I Venstre er vi meget glade for den brede medieaftale, som regeringen indgik sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og SF her i foråret, fordi vi mener, at den danner et godt grundlag for, at vi de næste 4 år kan få digitaliseret medieområdet i Danmark, og at vi også kan få ro om nogle af de store udfordringer, der ligger på medieområdet. Derfor kan vi som en helt naturlig ting selvfølgelig også støtte det lovforslag, L 64, som er en ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om leje.
Nogle af de ting, som vi i Venstre særlig lægger vægt på, og som vi synes er enormt positive fremskridt i medieaftalen og
i den medielov, vi behandler i dag, er overgangen fra at have en farvelicens, en sort-hvid-tv-licens og en radiolicens til
i fremtiden at have en medielicens, som er teknologineutral, og som kan fremtidssikre finansieringen af vores offentlige public service-tv, af DR, af TV 2's regioner og af de mange andre gode initiativer, der sker på medieområdet. En anden ting i lovforslaget og i medieloven, vi fra Venstres side er meget glade for, er den public service-pulje, som nu oprettes, hvor der i første omgang tilføres 75 mio. kr. til at skabe dansk kvalitetsdokumentarprogrammer og dansk drama. Vi synes, det er vigtigt, at vi nu får en diskussion, hvor public service ikke handler om, hvilken spalte programmet fremgår af i tv-program-oversigten, men i høj grad handler om kvalitet og indhold. Derfor ser vi meget frem til, at vi med lovforslaget - og forhåbentlig med Europa-Kommissionens godkendelse - nu får en public service-pulje, der kan være med til at styrke det danske drama- og dokumentarområde. En anden ting, vi fra Venstres side sætter meget pris på
i lovforslag nr. L 64, som vi behandler nu, er begrænsningen af TV 2-regionernes mulighed for at have anden virksomhed. Vi synes, det er vigtigt, at TV 2-regionerne koncentrerer sig fuldt ud om det, de er sat i verden for, og det er at levere godt regionalt tv med et godt regionalt indhold til de danskere, som bor ude i TV 2-regionerne. Det har aldrig været tænkt ind i det, at TV 2-regionerne skulle lave al mulig anden tillægsvirksomhed og på den måde være med til at presse og udkonkurrere det private produktionsmiljø. Derfor synes vi, det er positivt, at vi med lovforslaget begrænser TV 2-regionernes virksomhed.
I Venstre lægger vi også meget vægt på den børne/historiekanal, som oprettes som en del af L 64 og medieaftalen. Vi mener, det er vigtigt, at man på den måde er med til at sætte fokus på et højt kvalitetsniveau og dansk tv produceret til børn og unge, et tv, som er uden reklamer, et tv rettet mod børn og unge, som lægger vægt på indhold og ikke på forbrugermentalitet. Vi er i Venstre også meget glade for historiekanalen, fordi den i høj grad understreger, at det er vigtigt at have en kulturel bevidsthed og en historisk bevidsthed, og den opgave mener vi at Danmarks Radio som vores public service-virksomhed skal påtage sig fremover. Der var en ting, som vi fra Venstres side gerne havde set var lidt anderledes, og det er sammensætningen af DR's bestyrelse. Vi havde i medieforslaget lagt op til, at DR skulle have en professionel bestyrelse, hvor der i høj grad var fokus på de økonomiske, de ledelsesmæssige, de kulturelle og de mediemæssige kompetencer. Vi er dog glade for det kompromis, som vi lavede med medieaftalen, som nu sikrer, at der kommer mere professionalisme og integritet i DR's bestyrelse, og at vi også begrænser antallet af folk i DR's bestyrelse, der sidder på politiske poster, således at vi får fokus på indholdet og den vigtige opgave, der ligger i bestyrelsesmæssigt at sikre DR som en stærk public service-institution. Så fra Venstres side mener vi i høj grad, at L 64, det lovforslag, vi behandler i dag, og medieaftalen er med til at cementere, at vi i Danmark har et fremadrettet medieudbud, som går på mange ben; som både lægger op til et stærkt DR, som varetager nogle public service-opgaver; som lægger op til et stærkt TV 2, et privatiseret TV 2; som giver mulighed for, at TV 2's regioner fortsat kan udvikle regionalt tv til danskerne, endda i et større omfang, end de gør i dag; og som nu også giver mulighed for mere privat produktion og for en inddragelse af det private produktionsmiljø. Derfor kan vi fra Venstres side meget varmt støtte op om
L 64 og de ændringer i fjernsyns- og radiolovgivningen, som der er lagt op til.