Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

J.nr. 4090

Den 7.12.06

 


 

 


Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 6. november 2006 (Ad L 28) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 53:

 

Spørgsmål 53:

”Hvad er ministerens holdning til, at administrative beslutninger om midlertidig inddragelse af næringsbrevet kun kan træffes af direktøren for Fødevarestyrelsen?”

 

Svar:

I forbindelse med afgørelser i Fødevarestyrelsens regi er der almindeligvis tale om to-instans afgørelser. Således er der ved afgørelser truffet af en fødevareregion normalt klageadgang til Fødevarestyrelsen, mens der ved afgørelser truffet af Fødevarestyrelsen normalt er klageadgang til Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender. I forbindelse med midlertidig inddragelse af næringsbrevet, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og § 3, nr. 1, er der ikke administrativ klageadgang, og prøvelse af spørgsmålet om den midlertidige inddragelse indbringes således for domstolene.    

 

Der er ikke nogen formel eller indholdsmæssig forskel på, om det i lovteksten anføres, at beslutningen træffes af Fødevarestyrelsen eller af Fødevarestyrelsens direktør, idet styrelsens direktør altid vil være øverste ansvarlige for de afgørelser, der træffes af styrelsen. Da afgørelser om midlertidig inddragelse af næringsbrevet vil være meget principielle og indgribende, vil det under alle omstændigheder være naturligt, at Fødevarestyrelsens direktion inddrages i beslutningen.

 

 

Lars Barfoed

/ Frederik Waage