J.nr. MST-103-00008

Ref.

 

Dato: 10. nov. 2006

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 7 (L 40) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 8. november 2006.

 

Spørgsmålet:

 

”Ministeren bedes redegøre nærmere for den foreslåede afgrænsning af myndigheds- og driftsopgaver belyst ved en række konkrete eksempler og samtidig oplyse, hvilke konsekvenser denne afgrænsning vurderes at ville få for Miljøcenter Fyn-trekantområdet?”

 

Svar:

 

Indledningsvist vil jeg nævne, at det ikke er muligt at foretage en generel afgrænsning, der præcist angiver, hvilke konkrete opgaver der er henholdsvis myndighedsudøvelse og driftsopgaver. En vurdering af, hvorvidt der er tale om myndighedsudøvelse eller en driftsopgave, vil altid bero på et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde.

 

Myndighedsudøvelse kan dog helt generelt beskrives som den virksomhed, som består i at regulere borgernes retsforhold, typisk i form af meddelelse af forbud, påbud, tilladelser og henstillinger. Sagsforberedende eller sags-opfølgende skridt, der har karakter af faktisk virksomhed, som åbenbart ikke har indflydelse på indholdet af myndighedens afgørelse, kan ikke betragtes som en del af myndighedsudøvelsen.

 

Som eksempler på sondringer mellem myndighedsopgaver, som skal løses af kommunen og driftsopgaver, som også fremover kan løses af kommunale fællesskaber, kan nævnes følgende:

 

Vedrørende tilsyn:

I tilsynssager skal kommunen selv fastlægge, hvem der skal føres tilsyn hos, og hvad der skal føres tilsyn med - f.eks. et landbrug - (er det hele landbruget, er det kun antal dyreenheder, er det møddingspladsen eller opbevaringen af kemikalier osv.). Herudover er det kommunen, der skal tage stilling til resultatet af tilsynet, herunder om det skal munde ud i en afgørelse samt indholdet af denne, og det er kommunen, der skal foretage de nødvendige vurderinger i sagen.

 

Et kommunalt fællesskab vil også efter lovforslagets ikrafttræden kunne udføre dele af tilsynsarbejdet, herunder den rent objektive konstatering af fysiske forhold og konstatering af, hvilke kemiske eller andre egenskaber en prøve eller lignende har.

 

Vedrørende miljøgodkendelser/-tilladelser:

Kommunen skal selv varetage alle de elementer, der har afgørelseslignende karakter i forbindelse med meddelelse af miljøgodkendelse/tilladelse. Dette omfatter eksempelvis stillingtagen til, hvilken type sag der er tale om, fastlæggelse af hvilke oplysninger, der skal indhentes samt hvilke miljømæssige påvirkninger, der er relevante at undersøge.

Det kommunale fællesskab vil på grundlag af kommunens beslutninger herom også efter lovforslagets ikrafttræden kunne varetage opgaven med indhentelse af oplysninger samt udarbejde en beskrivelse af virksomheden (miljøteknisk beskrivelse med gennemgang/beregning af relevante påvirkninger), der som led i sagsoplysningen skal danne grundlag for beslutningen om, hvorvidt der kan meddeles miljøgodkendelse og på hvilke vilkår.

Kommunen skal træffe afgørelse i sagen på baggrund af de indhentede oplysninger. En eventuel forhåndstilkendegivelse til en virksomhed i forbindelse med en virksomheds tilpasning af et projekt, skal ligeledes meddeles af kommunen.

Vedrørende partshøring og annoncering kan det bemærkes, at kommunen skal fastsætte, hvem der skal høres og – hvis dette er relevant - indholdet af høringstemaet, og hvor og hvordan der skal annonceres. Et kommunalt fællesskab vil på den baggrund kunne forestå selve partshøringen og annonceringen.

Indberetning af afgørelser til det kommunale edb-system er en driftsopgave, som kan varetages af et kommunalt fællesskab.

Vedrørende planer/regulativer:

I det omfang planer og regulativer er afgørelser, indebærer fastsættelsen heraf myndighedsudøvelse, som kommunen ikke efter lovforslagets ikrafttræden vil kunne overlade til kommunale fællesskaber.

Et kommunalt fællesskab vil imidlertid på grundlag af fastsatte rammer herfor godt kunne foretage indsamling af oplysninger, kortlægning og beregninger til brug for udarbejdelsen af sådanne planer og regulativer. Rammerne for denne virksomhed kan være fastsat centralt i lovgivningen og/eller lokalt af kommunen.

Kommunen skal træffe afgørelse om planen/regulativet på grundlag af de indhentede oplysninger.

Det kommunale fællesskab vil kunne varetage offentlighedsfasen, høringer og koordineringer, såfremt kommunen har fastlagt, hvorledes dette skal ske.

I det omfang et udkast til plan skal forelægges offentligt eller udsendes i høring forinden, der træffes endelig afgørelse om planen, vil indholdet af et sådant udkast skulle fastlægges af kommunen under inddragelse af alle de nødvendige oplysninger.

Vedrørende miljøcenter Fyn-trekantsområdet:

Lovforslaget ophæver alene muligheden for overførsel af myndighedsopgaver til kommunale fællesskaber. Det er op til kommunerne at vurdere, hvorvidt de kommunale fællesskaber skal fortætte og i givet fald med hvilke opgaver inden for rammerne af lovgivningen. Miljøministeriet kan således ikke vurdere, hvilke konsekvenser sondringen mellem myndigheds- og driftsopgaver i forbindelse med lovforslagets ikrafttræden vil få for miljøcenter Fyn-trekantsområdet.

 

 

 

 

  

 

Â