Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

NIH/ J.nr. 2006-3709

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 4. december 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 30. november 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 21, 40 og 41 til L 80.

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 21:

 

”Ministeren oplyste på samrådet den 29. november i Boligudvalget, at plejehjemsbeboere ikke skal betale for misligholdelse ved fraflytning, såfremt det er forårsaget af plejepersonalet. I den forbindelse bedes ministeren oplyse, om det betyder, at brug af lift eller hvor andre hjælpemidler har forårsaget ødelæggelser ikke skal betales af lejer. I den forbindelse bedes ministeren oplyse, hvor evt. tvister skal afklares.”

 

Spørgsmål nr. 40:

 

”Hvor går grænsen for misligholdelse? Hvor meget skal der til for at vedligeholdelse ikke dækkes af de forskellige henlæggelser til vedligeholdelse?”

 

Spørgsmål nr. 41:

 

”Hvem afgør i sidste ende, hvornår der er tale om misligholdelse af et lejemål?”

 

Svar:

 

Det fremgår udtrykkeligt af forslagets § 57, stk. 2, at lejeren ved fraflytning skal afholde alle udgifter som følge af misligholdelse, hvorved det lejede er forringet eller skadet som følge af fejlagtig brug eller uforsvarlig adfærd af lejeren, medlemmer af dennes husstand eller andre, som lejeren har givet adgang til boligen. Dette svarer principielt til lejelovens bestemmelser om misligholdelse.

 

Da friplejeboligleverandøren efter loven skal have såvel den fulde indvendige som udvendige vedligeholdelse, vil lejeren ved fraflytning kun være forpligtet til at betale for udgifterne til afhjælpning af den misligholdelse, som lejeren bærer ansvaret for.

 

Det vil ikke være lejerens ansvar, at plejepersonalet beskadiger lejemålet ved brug af hjælpemidler. Istandsættelse af lejemålet som følge heraf og udgifterne hertil påhviler derfor friplejeboligleverandøren.

 

Efter forslagets § 58 kan tvister om lejrens pligt til istandsættelse ved fraflytning indbringes for huslejenævnet, der ligeledes tager stilling til tilbagebetaling af beboerindskud ved fraflytning.

 

Den endelige afgørelse af, om der i et konkret tilfælde er tale om misligholdelse, som det påhviler lejeren at betale for, henhører under domstolene.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Charlotte Markussen