Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 6 vedrørende forslag til lov om ændring af forsikringsaftaleloven og forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven m.v.) (L 101) , som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 29. maj 2007.
Lene Espersen
/
 Anne Kristine Axelsson
Spørgsmål nr. 6 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til Lov om ændring af forsikringsaftaleloven og forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven m.v.) (L 101):
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25/5-07 fra Forsikring & Pension, vedr. L 101, jf. L 101 – bilag 12.â€
Svar:
I henvendelsen anfører Forsikring & Pension, at det er uklart, om en uigenkaldelig indsættelse af en begunstiget, der er foretaget før lovens ikrafttræden, bliver omfattet af de nye regler om indsigelser mod begunstigelsesindsættelser i forsikringsaftalelovens § 104 (lovforslagets § 1, nr. 3), hvis ordningen ændres eller overføres til et andet pensionsinstitut eller lignende efter ikrafttrædelsen af de nye regler.
Efter den gældende forsikringsaftalelovs § 104 kan en ægtefælle eller en livsarving ikke gøre indsigelse mod, at en forsikringssum udbetales til en person, der er enten forsikringstagerens tvangsarving eller indsat som uigenkaldeligt begunstiget i ordningen.
Med lovforslagets udformning af forsikringsaftalelovens § 104 (lovforslagets § 1, nr. 3) bliver det muligt for ægtefællen og livsarvingerne at gøre indsigelse mod udbetalingen af en forsikringssum også i de tilfælde, hvor en begunstigelsesindsættelse er sket til fordel for en livsarving, eller hvor begunstigelsesindsættelsen er uigenkaldelig.
Det følger imidlertid af den særlige ikrafttrædelsesregel i lovforslagets § 10, stk. 1, at de nye regler om begunstigelsesindsættelser ikke finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der er foretaget før lovens ikrafttræden, hvis indsættelsen er uigenkaldelig, eller den begunstigede er forsikringstagerens eller kontohaverens tvangsarving. Der kan således fortsat ikke gøres indsigelse mod sådanne indsættelser.
Det følger af forsikringsaftalelovens § 108, stk. 2, at en forsikringstager, der har foretaget en uigenkaldelig begunstigelsesindsættelse, også anses for at have fraskrevet sig retten til uden den begunstigedes samtykke at råde således over forsikringen, at den begunstigedes ret derved indskrænkes eller forspildes.
Efter Justitsministeriets opfattelse indebærer denne bestemmelse sammenholdt med ikrafttrædelsesbestemmelsen i lovforslagets § 10, stk. 1, at en ændring af ordningen eller en overførsel til et andet pensionsinstitut, der kan ske uden den begunstigedes samtykke, ikke vil være omfattet af de nye regler. Der er således ikke tale om en ny begunstigelsesindsættelse i disse tilfælde.