TALEPAPIR

 

Dato:

22. marts 2007

Kontor:

Udlændingelovs-kontoret

J.nr.:

2006/4000-78

Sagsbeh.:

ATO

Fil-navn:

Spørgsmål A ad L 93

 

 

 

Talepapir til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål A ad L 93 i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik torsdag den 22. marts 2007

Samrådsspørgsmål A ad L 93:

 

”Ministeren bedes redegøre nærmere for, hvad ministeren forventer effekten vil blive af indvandringsprøven i Danmark og ministeren bedes i den forbindelse særligt uddybe, om ministeren forventer en nedgang i antallet af ansøgninger om familiesammenføring, ligesom det er sket i Holland.”

 

 

Formålet med at indføre en indvandringsprøve for ægtefællesammenførte er at styrke den enkelte udlændings muligheder for en vellykket og hurtig integration i det danske samfund.

 

Indvandringsprøven vil være et supplement til den danskuddannelse og det introduktionsprogram, der gives her i landet. Indvandringsprøven vil medvirke til at sikre, at den enkelte udlænding, der ønsker opholdstilladelse i Danmark, på et tidligt tidspunkt tager ansvaret for sin egen integration, og at den pågældende kan dokumentere at have motivation til og et ønske om at blive en del af det danske samfund.

 

Det må antages, at udlændinge, der består indvandringsprøven, vil være bedre rustet til at deltage i integrationsforløbet og blive integreret i det danske samfund.

 

Formålet er således ikke yderligere at begrænse antallet af familiesammenførte. 

 

Jeg forventer ikke et markant fald i antallet af ansøgninger om ægtefællesammenføring som følge af indførslen af indvandringsprøven.

 

Antallet af ansøgninger om familiesammenføringer faldt markant i forbindelse med indførslen af 24 års-kravet og tilknytningskravet, som bl.a. havde som formål at begrænse antallet af familiesammenføringstilladelser.  Således blev der i 2001 og 2002 indgivet henholdsvis over 15.000 og 11.000 ansøgninger om familiesammenføring, mens antallet af ansøgninger om i hvert af de tre efterfølgende år har ligget på omkring 6000.

 

Antallet af ansøgninger er således allerede faldet markant i Danmark, og jeg mener ikke, at der er basis for at forvente en nedgang i antallet af ansøgninger, der svarer til nedgangen i Nederlandene.

 

Det er muligt, at der i forbindelse med indførslen af indvandringsprøven umiddelbart vil være en nedgang i antallet af ansøgninger, da ansøgerne skal bruge tid til at forberede sig, så de kan bestå prøven, og nogle ansøgere vil eventuelt forholde sig afventende i begyndelsen.

 

Som det fremgår af besvarelsen af udvalgsspørgsmål nr. 50 ad L 93, viser statistikker fra de første seks måneder efter, at den nederlandske indvandringsprøve trådte i kraft, at ca. 90 % af ansøgerne består prøven i første forsøg.

 

Den danske indvandringsprøve vil få samme sprogniveau som den nederlandske, og der må derfor også forventes en høj beståelsesprocent.

 

På den baggrund forventer jeg ikke, at en eventuel umiddelbar markant nedgang i antallet af ansøgninger om ægtefællesammenføring i forbindelse med indførslen af indvandringsprøven vil være af længere varighed.