Til
                     Folketinget - Skatteudvalget
L 66 - Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv. (Digital tinglysning m.v.)
Hermed sendes i 5 eksemplarer kommentarer til Finansrådets brev af 16. januar 2007.
Kristian Jensen
                                                                / John Fuhrmann
Finansrådet har i brev af 16. januar 2007 fremsat kommentarer til angivelsesordningen i tinglysningsafgiftsloven. Finansrådet anfører, at en ordning, hvor storkunder skal betale tinglysningsafgiften via SKAT’s TastSelv-system i stedet for via det digitale tinglysningssystem, kaldet e-TL, vil være overordentlig uhensigtsmæssigt, da det indebærer dobbeltarbejde, risiko for fejl og samlet set overflødige krav til it-udvikling hos en flerhed af brugere. Finansrådet opfordrer til, at der i lyset af, hvor vigtig problemstillingen er, bliver lovgivet om angivelsesordningen direkte i tinglysningsafgiftsloven.
Hertil kan bemærkes, at det ikke er endeligt afklaret, om storkunders angivelse af tinglysningsafgiften skal ske via TastSelv eller via e-TL. SKAT er opmærksom på fordelene ved angivelse via e-TL, men de nærmere omstændigheder ved en sådan angivelsesordning er endnu ikke nærmere undersøgt. De relevante brancheorganisationer, herunder Finansrådet, vil blive inddraget i beslutningen om, hvordan angivelsesordningen skal udformes. Da spørgsmålet endnu er uafklaret, er lovforslaget om ændring af tinglysningsafgiftsloven udformet således, at der er hjemmel til angivelse både via TastSelv og via e-TL.