Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

EB/ J.nr. 2006-3702

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 4. december 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 30. november 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 19  til L 80.

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 19:

 

”Ministeren bedes oplyse, hvordan beboerne er stillet såfremt en driftsherre bliver afskediget af kommunen, går konkurs eller hvis der ikke er nogen der byder ind på et bestående friplejehjem ved nyudbud?”

 

 

Svar:

 

Jeg går ud fra, at der med spørgsmålet om, hvad der sker, hvis en ”driftsherre bliver afskediget af kommunen”, refereres til den situation, hvor en friplejeboligleverandør mister sin certifikation.

 

Hvis en friplejeboligleverandør mister sin certifikation, kan den pågældende ikke længere levere pleje og omsorg til lejerne. Friplejeboligleverandøren kan i en sådan situation beslutte at sælge ejendommen til en anden friplejeboligleverandør, sælge den til anden anvendelse end friplejeboligejendom eller selv tage ejendommen i brug til anden anvendelse.

 

Hvis friplejeboligleverandøren vælger at sælge til en anden friplejeboligleverandør, sker der ingen ændringer for beboerne. De kan blive boende som friplejeboliglejere, og de vil have krav på at modtage den samme pleje og omsorg som hidtil.

 

Hvis friplejeboligleverandøren sælger ejendommen til en ”almindelig” privat udlejer, kan beboerne ligeledes blive boende. Da det imidlertid er beliggenhedskommunen, der har ansvaret for, at den enkelte borger får den pleje og omsorg, som den pågældende er visiteret til, må beliggenhedskommunen fremover yde plejen og omsorgen til beboerne.

Beboerne vil fortsat have krav på boligstøtte, som om de boede i en friplejebolig.

 

Hvis friplejeboligleverandøren vælger selv at drive ejendommen videre som en privat udlejningsejendom, gælder det samme som ved salg til en ”almindelig” privat udlejer.  

 

Efter forslaget bortfalder en certifikation, hvis friplejeboligleverandøren går konkurs. Ved konkurs bliver friplejeboligejendommen inddraget i konkursboet på linje med friplejeboligleverandørens andre aktiver. Man må gå ud fra, at ejendommen bliver solgt – enten til en anden friplejeboligleverandør eller til anvendelse som ”almindelig” privat udlejningsejendom. Her vil gælde det samme som oplyst ovenfor.

 

Hvis ingen byder ind på at levere plejen og omsorgen i forbindelse med udbud – heller ikke den nuværende friplejeboligleverandør selv – kan friplejeboligejendommen ikke fortsætte som friplejeboligejendom. Friplejeboligleverandøren kan herefter vælge enten at sælge ejendommen til anden anvendelse, f.eks. til ”almindelig” privat udlejning eller selv at tage ejendommen i brug som en ”almindelig” privat udlejningsejendom. Konsekvensen heraf er beskrevet ovenfor.  

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Charlotte Markussen