Til Sundhedsudvalget |
Social- og sundhedsassistenters adgang til EPJ
Jeg har forstået, at mit ændringsforslag om EPJ (L 50 B), som jeg fremsatte efter en række gode konstruktive drøftelser med hele ordførerkredsen, blev behandlet på Sundhedsudvalgets møde den 21. marts 2007. Jeg kan forstå, at der på mødet bl.a. blev rejst spørgsmål om social- og sundhedsassistenters adgang til EPJ.
Jeg vil i den forbindelse gerne benytte lejligheden til på ny at understrege, at social- og sundhedsassistenter med ændringsforslaget på linie med alle øvrige sundhedspersoner er sikret den adgang til EPJ, der er nødvendig for, at de kan udføre deres arbejde.
Alle sundhedspersoner får efter ændringsforslaget adgang til at indhente helbredsoplysninger m.v. fra EPJ til brug for aktuel patientbehandling. Læger og sygehusansatte tandlæger får en bredere adgang til EPJ, mens andre sundhedspersoner får adgang til at indhente aktuelle helbredsoplysninger fra EPJ for de patienter, som er tilknyttet samme behandlingsenhed som sundhedspersonen. Andre sundhedspersoner kan, når ledelsen på det behandlingssted, hvor den pågældende er ansat, har givet tilladelse hertil opgraderes til at få samme adgang til EPJ som læger og sygehusansatte tandlæger.
Sundhedspersoner er i sundhedsloven defineret som sundhedspersoner, der er autoriseret til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar. Når en social- og sundhedsassistent deltager i behandlingen af en patient på ansvar af en autoriseret sundhedsperson, er de således sundhedspersoner og har i overensstemmelse med ovenstående adgang til nødvendige oplysninger i EPJ.
Jeg vil gerne understrege, at dette også fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til ændringsforslaget.
For så vidt angår kravet om, at ikke-autoriserede sundhedspersoner skal handle på ansvar af en autoriseret sundhedsperson, bemærkes det, at der ikke heri ligger et krav om konkret instruktion. Således vil social- og sundhedsassistenter inden for de generelt fastlagte rammer på det pågældende behandlingssted kunne foretage en selvstændig udførelse af deres sundhedsfaglige opgaver og i forbindelse hermed indhente de nødvendige oplysninger fra EPJ.
Ændringsforslaget er således bortset fra læger og sygehusansatte tandlæger faggruppeneutralt. Social- og sundhedsassistenter får samme adgang som andre sundhedspersoner end læger og sygehusansatte tandlæger.
Jeg håber, at ovenstående besvarer de spørgsmål, der måtte være opstået vedrørende social- og sundhedsassistenters adgang til EPJ.
Med venlig hilsen