Betænkning afgivet af Det Energipolitiske Udvalg den 24. december 2007
2. udkast
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af offshoresikkerhedsloven
(Begrænsning af arbejdsgivernes strafansvar og skærpelse af straf for visse overtrædelser, der begås af ansatte, samt udvidelse af lovens anvendelsesområde til indkvarteringsfaciliteter på skibe, m.v.)
[af transport‑ og energiministeren (Bendt Bendtsen, fg.)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 15. november 2006 og var til 1. behandling den 30. november 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Det Energipolitiske Udvalg.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transport- og energiministeren sendte den 26. september 2006 dette udkast til udvalget, jf. EPU, folketingsåret 2005-06, alm. del – bilag 325. Den 17. november 2006 sendte transport- og energiministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
[Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.]
Et mindretal i udvalget (S, RV, SF og EL) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten støtter principielt lovforslagets intention om, at de samme regler skal gælde for arbejde på offshoreanlæg som på land, samt at reglerne også kommer til at omfatte indkvarteringsfaciliteter på skibe for de ansatte.
S, RV, SF og EL mener principielt, at det objektive ansvar ikke skal fjernes eller svækkes. På den ene side har arbejdsgivere og ansatte en fælles opgave og forpligtelse til at undgå skader. På den anden side er det arbejdsgiverens ansvar, at beskyttelsesniveauet er højt, og arbejdsgiverne er allerede i besiddelse af de instrumenter, der skal til for at sikre, at beskyttelsesniveauet er højt, nemlig: introduktion, kontrol, tilsyn, advarsel og fyring.
De fire partier finder derfor, at det foreliggende lovforslag ikke lever op til det retssikkerhedsmæssige princip om, at de mennesker, der har ansvaret og rettighederne, også bærer de pligter og byrder, dette giver.
S, RV, SF og EL kan ikke støtte, at den skævridning af incitamenterne, som ændringen af arbejdsmiljøloven i forrige samling medførte for virksomhedernes og medarbejdernes fælles indsats for et godt arbejdsmiljø, videreføres med dette lovforslag. Arbejdsgiveren har retten til at lede og fordele arbejdet, og arbejdsgiveren har dermed ansvaret for, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.
De fire partier opfatter det foreliggende lovforslag således, at det vil formindske arbejdsgiverens tilskyndelse til at overholde arbejdsmiljøreglerne – også selv om arbejdsgiveren ifølge forslaget har gjort alt for at opfylde forpligtelsen til at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
Samtidig finder partierne ikke, at udvalgsarbejdet eller debatten i Folketingssalen i tilstrækkeligt klart omfang har sikret grundlaget for en klar retspraksis i forhold til, hvordan arbejdsgiveren efter lovforslaget skal dokumentere, at han eller hun har gjort alt for at opfylde forpligtelsen til at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
Partierne finder derfor, at lovforslaget vil skabe en usikker retstilstand for arbejdstagere på arbejdsmiljøområdet – og vil medføre en række komplicerede retssager om skyldsspørgsmål ved arbejdsulykker. Samtidig støtter partierne den hidtidige retspraksis, hvor arbejdstagere, som handler groft uforsvarligt, kan dømmes.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vil på baggrund af ovenstående stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
 Joan Erlandsen (V)  Eyvind Vesselbo (V) fmd. Jens Kirk (V)  Lars Christian Lilleholt (V)  Ellen Trane Nørby (V)  Tina Petersen (DF)  Hans Kristian Skibby (DF)  Per Ørum Jørgensen (KF)  Christian Wedell‑Neergaard (KF)  Torben Hansen (S)  Jens Christian Lund (S)  Kim Mortensen (S)  Jytte Wittrock (S)  Arne Toft (S)  Martin Lidegaard (RV)  Anne Grete Holmsgaard (SF) nfmd. Per Clausen (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
24 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
|
|
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 76
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Høringsnotat og høringssvar, fra transport- og energiministeren |
2 |
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
3 |
1. udkast til betænkning |
|
|