BESKÆFTIGELSESMINISTERIET

Arbejdsdirektoratet

 

December 2006

Sag nr. 06-21-0027

 

 

 

 

Æ n d r i n g s f o r s l a g

til

forslag til lov om ændring af lov om fleksydelse

(Forhøjelse af fleksydelsesalderen, fortrydelsesordning mv.) – L 65

 

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af …

 

Til § 1

 

2) Den under nr. 7 foreslåede § 2 a, stk. 4, affattes således:

  ”Stk. 4. En person, der er omfattet af stk. 3, 1. og 2. pkt., skal højst indbetale efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i sammenlagt 30 år. Hvis personen inden den 1. januar 2008 har indbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag for perioder forud for det fyldte 35. år, får personen et tilsvarende antal bidragsfri perioder. Det samme gælder, hvis en person fra det fyldte 35. år har indbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i perioden 1. januar 2007 til 1. januar 2008.”

[Udvidelse af retten til bidragsfri perioder]

 

 

 

 

B e m æ r k n i n g e r

 

Til nr. 2

 

      Efter forslaget til § 2 a, stk. 4, i L 65 har personer, som er omfattet af forslaget til § 2 a, stk. 3, som er under 35 år pr. 1. januar 2008, og som har indbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag forud for det fyldte 35. år, ret til et tilsvarende antal bidragsfri perioder, som kan lægges efter eget valg inden overgangen til fleksydelse.

      Personer, som er fyldt 35 år før 1. januar 2008, og som efter lovforslagets forslag til § 2 a, stk. 3, først skal betale efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag uafbrudt fra den 1. januar 2008, har mulighed for at undlade at betale efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i 2007, hvis de i øvrigt kan opfylde kravet om at have betalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i mindst 25 år. De har derimod ikke mulighed for at placere den bidragsfri periode på et andet tidspunkt.

      Det foreslås, at disse personer får mulighed for at vælge, hvornår de ønsker at holde bidragsfri perioder svarende til indbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i året 2007.

      Personer, som efter § 2 a, stk. 3, skal have betalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag uafbrudt siden 1999, vil ikke blive omfattet af udvidelsen, idet de hverken efter de gældende regler eller L 65 ville have haft mulighed for at undlade at betale efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i 2007.

      Baggrunden for ændringsforslaget er, at personer, som først skal indbetale efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag uafbrudt fra 1. januar 2008, og som kan opfylde kravene for ret til fleksydelse om at have betalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i alt 25 år, både efter de gældende regler i loven og L 65 har mulighed for at vælge at holde pause med bidragsbetalingen i 2007. Derimod har de efter forslaget i L 65 ikke mulighed for at udskyde pausen til et senere tidspunkt. Forslaget er i overensstemmelse med de intentioner, der lå til grund for aftaleteksten vedrørende bidragsfri perioder for personer, der er under 35 år pr. 1. januar 2008.

      Ændringsforslaget sikrer, at de personer ligesom personer under 35 år får mulighed for at holde pausen på et senere tidspunkt. Forslaget bevirker dermed også en mere smidig administration for kommunerne, som undgår, at en stor persongruppe fravælger fleksydelsesbidraget i 2007 og tilmelder sig betalingen igen pr. 1. januar 2008.

      Ændringsforslaget medfører ikke økonomiske konsekvenser udover de i forslaget allerede beskrevne. Forslaget medfører heller ikke administrative konsekvenser af betydning. Ændringsforslaget vil medføre mindre administrative lettelser for de berørte personer og kommunerne.