Folketingets Kulturudvalg Christiansborg 1240 København K Â

18. april  2007

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 4 (L 174), vedr. forslag til lov om ændring af arkivloven, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 11. april 2007.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 

Spørgsmål nr. 4

(L 174), vedr. forslag til lov om ændring af arkivloven

Skrivelse af 11. april 2007

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

 

Spørgsmål nr. 4:

"Ministeren bedes uddybe bemærkningerne til lovteksten i § 24, da grænserne for tilgængeligheden ikke synes helt klare?”

 

Svar:

Ændringen i arkivlovens § 24 (jf. lovforslagets § 1, pkt. 3) indebærer, at fristen for adgang til sager inden for strafferetsplejen nedsættes fra 75 til 20 år, men sådan, at den afleverende myndighed skal høres i sager, indtil de er 50 år gamle. Det betyder, at den afleverende myndighed – indtil sagerne er 50 år gamle - kan afslå adgang til arkivenhederme, hvor det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn.

 

Forslaget vil betyde, at sager, der er mellem 50 og 75 år gamle fremover vil være umiddelbart tilgængelige, medmindre de indeholder personfølsomme oplysninger, jf. § 23.

 

Sager, der er mellem 20-50 år gamle, vil som udgangspunkt også være tilgængelige. Her skal rigsarkivaren dog høre den afleverende myndighed, om der er væsentlige hensyn, der gør, at der alligevel ikke kan gives adgang i en konkret sag. Udgangspunktet er dermed det modsatte af i dag, hvor disse arkivenheder som udgangspunkt ikke er tilgængelige, medmindre den afleverende myndighed giver samtykke.

 

I sager, der er mellem 20-50 år gamle, vil den afleverende myndighed således konkret i hver enkelt sag skulle vurdere, om der er særlige politifaglige, efterforskningsmæssige og strafferetslige hensyn, der taler mod at give arkiv­adgang i den pågældende sag.

 

Eksempler på nødvendig beskyttelse af væsentlige hensyn, der gør sig gældende inden for strafferetsplejen fremgår af bemærkningerne til lovforslaget og kan være:

 

Hensynet til at beskytte politiets og anklagemyndighedens efterforskningsmetoder, herunder både strategiske/taktiske efterforskningsmetoder og tekniske efterforskningsredskaber. Også sager, der ældre end 20 år, kan indeholde oplysninger om efterforskningsmetoder, der ikke er almindeligt kendte, og som vil blive afsløret ved meddelelse af arkivadgang.

 

Hensynet til at beskytte vidner og forurettede. Hensynet til ofre og andre vidner gør sig således særligt gældende, hvor en straffesag ikke har ført til en offentlig domsforhandling, eller hvor oplysninger om et vidnes navn og/eller bopæl ikke har været fremme under domsforhandlingen. Særlige hensyn gør sig f.eks. gældende ved anonyme vidner, som vil kunne risikere repressalier, hvis deres identitet senere afsløres.

 

Hensynet til at beskytte politiets og anklagemyndighedens kilder og meddelere mod at blive kompromitteret. Politiet vil således ofte anvende de samme kilder og meddelere gennem en længere årrække, og det vil være meget skadeligt, hvis der gives arkivadgang til sager, som indeholder informationer om kilder og meddelere, der stadig er i brug, ligesom der kan være en risiko for repressalier over for tidligere kilder og meddelere.

 

Hensynet til forsat verserende sager. Det kan således på visse områder være relevant for politiets efterforskning af nye sager at inddrage gamle straffesager. Det gælder f.eks. i sager om rockerkriminalitet, hvor ældre afsluttede sager ofte kan have sammenhæng med verserende sager og på den måde have betydning for efterforskningen heraf. I sådanne tilfælde anses de ældre straffesager for at indgå i et samlet sagskompleks, og det vil kunne påvirke politiets muligheder for at efterforske nye sager mod samme grupperinger m.v., hvis der meddeles arkivadgang til ældre sager. Endvidere kan ældre straffesager i visse tilfælde fortsat være under behandling i retssystemet. Det kan f.eks. nævnes, at Den Særlige Klageret for tiden behandler en ansøgning om genoptagelse af en straffesag om et drab, som fandt sted på Christiania i 1985, og hvor der blev afsagt dom i 1986.

 

Hensynet til samarbejdet med andre landes myndigheder. Udlevering af efterforskningsoplysninger fra politi og anklagemyndighed i andre lande til dansk politi vil ofte ske under en forudsætning om, at disse oplysninger forbliver fortrolige også efter sagens afslutning. Det vil således kunne skade politiets muligheder for at modtage efterretninger fra andre landes politimyndigheder, hvis der allerede efter 20 år vil kunne gives arkivadgang til oplysningerne uden samtykke fra politiet.