"Kan ministeren oplyse, hvorledes man i lov om røgfri miljøer sikrer, at loven ikke omgås ved etablering af klubber, loger og lignende, hvor man så gerne må ryge?"
Det følger af bemærkningerne til lovforslagets § 2, at loven ikke omfatter private hjem og foreninger, hvor der ikke er umiddelbar adgang for offentligheden, medmindre der samtidig er tale om arbejdspladser.
Af bemærkningerne til § 18 om rygeforbud i det offentlige rum fremgår det, at det afgørende i denne forbindelse ikke vil være, om det er en privat, en foreningsejet eller en offentlig lokalitet, men derimod om der er umiddelbar adgang for offentligheden – såvel gratis eller mod betaling.
Hvis det etableres en klub, loge eller lignende, hvortil der ikke er umiddelbar adgang for offentligheden som beskrevet ovenfor, og hvis der ikke er tale om en arbejdsplads, vil klubben, logen eller lignende ikke være omfattet af loven, men vil selv kunne bestemme, om der må ryges.