Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

Den 5. december 2006

 

 

 

 

 

Sagsnr.: 4014


 

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 29. november 2006 (Ad L 28) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 42:

 

Spørgsmål 42:

”Kan ministeren bekræfte, at lovforslaget indebærer, at en administrativ fastsat bødestraf for overtrædelse af fødevarelovgivningen udmåles efter antal ansatte, hvorimod en bøde fastsat af domstolene udmåles efter virksomhedens størrelse?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg henholder mig:

 

”Det fremgår af fødevarelovens § 60, stk. 5, at der ved udmåling af bødestraf for overtrædelse af fødevarelovgivningen - udover de almindelige regler i straffeloven - skal tages hensyn til virksomhe­dernes omsætning. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. januar 2006, og fastsættelse af bødestørrelser efter virksomhedens størrelse og omsætning har således intet med lovforslag L 28 at gøre.

 

Det fremgår af lovbemærkningerne til bestemmelsen, at formålet var en forhøjelse af bødeniveauet for større virksomheder, så den præventive effekt forholdsmæssigt blev bedre sammenlignelig for virk­som­hederne uanset størrelse. Til eksempel vil en bøde på 10.000 kr. have større præventiv effekt på en kiosk end et stort supermarked, og de større virksomheder kan i højere grad indregne bøder som en driftsomkostning.

 

Differentiering efter størrelse blev fastsat således, at der ved udmåling af bødestørrelsen skulle tages hensyn til virksomhedens omsætning.

 

Ved den efterfølgende udmøntning af bestemmelsen i relation til udstedelse af administrative bødeforlæg viste det sig, at fødevareregionerne ikke uden videre kan skaffe de nødvendige omsæt­ningstal for virksomhederne. Virksomhederne har således ikke pligt til at udlevere deres omsætnings­tal til fødevaremyndighederne alene med henblik på fastsættelse af bødens størrelse.

 

På den baggrund valgte Fødevarestyrelsen – efter drøftelser med fødevareregionerne - antal ansatte som indikator for virksomhedens omsætning. Antal ansatte giver i de fleste tilfælde en god indikation af virksomhedens omsætning og størrelse.

 

I de øvrige tilfælde, hvor fødevaremyndighederne vurderer, at de ikke har tilstrækkelige indikatorer for at kunne fastslå virksomhedens omsætning, fordi der fx vurderes at være en stor omsætning i forhold til antal ansatte, skal virksomheden politianmeldes med påstand om, at bøden fastsættes i forhold til virksomhedens omsætning. Dette kan bl.a. være tilfældet ved kontorvirksomheder, som ikke selv producerer fødevarer, men alene køber og videresælger varerne, og som ikke nødvendigvis på noget tidspunkt er i fysisk besiddelse af varerne.

 

Omvendt vil bødestørrelsen i de tilfælde, hvor fødevaremyndighederne vurderer, at antal ansatte i virksomheden ikke er en pålidelig indikator for virksomhedens omsætning, fordi der vurderes at være en meget lille omsætning i forhold til antal ansatte, kunne nedsættes konkret.

 

Såvel bøder idømt af domstolene som administrative bøder skal således fastsættes ud fra virksomhe­dens størrelse. Domstolene anvender direkte omsætning som grundlag for fastsættelse af bødestør­relsen, mens fødevaremyndighederne anvender antal ansatte i virksomheden som indikator for omsætningen.”

 

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                                     / Thomas Elvensø