Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 vedrørende forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 24. april 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166):

 

”Vil en skadelidt skulle nå at afslutte en retssag om sit krav mod skadevolder, inden der er gået tre år fra skaden, for at skadelidte derefter kan rette kravet mod forsikringsselskabet inden for tillægsfristen på et år, jf. forslaget til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 4?”

 

Svar:

 

Ved lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 4) foreslås, at i tilfælde, hvor en skadelidt inden udløbet af forældelsesfristen for et krav mod en sikret indtræder i den sikredes ret imod et forsikringsselskab i medfør af forsikringsaftalelovens § 95, forældes skadelidtes krav mod selskabet tidligst et år efter indtrædelsen.

 

Det følger af forsikringsaftalelovens § 95, stk. 1, at skadelidte indtræder i kravet, når skadevolder erkender kravet, eller når der afsiges dom over skadevolder, indgås retsforlig mv. Er skadevolder gået konkurs mv., indtræder skadelidte endvidere efter § 95, stk. 2, når der efter reglerne i konkursloven er afsagt konkursdekret mv. over skadevolder.

 

Betingelsen om, at indtrædelse skal ske inden udløbet af forældelsesfristen, indebærer, at den sikrede inden fristens udløb skal have erkendt sin forpligtelse, jf. § 15 i forslaget til ny forældelseslov (L 165), eller at skadelidte inden fristens udløb skal have foretaget skridt med henblik på afbrydelse af forældelsen, herunder ”foreløbig” afbrydelse, jf. §§ 16-18 og §§ 20-22 i forslaget til ny forældelseslov (L 165).

 

Betingelsen indebærer således ikke, at skadelidte, hvis skadevolder ikke erkender kravet, skal have opnået dom mv. inden udløbet af forældelsesfristen for kravet mod skadevolder, dvs. typisk inden 3 år fra tidspunktet fra skadens indtræden. Forældelsen afbrydes ved sagsanlæg mv., og det vil derfor være tilstrækkeligt, at skadelidte inden udløbet af fristen har foretaget et sådant skridt. Tillægsfristen betyder, at skadelidte efter dom­mens afsigelse vil have i hvert fald et år til at gøre kravet gældende mod forsikringsselskabet.