uralbjergene og sige, at vi også er interesserede i en udvikling i Asien, ja, i resten af verden, men der er altså andre måder at udvikle lande på end ved bare hovedløst at optage dem i EU. Hvis det var sådan, at alene lande, der blev optaget i EU, kunne udvikle sig, hvorfor kunne man så ikke tage Belarus, Ukraine og Rusland med i samme omgang? Det handler om to forskellige ting, må jeg svare hr. Svend Auken:
     1) Det handler om, at ansøgerlande skal efterleve visse basale kriterier for at kunne blive medlem. Det gør Bulgarien og Rumænien ikke.
     2) Og så handler det om, at når disse lande efterlever kriterierne, kan de naturligvis blive medlem. Længere er den ikke.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører.

Det Radikale Venstre sagde allerede under førstebehandlingen, at vi støtter Rumæniens og Bulgariens optagelse i EU, og vi er glade for, at vi som det næstsidste land formentlig nu endelig får en mulighed for at ratificere dette. Vi gav også under førstebehandlingen en række begrundelser for, hvorfor vi synes, at Rumænien og Bulgarien skal optages, og dem skal jeg derfor ikke repetere her.
     Jeg opfatter andenbehandlingen som en mulighed for at sige noget, hvis der er fremkommet nye oplysninger i forbindelse med sagsbehandlingen. Det føler vi sådan set ikke der er, når det vedrører Rumænien og Bulgarien.
     Jeg skal dog for god ordens skyld sige, at hr. Niels Helveg Petersen, som var stedfortrædende ordfører på det tidspunkt, da jeg ikke selv kunne være her, desværre tog fejl på to punkter i forbindelse med sin ordførertale - og det er ikke, fordi han ikke gjorde det udmærket, men på de punkter tog han altså fejl.
     Det ene var, at han regnede med, at Enhedslisten ville ende med at stemme for forslaget, fordi det ville være til gavn for de to lande, og det må jeg jo så nu beklage at Enhedslisten ikke vil gøre. Det andet punkt, hvor han tog fejl, var faktisk i forhold til Dansk Folkeparti. Jeg tror ikke, hr. Niels Helveg Petersen havde drømt om, at Dansk Folkeparti ville komme dertil, hvor de ligefrem undlod at stemme.

Tak til fru Lone Dybkjær. Hr. Ole Sohn som ordfører. Nej, vi går videre til hr. Rune Lund som ordfører.

Vi havde jo en god og lang førstebehandling af L 26 her den
10. oktober, og jeg vil da gerne lige fremføre, hvad Enhedslistens generelle holdning er til nye lande, der kan blive optaget i EU. Det kræver to ting. Punkt 1: at landene selv vil. Punkt 2: at landene lever op til kriterierne. Der er ingen tvivl om, at punkt 1 er opfyldt. Både Bulgarien og Rumænien vil gerne optages i EU. Men når vi kommer til punkt 2 om, hvorvidt kriterierne er opfyldt, må vi bare konstatere, at der er store problemer med korruption; der er store problemer med, at domstolene ikke er uafhængige; der er store problemer med mafiakriminalitet. Der er så store problemer, at man simpelt hen bliver nødt til at sige, at kriterierne ikke er opfyldt. Der er faktisk også et tredje punkt, hvor man kan sige at Enhedslisten har en holdning til det her, for selv om vi mener, at kriterierne skal være opfyldt og landene skal bestemme sig for, om de vil, så har vi også en holdning til, om vi mener, de bør være medlemmer af EU. Her er det da helt klart, at der ikke kommer nogen anbefaling fra Enhedslistens side om at blive medlem af EU, en organisation, som vi opfatter som udemokratisk, en organisation, som vi opfatter som fungerende på markedets og de store selskabers præmisser. Det har vi f.eks. set i forhold til dyretransporter, hvor dyr kan transporteres over landegrænser under helt udyrlige forhold, om man så må sige, men det kan de, fordi de er varer. De er varer på linje med dåsetomater, de er varer på linje med pasta, så derfor skal de kunne transporteres frit over grænserne, selv om det er den rene dyretortur, der foregår. Det er ét ud af mange eksempler på, hvordan det er pengene, der bestemmer i EU. Men som sagt kan landene, hvis de vil, og hvis kriterierne er opfyldt, blive medlemmer. Men kriterierne er ikke opfyldt. Og selv om hr. Svend Auken siger, at der er foregået en proces og der er sket fremskridt, bliver man nødt til at kigge på bundlinjen og i sidste ende konkludere, om landene lever op til kravene, eller om de ikke lever op til kravene. Konklusionen er altså, at landene ikke lever op til kravene. Det er derfor useriøst, at man lægger op til, at landene allerede nu skal optages. Der er en sjov logik i, at man siger: Først optages, så leve op til kravene. I min verden ville det være mere logisk at sige: Først leve op til kravene, så optages.
     I Enhedslisten har vi intet imod, at Rumænien og Bulgarien bliver medlemmer af EU, det kan de sagtens blive. De kan bliver medlemmer sammen med Tyrkiet, Armenien, Kasakhstan og alle mulige andre lande i Europa, som måtte have ønske om at blive optaget i EU, hvis de: punkt 1) har lyst, punkt 2) lever op til kravene. Derfor kan vi ikke støtte forslaget. Det sagde jeg også under førstebehandlingen. Og så skal jeg jo meddele, om Enhedslisten vil trykke på den gule knap, altså undlade at stemme, eller den røde knap. Der har vi besluttet os for at stemme imod L 26. Det er, fordi det må være sådan, at hvis man mener, at landene ikke lever op til kriterierne, kan man jo ikke stemme for deres optagelse. Hvis man mener, der er tvivl om, hvorvidt landene lever op til kriterierne, kan man trykke på undlader at stemme-knappen. Hvis man mener, de lever op til kriterierne, kan man trykke på den grønne knap.

     Vi mener ikke, de lever op til kriterierne, og derfor mener vi ikke, det er seriøst, at de bliver optaget på nuværende tidspunkt, og derfor trykker vi på den røde knap, når der skal stemmes ved tredje behandling.
     I Enhedslisten kan vi simpelt hen ikke forstå, hvorfor man ikke bare giver det her noget mere tid, sådan at man kan få styr på optagelsesbetingelserne og man på et tidspunkt ude
i fremtiden kan sige til Bulgarien og Rumænien, Tyrkiet og alle mulige andre: Når I opfylder betingelserne, skal I være hjertelig velkomne. Men da kriterierne helt klart ikke er opfyldt, stemmer Enhedslisten nej til forslaget ved tredje behandling.

Der er vist ikke nogen spørgsmål, så vidt jeg kan notere. Tak til ordføreren, og så er det hr. Ole Sohn som ordfører.

Jeg beklager, at tingene gik lidt hurtigere, end jeg kunne løbe!
      Jeg skal på SF's vegne tilkendegive, at vi støtter lovforslag nr. L 26, som gør det muligt for Danmark at ratificere traktatkomplekset vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af EU. Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af EU er en del af en samlet strategi for at få EU til at omfatte landene i det tidligere Østeuropa. SF var og er tilhængere af denne strategi, og derfor finder vi, at det er rigtigt, at man har afsluttet optagelsesforhandlingerne med Bulgarien og Rumænien, sådan at de kan tiltræde pr. 1. januar 2007.
     Man kan altid diskutere, om man skulle have skubbet det og valgt 2008 eller senere, men det forekommer ikke at være en særlig klog strategi, heller ikke i forhold til indsatsen for at sikre, at det juridiske system fungerer ordentligt, at der er åbenhed og gennemsigtighed i forvaltningen, at sikre bekæmpelse af korruption, organiseret kriminalitet og trafficking, fremskynde integration af minoriteter m.v.
     Efter vores opfattelse er der ikke noget, der tyder på, at der kommer mere fremdrift i dette arbejde med at sikre de essentielle spørgsmål ved at vente til 2008. Tværtimod tror vi - håber vi - at den forpligtelse, der følger af at blive optaget, kan bidrage til at fremme en proces, som skaber bedre forhold inden for det juridiske system osv.
     Det centrale spørgsmål er derfor ikke, om alt er rosenrødt i Bulgarien og Rumænien nu, men hvordan vi bedst sikrer en styrket indsats med hensyn til bekæmpelse af korruption, sikring af mindretalseskyttelse, integration af romaer m.v.
     Samtidig er det for os vigtigt også at understrege, at landbrugsstøtten og udviklingsstøtten til Bulgarien og Rumænien hurtigst muligt bliver fokuseret på bæredygtige udviklingsprogrammer, som inkluderer både civilbefolkningen samt den offentlige og private sektor for på den måde at sikre en modernisering af landenes landbrugssektorer samt sikre fødevaresikkerheden.
     Med de bemærkninger skal jeg tilkendegive, at SF støtter
L 26.

Tak til ordføreren, og så bliver det udenrigsministeren.

Jeg vil godt sige tak for den meget brede tilslutning, der er til den meget fornuftige beslutning om nu at optage Rumænien og Bulgarien i EU.
     Jeg er selvfølgelig enig med de ordførere, der har støttet det, og jeg vil bare sådan i al venskabelighed sige til hr. Svend Auken, at i forbindelse med europaspørgsmålene er der jo det ganske fornuftige flertal bestående af regeringen, S, SF og Det Radikale Venstre, så der har vi ikke nogen problemer. Jeg går ud fra, hr. Svend Auken fortsat vil støtte regeringen i europæiske spørgsmål.
     Til hr. Morten Messerschmidt vil jeg sige, at jeg da også har bemærket mig, hvad Transparency International har sagt; der er bare ikke rigtig noget nyt i det, for vi har vidst - det vidste vi ved første behandling, det vidste vi under arbejdet - at der er korruptionsproblemer, og derfor har vi jo også præcis fået sat fokus på korruptionsproblemerne, og derfor har Rumænien og Bulgarien også sat fokus på dem.
     Som jeg oplyste ved førstebehandlingen, er der altså både i Bulgarien og Rumænien vedtaget en lang række indsatser mod korruptionen, som selvfølgelig skal væk, og der er lavet en række benchmarks, altså målepinde, fra Kommissionens side. Så man holder øje med, at de bevæger sig i den rigtige retning, og før det er tilfredsstillende, kan de ikke komme ind i det retspolitiske samarbejde.
     Det vil sige, at vi har en masse områder, hvor der er overgangsområder og venteområder, men i hovedsagen bliver Rumænien og Bulgarien så fuldgyldige medlemmer, dog med overgangsperioder, som der også var, da vi lavede optagelse af ti lande. Da havde vi da også en masse overgangsperioder, så for det ene land, så for det andet land og så for det tredje land. Det er der ikke noget nyt i. Kravene er altså ganske skrappe, og der, hvor de ikke er opfyldt, bliver man altså heller ikke fuldt medlem, før de er opfyldt.
     Jeg mener, det er temmelig vigtigt, at vi gennemfører denne beslutning, og jeg er glad for den fremtidsorienterethed, der ligger hos det store flertal her. Det er nemlig ikke rigtigt, som hr. Messerschmidt siger, at dansk politik ikke tør stå op mod bureaukratiet i Bruxelles. Det tør vi da sagtens.

Der er bare tale om, at dansk politik altså for flere år siden har truffet denne beslutning. Det er en politisk beslutning, vi har været med til at træffe.

     Under det danske formandskab i efteråret 2002 traf vi jo præcis på politisk niveau den beslutning, at de ti landes optagelse kunne blive efterfulgt af Rumæniens og Bulgariens, og man har også senere bekræftet det og sat årstal på. Kommissionen havde sin indflydelse. Hvis Kommissionen sagde 2008, kunne det politiske niveau dog sige: Nej, det skal være 2007. Men hvis Kommissionen opfyldte det politiske niveaus ønske om 2007, var der såmænd ikke mere at komme efter.
     Vi skal være helt klar over, at der er ting, der ikke er tilfredsstillende. Det gælder korruptionen. Men der er altså sat en masse mekanismer i gang af Rumænien og Bulgarien, og der er også fra Kommissionens side iværksat en masse kontrol af, at de når målene.
     Jeg tror ikke, at vi gambler med Europa, som hr. Messerschmidt sagde. Tværtimod ville det være en gambling at stoppe udvidelsen, for Rumænien og Bulgarien er lande, som det er vigtigt at have med i Europa, ligesom Vestbalkan selvfølgelig også skal ende med at være en del af Europa, når den tid er inde og de kan.
     Det har jo vist sig - det er ikke noget, jeg tror - at alle lande, som optages, får en meget kraftig økonomisk fremgang. Det gjaldt også, da de sydeuropæiske lande, der jo var diktaturer, blev til demokratier. Jeg tror, at de økonomiske prognoser er undervurderet, men det er for at være på den sikre side. Man vil altid opleve, at der kommer en stærk økonomisk fremgang. Det betyder så også, at der kommer en større afsætning fra de gamle europæiske EU-lande til de nye, så man får en fælles gevinstsituation. Det er det, der hedder en win-win-situation, når man optager lande som Rumænien og Bulgarien, og det har det været med alle optagelser.
     Så vil jeg godt for en ordens skyld sige til hr. Rune Lund, hvis synspunkter vi jo kender, at hvad angår dyrevelfærd, skal Bulgarien og Rumænien ved optagelsen i EU have gennemført alle fællesskabsregler på det folkesundsmæssige og dyresundhedsmæssige område i deres nationale lovgivninger. Landene skal desuden sikre, at fødevareproduktionen fra jord til bord sker i overensstemmelse med fællesskabsreglerne herom.
     Det har jeg besvaret i spørgsmål 3, og jeg kan gentage afslutningen:
     Europa-Kommissionen vil i forhold til Bulgarien og Rumænien sikre, at fødevarer, der ikke opfylder fællesskabsreglerne, eller som er fremstillet i virksomheder, der ikke opfylder fællesskabsreglerne - det er jo det, hr. Rune Lund talte om - i en overgangsperiode alene afsættes på det nationale marked i de to lande. De kommer altså ikke til at flyde rundt i Europa. Dermed eksporteres de ikke til andre EU-lande. Europa-Kommissionen vil videreføre sine beskyttelsesforanstaltninger mod handel med levende svin og svinekød m.m. fra Bulgarien og Rumænien efter optagelsen i EU. Det er altså det stik modsatte af det, hr. Rune Lund stod og sagde heroppe. Det vil man blive ved med, indtil Europa-Kommissionen har vurderet, at de to landes sundhedsstatus mindst er på højde med de EU-landes, som i dag har enkelte forekomster af klassisk svinepest.
     Så der er altså grænser for det, og det kan ikke køre rundt i Europa på den måde, hr. Rune Lund beskrev. Men jeg siger bare dette, så det er klart, at Kommissionen er opmærksom på det. Jeg har besvaret det i Folketinget, i udvalget, så der er heller ikke noget nyt i det.
     Derfor vil jeg slutte med at sige, at det er godt, at Danmark nu afslutter sin politiske proces. Jeg synes, det har været en god debat. Jeg synes også, det var rigtigt, sådan som det blev foreslået i foråret, at vi samlede debatten her til sidst, efter at vi havde fået Kommissionens sidste vurdering. Den er altså rimelig tilfredsstillende. Jeg tror, at det er til gavn for Europa, at denne udvidelse finder sted. Det har alle tidligere udvidelser vist.

Tak til udenrigsministeren. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt. Det foregår fra talerstolen.

Nu kender vi normalt udenrigsministeren som en begavet og forsigtig udenrigsminister, der kun træffer velovervejede beslutninger. Det er i hvert fald sådan, jeg ser udenrigsministeren. Derfor er jeg jo ked af, at det billede skal krakelere. Det må udenrigsministeren da kunne forstå. Det er præcis det, der sker, når udenrigsministeren siger:
Den her beslutning er faktisk allerede truffet, flere år før vi anede, om de to lande ville leve op til kriterierne. Ja, den bliver så bekræftet i dag, hvor vi ikke aner, om landene vil leve op til kriterierne, men kun har en forventning om det.
     Det svarer jo til, at man vil købe en bil. Man køber den, og så ringer man til sin bank og indleverer et budget, og så ser banken efterfølgende på, om man nu også rent faktisk kan betale de afdrag, der måtte være på bilen. Det er da en fuldstændig uansvarlig kurs. Er udenrigsministeren ikke enig i det?
     Det rigtige ville være at vente på, at landene levede op til kravene, og så tage dem med. Det ville være den forsigtige og forstandige tilgang til det, som jeg havde forventet af den danske udenrigsminister.

Så må vi se, hvad udenrigsministeren svarer på det.

Jeg undrer mig lidt over, at den unge hr. Morten Messerschmidt er så forsigtig. Jeg vil derfor læse et Kaj Munk-digt op efter hukommelsen for hr. Morten Messerschmidt:

     De gamle, syge mænd blev ved at lalle/at bjærge liv og lemmer er det vigtige/helt ind i døden hørte vi dem ralle/ åh vær forsigtige, åh vær forsigtige.
     Man kan altså være så forsigtig, at man overhovedet ikke får bevæget sig og det hele går i stykker, og at man forpasser mulighederne for at handle på det rigtige tidspunkt. Det var den advarsel, Kaj Munk gav, og det er også derfor, at man ikke skal være så forsigtig, at man ikke får bevæget sig.
     Hvis man venter, får man ikke speedet den proces op, som Bulgarien og Rumænien er i fuld gang med. Så får man ikke sikret - der er jeg enig med hr. Svend Auken - at alle disse indsatser mod korruption og mod kriminalitet, som også er grænseoverskridende, får virkning.
     Det vil sige, at det rigtige tidspunkt var, da de opfyldte kriterierne, og Københavnskriterierne er opfyldt. Så kan man sige: Der er nogle områder, som ikke er tilfredsstillende, men det vil de blive. Regeringerne har lavet de relevante love; de er jo lavet, men ikke tilfredsstillende implementeret og gennemført. Men det hjælper vi dem så med, og det kan være et spørgsmål om kort tid, før det er på plads.
     Det synes jeg er meget klogere end at forpasse muligheden og være så forsigtig, så man ikke får handlet i tide og har rettidig omhu for Europas fremtid.

Tak til udenrigsministeren. Det giver anledning til endnu et spørgsmål fra hr. Messerschmidt. Det er ikke overraskende.

Vil udenrigsministeren så ikke bekræfte bare med sine egne og ikke Kaj Munks ord, at den aftale, der ligger, da indeholder muligheder for, at Kommissionen kunne vente til 2008? Hvordan hænger det sammen med den beslutning, som man nu har truffet om, at det skal ske i 2007? Hvis ikke man havde truffet den, ville man forpasse muligheden. Hvordan hænger det sammen med, at det allerede siden det danske formandskab har ligget i kortene, at man kunne vente til 2008? Det hænger jo ikke sammen. Eenten forpasser man, eller også så forpasser man ikke, man kan vel ikke halvt forpasse en mulighed?
     Derfor virker det for mig besynderligt, at man på den ene side mener, at man ville forpasse muligheden, hvis ikke man gjorde det nu, når man altså dengang, udenrigsministeren selv sad i formandsstolen eller den delte formandsstol, i hvert fald var med på, at det her sagtens kunne vente til 2008. Det hænger ikke sammen.

Jo, det hænger såmænd ganske godt sammen. For det hænger sådan sammen, at hvis Kommissionen vurderede, at kriterierne ikke var opfyldt pr. 1. januar 2007, så kunne Kommissionen vente til den 1. januar 2008. Det er da logisk. Nu er der bare det ved det, at Kommissionen vurderer, at Københavnskriterierne er tilstrækkeligt opfyldt pr. 1. januar 2007. Deruden siger man, at der skal sættes en masse overgangsordninger ind, ligesom vi gjorde.
     Jeg sad selv og førte de forhandlinger med de ti lande, og jeg lavede da som formand for EU på det tidspunkt en masse overgangsordninger, så for Estland om en ting, så for Malta om en anden ting og så for det tredje land om en tredje ting. Det gjorde vi da. For ingen er hundrede procent klar fra den ene dag til den anden. Der er en masse lovgivning, som skal glide videre, men som altså er vedtaget, og som så skal implementeres. Jeg synes for så vidt, at det, når kriterierne vurderes opfyldt, er rigtigt at sige: Så slår vi også til, så er det nu. Det er altså nu, og det tror jeg er til gavn for os alle sammen, hvilket det har været ved alle tidligere udvidelser.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til tredje behandling.

Afstemning

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.