Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

MLA/ J.nr. 2006-245

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 4. december 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 30. november følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 8 og 13 til L 80.

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 8:

 

”Ministeren bedes, med henvisning til EU-retten, beskrive hvori kravet om udbud efter 10 års drift består?”

 

Spørgsmål nr. 13:

 

”Ministeren oplyste under samrådet om L 80 i Boligudvalget, at der er givet dispensation, således at driften af friplejeboligerne kun skal i udbud hvert 10. år. Ministeren bedes oversende denne dispensation til udvalget.”

 

 

Svar:

 

Efter forslagets § 66 skal socialministeren hvert 10. år sætte friplejeboligerne i udbud.

 

Hvis en offentlig myndighed overlader opgaver til en ekstern leverandør, er tildelingsprocessen underkastet EU’s udbudsregler. Det følger af EF-Traktaten.

 

Kontrakter på det sociale område er såkaldte bilag B-kontrakter, som er undtaget Udbudsdirektivets detaljerede procedureregler. Udbud om sociale ydelser skal følge traktatens almindelige principper. Disse principper er bl.a. principperne om fri bevægelighed for varer, fri etableringsret og fri bevægelighed for tjenesteydelser. Endvidere er principperne om ligebehandling, ikke-forskelsbehandling, gensidig anerkendelse, proportionalitet og gennemsigtighed gældende.

 

Konkurrencestyrelsen har oplyst, at friplejeboliger er omfattet af EU’s regler om offentlige kontrakter.

 

Normalt er den maksimale løbetid 5 år for offentlige kontrakter. Løbetiden kan dog udvides, hvis særlige forhold gør sig gældende.

 

Offentlige kontrakter skal have begrænset løbetid for at sikre markedsprøvning. Heri indgår, at den offentlige kontrakts løbetid ikke må være længere end nødvendigt for at sikre afskrivning af investeringerne og et rimeligt afkast af den investerede kapital og den med driften forbundne risiko.

 

For almindelige tjenesteydelseskontrakter vil løbetiden som udgangspunkt ikke kunne være over 5 år. I særlige tilfælde har EU tilladt længere kontrakter af længere varighed.

 

Udbuddet i Lovforslaget drejer sig både om bygningsinvesteringer, der normalt har en afskrivningsperiode på 20-30 år, og tjenesteydelseskontrakter, der normalt løber over 4 år. I lyset af dette har Socialministeriet og Konkurrencestyrelsen vurderet, at kontrakterne bør genudbydes efter 10 år.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Charlotte Markussen