Ministeren

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

 J.nr. 2006-3760

Pensionisternes Samvirke

Griffenfeldsgade 58

2200 København N

 

 

 

Dato:  20. marts 2007

 

Kære Anton Johannsen og Ivar Nørgaard

 

I har skrevet til Folketingets Socialudvalg vedrørende L 136. Socialudvalget har bedt mig om at kommentere jeres henvendelse.

 

I skriver, at der bør være mindst syv medlemmer af de kommunale ældreråd, hvor lovgivningen i dag stiller krav om mindst fem.

 

Jeg synes, at det er en fin mulighed, at kommunen og ældrerådet lokalt kan aftale, hvor mange medlemmer, der skal være i ældrerådet, dog skal der efter lovgivningen være mindst fem medlemmer. Ifølge en mindre undersøgelse som Sammenslutningen af Ældreråd i Danmark har lavet, har ældrerådene i gennemsnit 11 medlemmer. Det tyder på, at ældreråd og kommuner i en del tilfælde har kunnet aftale sig frem til, at ældrerådene skulle have flere medlemmer end lovgivningens mindstekrav på fem.

 

Jeg har ikke planer om at hæve mindstekravet i lovgivningen, da der er mulighed for at finde lokale løsninger i forhold til ældrerådenes størrelse. Desuden skal man være opmærksom på, at ikke alle kommuner er blevet sammenlagt, og der findes stadig både små og store kommuner.

 

I skriver afslutningsvis, at rekrutteringsproblemer i ældrerådene kan afhjælpes ved lovgivning om, at der skal være valg til ældrerådene samme dag/periode over hele landet.

 

Som reglerne er i dag, er det kommunalbestyrelsen og ældrerådet, der i samarbejde beslutter, hvor ofte (dog mindst hvert fjerde år), hvornår og hvordan valghandlingen rent praktisk skal finde sted. Nogle kommuner benytter brevafstemning, og andre kommuner afholder valg til ældrerådet samtidig med kommunalvalget.

 

Jeg synes, at det er vigtigt, at det er de lokale forhold, der er afgørende for, hvor ofte og hvornår valg skal finde sted. I en kommune med rekrutteringsproblemer vil der fx oftere være behov for valg, hvis medlemmer træder ud. I de kommuner, hvor der ikke er rekrutteringsproblemer, vil der ikke være behov for valg lige så ofte, da der vil være det fornødne antal stedfortrædere.

 

Valg til ældreråd er et lokalt anliggende. Derfor er det i den enkelte kommune, at der skal skabes opmærksomhed om ældrerådenes arbejde, og hvornår der afholdes valg.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Eva Kjer Hansen