Dato:            14. november 2006

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2006-1300-330

Sagsbeh.:   SBS

Fil-navn:       Dokument 4


 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 12 (L 50) som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 9. november 2006

 

Spørgsmål 12:

”Ministeren bedes oplyse hvilke faggrupper, der i dag har direkte adgang til oplysninger i Medicinprofilen, og hvilke af disse faggrupper, der ved en vedtagelse af lovforslaget, ikke længere vil have direkte og samme adgang til oplysningerne som i dag, og hvilke faggrupper, der som noget nyt vil få adgang til Medicinprofilen. Ministeren bedes for den enkelte berørte faggruppe oplyse omfanget af og begrundelsen for ændringen i adgangen til oplysninger, og hvilken betydning ministeren vurderer det vil få for de pågældende faggruppers nuværende arbejdsgange og deres mulighed for at udøve patientbehandling på samme sikkerheds- og kvalitetsmæssige niveau som i dag.”

 

Svar:

Ifølge de nugældende regler har læger, apotekere og den kommunale hjemmesygepleje adgang til oplysningerne i Medicinprofilen. Herudover har Lægemiddelstyrelsen adgang til alle oplysninger i registeret, når dette er påkrævet af driftstekniske grunde eller følger af Lægemiddelstyrelsens forpligtigelser m.v. som dataansvarlig. Lovforslaget ændrer ikke på disse gruppers adgang til medicinprofilen.

 

Lovforslaget indebærer, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at tandlæger kan få adgang til oplysninger, der er registreret om en patient, når det er nødvendigt for behandlingen, og at Sundhedsstyrelsen kan få adgang til oplysninger, der er registreret om en patient, når dette er nødvendigt for tilsynet med lægers og tandlægers ordination af specifikke typer lægemidler, herunder afhængighedsskabende lægemidler og antipsykotika.

 

Tandlægers adgang skal ses i sammenhæng med, at tandlæger i forbindelse med behandling af patienter kan have behov for kendskab til patienternes medicinforbrug for at højne patientsikkerheden.

 

Sundhedsstyrelsens adgang indebærer en styrkelse af tilsynet med lægers ordinationspraksis, særligt for så vidt angår lægers ordination af afhængighedsskabende sove- og nervemedicin samt udskrivning af antipsykotika til plejehjemsbeboere.