Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 17, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 10. april 2007 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om behandling af personoplysninger (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning) (L 162).

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs


Spørgsmål nr. 17 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om behandling af personoplysninger (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning) (L 162):

 

          ”Må en privatperson overgive sine private optagelser – mod eller uden betaling – fra en sightseeingtur, en fodboldkamp, en strandtur eller lignende til f.eks. et ugeblad, hvis det viser sig, at optagelsen indeholder klip, som kan bruges i/sælges til kulørte blade? Er disse optagelser omfattet af 30-dagesreglen?”

 

Svar:

 

Om de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 264 a og 264 d, kan Justitsministeriet henvise til pkt. 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger og Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 14.

 

Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at privates billedoptagelser under f.eks. en sightseeingtur, en fodboldkamp, en strandtur eller lignende ikke vil være omfattet af den foreslåede særregel om sletning senest 30 dage efter optagelsen.

 

Det skyldes bl.a., at den foreslåede sletningsregel i lovforslagets § 2, nr. 3 (forslag til ny bestemmelse i persondatalovens § 26 a, stk. 2), kun omfatter billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der foretages i forbindelse med ”tv-overvågning”. Dette udtryk skal forstås som tv-overvågning i tv-overvågningslovens forstand, dvs. en vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera eller lignende apparat, jf. tv-overvågningslovens § 1, stk. 2, 1. pkt.

 

Uden for loven og dermed også den foreslåede bestemmelse om skiltning efter senest 30 dage falder således private optagelser mv., der ikke har karakter af vedvarede eller regelmæssigt gentagen personovevågning.